Viktor Axelsen - Kenneth Jonassen - Glæde - gråd - græde - græd - kram - tåre -tårer - OL - Tokyo 2020 - 2021 - Olympics - finale - guld - medalje - guldmedalje - skade - afbud - udkørt - træt
Badmintonphoto

Viktor Axelsen melder afbud til RSL DM 2021: Er mentalt udkørt efter OL

August 3, 2021 16:27 Skrevet af

RSL DM 2021 får desværre ikke den nykårede OL-guldvinder på banerne i Esbjerg. Viktor Axelsen har nemlig meldt afbud til danmarksmesterskabet, som han vandt sidste år, da han føler sig udkørt rent mentalt efter OL i Tokyo. Mathias Christiansen/Alexandra Bøje stiller heller ikke op, da Christiansen er blevet opereret i sin ankel.

 

I 2020 vandt Viktor Axelsen sin anden DM-titel i karrieren, og den titelrække kommer han desværre ikke til at fortsætte i år, når danmarksmesterskabet spilles i Blue Water Dokken i Esbjerg den 10.-13. august. Den danske OL-guldvinder føler, at der er behov for at restituere ovenpå legene i Tokyo.

– Jeg er fysisk og specielt mentalt total udkørt efter den her OL-kampagne. OL har krævet mange ressourcer og været under et stort pres. Derfor føler jeg et behov for at trække stikket i noget tid sammen med min familie, og det kommer desværre til at ramme ind i DM, og det er derfor, jeg trækker mig. Jeg havde glædet mig og set frem til at vise min taknemmelighed for den støtte, jeg har fået i Tokyo, men jeg kan bare mærke, at jeg ikke vil være i stand til at præstere, som jeg ønsker. Nu håber jeg, at min ferie kan få mig til at stå så skarpt som muligt til oktober, når der er Thomas og Uber Cup og Denmark Open på hjemmebane. Det glæder jeg mig utroligt meget til, siger Viktor Axelsen.

Klik her for at købe billet til RSL DM 2021 hvor flere af de danske OL-stjerner deltager

Hos Badminton Danmark er man også ærgerlige over afbuddet fra Axelsen.

– OL er det største, du kan deltage i som atlet, og det kræver noget ekstra at præstere på den største scene. Så vi anerkender, at Viktor (Axelsen, red.) kan føle sig udbrændt og kan have behov for ferie. Samtidig er vi rigtig ærgerlige på vegne af arrangørerne i Esbjerg, de frivillige og ikke mindst de danske fans, som havde set frem til at tage imod Viktor og fejre ham. Med sin ferie kan han forhåbentlig vende stærkt retur til efterårets historiske events på dansk grund, og heldigvis vil der fortsat være stærke navne at se til DM, siger Jens Meibom, elite- og sportschef i Badminton Danmark.

Mathias Christiansen har også meldt afbud til RSL DM 2021, da han har fået foretaget en operation i sin højre ankel, hvor han har døjet med problemer. Af den grund kan han ikke stille op sammen med sin makker Alexandra Bøje.

Til RSL DM 2021 deltager de danske OL-stjerner Anders Antonsen, Mia Blichfeldt, Kim Astrup/Anders Skaarup og Sara Thygesen/Maiken Fruergaard fortsat, ligesom landets største talenter også vil være at finde i Blue Water Dokken den 10.-13. august, hvor der dystes om danmarksmesterskabet i badminton.

Danmarksmesterskaberne går helt tilbage til 1931, hvor de første danske mestre blev kåret i alle fem kategorier. Siden har spillere som Finn Kobberø, Svend Pri, Lene Køppen, Morten Frost, Camilla Martin, Peter Gade, Christinna Pedersen og Anders Antonsen kunnet løfte pokalerne ad flere omgange.

Kunne du tænke dig at spille badminton? Klik her og se hvor og hvordan du kan komme i gang med badminton – om du så går efter at blive den nye Viktor Axelsen eller vil spille for sjov

 

Foreløbig spilleplan:
Tirsdag, 10. august, kl. 10.00-22.00

Onsdag, 11. august, kl. 17.00-22.00

Torsdag, 12. august, kl. 17.00-22.00

Fredag, 13. august, kl. 17.00-22.00

 

Klik her for at se alle danmarksmestrene gennem tiden

 



Tags: , ,
Kategori: , , ,