Viktor Axelsen - Pokal - All England
Badmintonphoto

Viktor Axelsen kåret som Årets Badmintonspiller 2020

August 13, 2021 18:36 Skrevet af

Den danske All England-, Spain Masters- og DM-vinder fra 2020 er af blandt andet fans, journalister og sine spillerkollegaer netop blevet kåret til Årets Badmintonspiller 2020.

 

Det er ikke kun i 2021, at Viktor Axelsen har imponeret. Det gjorde han også i 2020. Så meget at han nu er løbet med titlen som Årets Badmintonspiller 2020 foran Anders Antonsen og Sara Thygesen/Maiken Fruergaard, der også var nomineret til prisen.

I 2020 vandt Axelsen All England, Spain Masters og DM, og disse sejre har dannet grundlag for, at odenseaneren fik størstedelen af stemmerne i afstemningen om, hvem prisen som Årets Badmintonspiller 2020 skulle gå til.

En pris som Axelsen desværre ikke var fysisk til stede til at modtage til RSL DM 2021 i Blue Water Dokken, da han er på ferie, men som ikke desto mindre sætter den nykårede OL-guldvinder i gang med taknemmelige ord.

– Jeg vil gerne sige tusind, tusind tak til alle, som syntes, at jeg skulle vinde prisen som Årets Badmintonspiller 2020. Det er et kæmpe skulderklap, og jeg er enormt stolt over at have vundet prisen, siger Viktor Axelsen.

Viktor Axelsen vandt også prisen i 2017, efter han vandt VM-guld, og måske er han allerede nu en topkandidat til at tage prisen igen til næste år med sin OL-guldmedalje. Hvem ved?

Udover æren og prisen følger der også en check med på 10.000 kr. fra Badminton Danmark.

 

Nedenstående stemmer dannede grundlag for valget af Årets Badmintonspiller:

  • en afstemning for alle via www.badminton.dk og sport.tv2.dk (flest stemmer – en stemme)
  • en afstemning blandt spillerne i Badminton Danmarks spillergrupper (flest stemmer – en stemme)
  • en afstemning blandt badmintonkyndige journalister (flest stemmer – en stemme)
  • en indstilling fra Team Danmark (en stemme)
  • en indstilling fra DIF (en stemme)
  • en indstilling fra cheflandstræneren (en stemme)
  • en indstilling fra TV 2 SPORT (en stemme)

Tidligere vindere af Årets Badmintonspiller
2004 – Jens Eriksen
2005 – Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl
2006 – Jens Eriksen og Martin Lundgaard
2007 – Tine Rasmussen
2008 – Tine Rasmussen
2009 – Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl
2010 – Mathias Boe og Carsten Mogensen
2011 – Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen
2012 – Mathias Boe og Carsten Mogensen
2013 – Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen
2014 – Jan Ø. Jørgensen
2015 – Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen
2016 – Thomas Cup-holdet
2017 – Viktor Axelsen
2018 – Anders Skaarup og Kim Astrup
2019 – Anders Antonsen

De tre nominerede var:

  • Sara Thygesen/Maiken Fruergaard: Andenplads ved World Tour Super 500-turneringen Indonesia Masters og vinder af RSL DM 2020.
  • Anders Antonsen: Vinder af World Tour Super 750-turneringen DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR og nåede en All England-semifinale. Andenplads ved World Tour Super 500-turneringen Indonesia Masters.
  • Viktor Axelsen: Vinder af World Tour Super 1000-turneringen All England, World Tour Super 300-turneringen Spain Masters og RSL DM 2020. Andenplads ved World Tour Super 500-turneringen Malaysia Masters.


Tags: ,
Kategori: , , , , , ,