Re-lodtrækning til Thomas & Uber Cup: Sværeste gruppe til damelandsholdet, og spændende gruppe til herrelandsholdet ifølge Kenneth Jonassen

af | aug 19, 2021

Det danske damelandshold fik de to sværeste modstandere fra det laveste seedningslag, mens herrelandsholdet er kommet i en gruppe, hvor der ikke er nogen nemme kampe, vurderer cheflandstræner Kenneth Jonassen, som glæder sig til at spille foran hjemmepublikummet i Aarhus.

 

I går foretog BWF en re-lodtrækning til Thomas & Uber Cup i Aarhus den 9.-17. oktober 2021. Her fik vi endelig på plads, hvilke gruppemodstandere der venter for henholdsvis herre- og damelandsholdet, når de på hjemmebane tager imod de største badmintonnationer i verden.

Damelandsholdet endte i gruppe med Kina, Malaysia og Canada. En yderst svær gruppe hvor Malaysia og Canada fra 9.-16.-seedningslag ifølge cheflandstræner Kenneth Jonassen, var de sværeste modstandere, Danmark kunne komme op imod.

– Der er ingen tvivl om, at det er den sværeste gruppe på papiret af alle fire grupper. Kina siger sig selv. De har verdensklassespillere på alle pladser, så det bliver en kamp, hvor vi er underdog. Samtidig har vi fået de bedste hold fra det nederste seedningslag i Malaysia og Canada, men der kan jeg godt se muligheder for at vinde, siger Kenneth Jonassen og fortsætter.

Klik her for at købe billet til TotalEnergies Thomas & Uber Cup 2020 Finals

– Malaysia er ved at genopbygge deres hold. De har gode spillere, men de mangler decideret verdensklasse. Så vi er konkurrencedygtige, men det bliver en meget spændende holdkamp, hvor vi bliver matchet i alle fem kampe. Canada har et tricky hold med deres helt store stjerne Michelle Li. Det er vigtigt, at vi ikke undervurderer dem, for vores piger vil blive testet, og de skal spille godt for at vinde, siger Jonassen.

Opgøret mod Malaysia er ved at blive en nyklassiker i Uber Cup-sammenhæng. Siden 2000 har Danmark mødt Malaysia fem gange og kvitteret med fem sejre. De seneste tre med 3-2.

Kina har Danmark mødt ved de seneste to Uber Cups. Her er det dog ikke gået nær så positivt, da det blev til et 1-3-nederlag i kvartfinalen i 2018, og i 2016 blev det 0-5.

Det danske Uber Cup hold spiller første kamp ved TotalEnergies Thomas & Uber Cup Finals i Aarhus lørdag den 9. oktober klokken 13.30. Fordelingen af modstandere er endnu ikke fastlagt.

Klik her for at se tidligere danske Uber Cup-resultater

For herrelandsholdet var lodtrækningen ikke nær så hård, om end der er fuld respekt for modstanderne, Sydkorea, Frankrig og Tyskland.

– Det er en gruppe, hvor vi skal være klar fra start af. Frankrig og Tyskland elsker at være underdogs og elsker holdkampene, hvor de skal præstere som et hold. Vi skal være ekstra skærpet, for de kommer med højt niveau og god stemning. Men vi er klar favoritter mod dem, siger Jonassen og kommer herefter ind på Sydkorea.

– Sydkorea har en tendens til også at hæve niveauet, når de er underdog. Til OL slog Kwanghee Heo favoritten Kento Momota, så vi har set, at de har verdensklasse, og så har de den tidligere verdensetter Son Wan Ho, der kan spille en anden eller tredje herresingle, og det siger ikke så lidt. Der er ikke nogen gratis kampe i den her gruppe, hvor vi bare kan spille os i gang, så det bliver spændende, siger cheflandstræneren.

I 2018 slog Danmark Sydkorea ud i kvartfinalen med 3-0.

Det danske Thomas Cup hold spiller første kamp ved TotalEnergies Thomas & Uber Cup Finals i Aarhus lørdag den 9. oktober klokken 19.00. Fordelingen af modstandere er endnu ikke fastlagt.

Klik her for at se det foreløbige spilleprogram til TotalEnergies Thomas & Uber Cup Finals

Nu glæder Kenneth Jonassen sig også endelig til snart at skulle spille i rødt og hvidt foran hjemmepublikummet i Ceres Arena, Aarhus.

– Det er fedt at få grupperne på plads. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at prioritere vores forberedelse frem mod Thomas & Uber Cup, og vi kommer til at prioritere det højt. Det er en exceptionel mulighed at komme til at spille det her historiske verdensmesterskab på hjemmebane. Det bliver måske en ’once in a lifetime’. Så det er noget, som alle ser frem til, og det håber jeg også, at de danske fans gør, siger Kenneth Jonassen.

 

Få overblik og samtlige otte grupper til Thomas & Uber Cup 2020 her:

Uber Cup:

Gruppe A: Japan (1), Indonesien (5/8), Tyskland, Frankrig.

Gruppe B: Thailand (3/4), Indien (5/8), Spanien, Skotland.

Gruppe C: Korea (3/4), Taiwan (5/8), Tahiti, Egypten.

Gruppe D: Kina (2), Danmark (5/8), Malaysia, Canada.

 

Thomas Cup:

Gruppe A: Indonesien (1), Tawian (5/8), Algeriet, Thailand.

Gruppe B: Danmark (3/4), Korea (5/8), Tyskland, Frankrig.

Gruppe C: Kina (3/4), Indien (5/8), Holland, Tahiti.

Gruppe D: Japan (2), Malaysia (5/8), England, Canada.

Klik her for at tilgå denmark2020.dk, hvor du kan finde yderligere informationer om Thomas & Uber Cup 2020