Det danske U 17 landshold med deres to landstrænere
Badminton Europe

Danmark taber semifinale til dette års U17 EM

September 6, 2021 19:42 Skrevet af

Efter fire dage, hvor det danske U17-landshold har givet sig fuldt ud i alle kampe, er de unge talenter nu ude af U17 EM efter et nederlag i semifinalen på 3-0 mod Rusland. – Rusland var bare 2% bedre, siger U17-landstræner Frank Larsen.

 

De danske spillere mødte favoritterne fra Rusland og fik kamp til stregen fra starten af. Danskerne taber de tre kampe uden at vinde et sæt.

– De klarede det godt, vi spiller en okay holdkamp og kommer med en fin præstation, vi møder bare et godt hold. Det kunne måske være blevet en anden kamp, vi kunne måske godt have vundet i herresinglen og herredoublen, så det er lidt ærgerligt, men jeg er afklaret, siger U17-landstræner Frank Larsen.

Se dagens resultater for alle semifinalekampene her

Den første kamp er herresinglen med William Bøgebjerg, der taber 16-21, 18-21 mod den russiske spiller Daniil Dubovenko.

Anden kamp er damesinglen med Kajsa Van Dalm som taber 10-21, 14-21 mod Galina Mezentseva. Både Kajsa og William havde lige været i kamp i kvartfinalen mod Tyrkiet blot to timer før.

– Vi var presset på tid, vi havde en opgave i at få spillerne ned efter kvartfinalen, også sørge for at få dem op igen til semifinalen, men spillerne klarer det rigtig godt. Rusland havde meget bedre forberedelsestid, men det skal selvfølgelig heller ikke være en undskyldning, siger Frank Larsen.

I dagens sidste kamp møder Jonathan Melgaard og Mike Vestergaard i en herredouble Daniil Dubovenko og Gleb Stepakov. Her slutter EM-drømmen med et nederlag i kampen på 13-21, 18-21.

– Det er klart, når vi spiller et U17 EM, så var ambitionen at vinde. Vi havde haft gode chancer mod Frankrig i en finale, og at vi ikke får den, er selvfølgelig pisse ærgerligt, siger Frank Larsen.

I morgen møder Rusland og Frankrig hinanden i EM-finalen for hold.

I morgen klokken 14.00 starter den individuelle EM-turnering, og de første danskere, der skal i kamp, er en mixdouble med Kajsa Van Dalm og Calvin Lundsgaard klokken 14.35. Efter den afsluttede holdkamp har de danske spillere fået en evaluering af de to landstrænere Frank Larsen og Lennart Engler, og de er nu klar til den individuelle turnering.

– Vi har det godt, vi har haft en god evaluering, vi har spist samtlige måltider sammen og været samlet som et hold. I morgen bliver det lidt mere på egen hånd, her starter der en helt anden fase, fordi de spiller på forskellige tidspunkter, men det bliver spændende.



Tags: , , , , ,
Kategori: , ,