Badmintonphoto
Badmintonphoto

Sudirman Cup er i gang: Fem debutanter i spil og en overlegen sejr til Danmark

September 26, 2021 19:49 Skrevet af

Det blev til en forventet sejr til det danske landshold i deres første gruppekamp ved verdensmesterskaberne for blandede hold, Sudirman Cup, der spilles fra d. 26. september til 3. oktober. Uden at tabe et eneste sæt vandt Danmark 5-0 over Canada.

 

– Jeg er tilfreds med kampen i dag. Vi kom godt i gang og satte os hurtigt på kampen, det kan man ikke klage over.

Sådan lyder meldingen fra Kenneth Jonassen efter Danmarks sejr over Canada til Sudirman Cup. Han er glad og tilfreds med det han så fra de danske spillere i dagens kamp.

– Det var fedt at komme i gang og fik spillet noget okay badminton. Jeg er rigtig tilfreds med spillerne, de gjorde det, der skulle til i dag.

Klik her og køb billet til Thomas & Uber Cup

I dagens holdkamp fik hele fem spillere fra det danske landshold Sudirman Cup-debut.

Line Christophersen, Frederik Søgaard, Niclas Nøhr, Amalie Magelund og Freja Ravn fik i dag debut ved Sudirman Cup. Alle formåede de at vinde deres kampe uden at tabe ét eneste sæt, hvilket landstræner Kenneth Jonassen er rigtig glad for.

– Vi havde valgt at spille med et varieret hold i dag med mange debutanter, for at give dem en chance for at vise, hvad de kan. De greb chancen og leverede, så det er vi rigtig tilfredse med.

Bliv klogere på de 15 danske Sudirman Cup-profiler

Alt i alt var det en god dag for de danske spillere i Finland og allerede i morgen venter endnu et opgør, når Rusland venter i anden gruppekamp. 

– Nu har vi fået en del spillere i gang, så nu gælder det om at gøre os klar til kampen i morgen, som alt andet lige bliver afgørende for, om vi går videre eller ej. Det bliver en udfordrende kamp i morgen, for de kan helt sikkert byde os op til dans, fortæller Kenneth Jonassen, og uddyber:

– Vi er på papiret favoritter, hvilket bestemt ikke gør det lettere. Vi skal ind og levere en god præstation i alle fem kategorier. Det er den opgave, der står og venter os – og det er en udfordring, som vi glæder os til at tage op, siger landstræneren.

Læs også: Stor Sudirman Cup-trup skal kæmpe med om medaljer til Danmark

-De spillere, der skal spille i morgen, er klar. De fik det at vide tidligere på ugen, de ved, hvad der venter dem og de har haft tid til at forberede sig til kampen. De glæder sig til at komme i gang med mesterskabet, fortæller Kenneth.

Hvem der skal i kamp mod Rusland, finder vi først ud af i morgen. Dog vil Jonassen godt afsløre, at det bliver en anderledes holdopstilling, vi får at se i morgen.

Klik og se holdopstillingen, når der bliver offentliggjort.

 



Tags: ,
Kategori: , , , , ,