Danmark taber tæt gruppefinale: – Fortjent sejr til Indonesien

af | sep 29, 2021

Indonesien hev en smal sejr på 3-2 hjem over Danmark og bliver etter i gruppen. Danmark spiller kvartfinale på fredag. Modstanderen findes efter lodtrækning.

 

Det blev som sædvanlig en yderst spændende kamp, da Indonesien og Danmark mødtes i deres sidste gruppekamp ved Sudirman Cup – VM for blandede hold.

Desværre var det Indonesien, som trak sig sejrrigt ud af opgøret med 3-2, og dermed vinder de gruppen foran Danmark. De danske spillere ydede ellers stor modstand, og de var også foran 2-1, efter Anders Antonsen havde knust OL-bronzevinderen Anthony Ginting.

Klik her for at købe billet til TotalEnergies Thomas & Uber Cup 2020 Finals

Det var 14. gang i historien, at de to lande mødtes ved Sudirman Cup.

– Vi vidste godt på papiret, at vi i doublekategorierne ville blive meget presset. Det er blandt andet der, Indonesien har deres styrke. Det må vi sande i dag. De går ud og leverer i de tre kampe, siger Danmarks cheflandstræner, Kenneth Jonassen.

– I den første er vi konkurrencedygtige, og i de andre hænger vi lidt bagefter i hele kampen. Så fortjent sejr til Indonesien. Vi gav det en chance ud fra de informationer og de målsætninger, vi havde med til dagens kamp, og det lykkedes ikke helt, da det blev til et nederlag.

Danmark spiller kvartfinale på fredag. Tidspunktet og modstanderen bliver fundet efter lodtrækning, når de sidste gruppekampe er færdigspillet torsdag aften.

Danmark kan trække alle gruppevinderne med undtagelse af Indonesien.

– Kina og Japan er favoritter til at vinde deres grupper, og så er der Korea mod Taiwan, der er lidt mere åben, men jeg har Korea som storfavoritter til at vinde den gruppe. Det er den opgave, vi står over for.

– Vi ved det først forholdsvis sent efter den sidste landskamp torsdag. Det er sådan, det er, og det er ens for alle. Samtidig kommer vi til at tjekke op på, hvor står vi som hold, og der skal også tænkes strategisk i forhold til at finde den fordelagtige rækkefælge, og det afhænger også lidt af modstanderen, lyder vurderingen fra Jonassen.

 

KAMP 1: Mads Pieler Kolding/Frederik Søgaard – Marcus Gideon/Kevin Sukamuljo: 19-21, 15-21

Verdens nummer ét imod nummer 166 på ranglisten. Det kunne ikke ses i begyndelsen af kampen, hvor danskerne lykkedes med at komme ud af presset og få løftet bolden ned bag indoneserne.

Når de ikke fik gjort det, viste Gideon og Sukamuljo dog, hvorfor de er så gode. Danskernes store føring blev hentet, hvorefter indoneserne afgjorde et tæt første sæt.

Danskerne fortsatte det gode spil efter sidebyttet og fulgte med langt hen i sættet, men igen trak indoneserne fra til sidst, da det hele skulle afgøres.

– De leverer en rigtig god præstation. De står en god defensiv og overrasker Marcus og Kevin med den måde, de spiller på og bruger hallen godt. Men det er bare umuligt at holde indoneserne væk i servesituationerne. De viser deres styrke, og de fortsætter med at spille deres spil og er afslappede, selvom de er bagud. De er bare rigtig dygtige, fortæller Danmarks cheflandstræner anerkendende.

Klik her for at se resultaterne fra de fem danske kampe

 

KAMP 2: Mia Blichfeldt – Putri Kusuma Wardani: 21-11, 16-21, 21-14

Der var god balance mellem det tålmodige og aggressive spil hos Blichfeldt i første sæt. Fuldt fortjent vandt hun også sættet stort.

I andet sæt var spillet mere stresset, og det sluttede med en serv i nettet for Blichfeldt. Hun kom blæsende ud til det afgørende sæt, hvor hun fik opbygget et solidt forspring via skarpe, velplacerede slag samt indonesiske fejl.

– Vi blev overrasket over ikke at skulle møde Tunjung. Jeg synes, Mia eksekverer i første sæt med den gameplan, vi har aftalt. Der er stor variation og overblik derinde. Andet sæt bliver mere hektisk, og hun finder aldrig ind i en god rytme, og der kommer lidt for mange uprovokerede fejl.

– Til gengæld en fantastisk start på tredje sæt. Og jeg synes, når Mia henter sit topniveau frem og får variation i slagene, så var hun et niveau over. En rigtig god sejr også taget i betragtning af, vi er nede 0-1, så der er pres på, siger Jonassen.

 

KAMP 3: Anders Antonsen – Anthony Ginting: 21-9, 21-15

Der var dømt revanche i herresingledysten, da Ginting sendte Antonsen ud i OL-kvartfinalen. Antonsen gik også på banen velvidende, at han aldrig havde slået Ginting i de tidligere fire indbyrdes opgør, men det blev der lavet om på i dag.

Danskeren spillede utrolig skarpt, tålmodigt og foretog de rette valg på banen. Det endte med en storsejr til Antonsen.

Anders går ind og leverer en masterclass-præstation i taktisk rigtigt spil. Her mener jeg variationen i sine valg fra baglinjen og forbanen. Jeg synes, han kom ud og fik sat tingene helt rigtigt sammen. Ginting virker rådvild og kan ikke finde de rette løsninger i min optik.

– Anders viser også, han har lagt på allerede siden OL i forhold til sin fysik og tempo. Grundtempoet er højt i dag. Stor cadeau for at levere den sejr, og jeg ved også, Anders er rigtig glad for den, lyder de rosende ord fra cheflandstræneren.

 

KAMP 4: Maiken Fruergaard/Sara Thygesen – Greysia Polii/Apriyani Rahayu: 17-21, 9-21

Modsat Antonsen lykkedes det ikke for Fruergaard og Thygesen at få deres første sejr over Polii og Rahayu. De spillede egentlig godt med i første sæt, men der blev desværre lavet for mange fejl.

Efter sidebyttet viste indoneserne, hvorfor de vandt OL-guld i sommer. De spillede solidt og gav ingen chance for et dansk comeback.

– Desværre synes jeg ikke helt, pigerne finder det rette spændingsniveau. De bliver selvfølgelig presset af OL-guldvinderne, men de finder ikke ind i den rigtige rytme. Overordnet set var det lidt for svingende niveau derinde.

– Det er ærgerligt, for jeg ved, de havde glædet sig til at give den fuld gas. Vi må også have respekt for, indoneserne får slappet af i den damedouble og spiller på højt niveau, og det blev svært for os at løse, siger Jonassen.

 

KAMP 5: Mathias Thyrri/Amalie Magelund – Praveen Jordan/Melati Oktavianti: 8-21, 17-21

Så var det op til debutanten Mathias Thyrri samt Amalie Magelund at sikre Danmark sejren. De var dog på en utrolig svær opgave imod sidste års All England-mestre, Jordan og Oktavianti.

– Især Jordan var veloplagt i dag. Han spiller en pragtkamp, og spillet på mellembanen og i servesituationerne gjorde det svært for danskerne at være med. Vi valgte at sætte en overraskelse for at bruge de ressourcer, vi har til rådighed heroppe, rigtig. Det bar desværre ikke frugt i dag. Det lærer vi af.

– Jeg er glad for, at Thyrri får sin debut og også en lærerig oplevelse af, hvordan verdensklasse mixeddouble kan se ud og føles. Det giver ham forhåbentlig blod på tanden. Vi vidste, det ville blive en stor mundfuld, men når vi både kigger på kort og på lang sigt, så var det her den rigtige beslutning at stille med dem som en joker, pointerer cheflandstræneren.

Dette års Sudirman Cup bliver afholdt i Vantaa i Finland fra 26. september til 3. oktober.

Danmark vandt senest en Sudirman Cup-medalje i 2013. Her blev det til bronze efter et semifinalenederlag til Kina på 1-3.