Lasse Mølhede misser sit første Thomas Cup grundet en skade i venstre knæ, hvilket umuliggør en plads på Danmarks herrelandshold, der på lørdag den 9. oktober åbner verdensmesterskabet op på hjemmebane i Ceres Arena, Aarhus.
For første gang var Lasse Mølhede udtaget til det danske Thomas Cup-landshold, da udtagelsen lå klar den 17. september. En milepæl i 27-årige Mølhedes karriere. Men den glæde er nu blevet spoleret af en bruskskade i herredoublespillerens venstre knæ, hvilket får knæet til at hæve og danne væske.
Klik her for at købe billet til TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020
Derfor ser Lasse Mølhede nu ind i en pause på 6-12 uger, fremfor en tur i den rød-hvide trøje, ligesom VICTOR DENMARK OPEN også bliver uden hans deltagelse. Og det er naturligvis ikke den oktober, Skovshoved-spilleren havde set frem til.
– Det gør ondt helt ind i hjertet, at jeg ikke kan spille for Danmark på hjemmebane. Det var noget, jeg havde drømt om ufatteligt længe, og jeg er simpelthen så ked af og ærgerlig over, at det ikke kommer til at ske. Det er rigtig hårdt, men nu må jeg tage den pause der skal til, for at jeg bliver klar, og så vil jeg fortsætte min udvikling, når mit knæ er klar til det, siger Lasse Mølhede.
Læs også: Store danske trupper til Thomas & Uber Cup på hjemmebane
Hos Badminton Danmark føler man i den grad også med Mølhede.
– Vi er kede af det på Lasses vegne. Han har kæmpet og knoklet hårdt for at blive klar til Thomas Cup, så det er selvfølgelig rigtig ærgerligt for ham og for holdet, at han nu er blevet skadet. Vi ønsker ham alt det bedste, og hjælper ham alt det vi kan i hans skadesperiode, så han kan komme hurtigst muligt tilbage på banen, siger Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom.
Danmark vil ikke udtage en erstatning for Lasse Mølhede til Thomas Cup-landsholdet.
Danmarks herre- og damelandshold spiller begge deres første kamp ved TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020 på lørdag den 9. oktober.
Fakta:
TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020 spilles i Ceres Park & Arena, Aarhus, 9.-17. oktober 2021.
Det danske Thomas Cup-hold møder 9. oktober kl. 19 Frankrig, 11. oktober kl. 19 Tyskland og 13. oktober kl. 19 Korea.
Uber Cup-holdet spiller 9. oktober kl. 13.30 mod Malaysia, 10. oktober kl. 19 mod Canada og 12. oktober kl. 19 mod Kina.
Danmark er det første land i Europa som har vundet værtskabet for TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup.
TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup 2020 skulle oprindeligt have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev mesterskaberne først flyttet til august, senere så oktober, før de til sidst blev skubbet til 2021.
Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.
Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016. Herrelandsholdet vandt bronze ved det seneste VM for herrelandshold i Thailand, 2018.
Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.