Badmintonphoto

Rene danske opgør og flere verdensettere i aktion på førstedagen ved VICTOR DENMARK OPEN

October 19, 2021 08:00 Skrevet af

De førsteseedede spillere i herresingle, herredouble, damedouble og mixeddouble skal allerede i aktion på førstedagen ved VICTOR DENMARK OPEN.

 

Så går det løs igen. Blot to dage efter TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020 blev færdigspillet, er det tid til en ny stor turnering på dansk grund.

Tirsdag klokken 9.00 begynder Super 1000-turneringen VICTOR DENMARK OPEN.

Den sidste udgave i Odense Idrætshal inden turneringen næste år flytter i større rammer til Jyske Bank Arena i Odense.

Klik her for at købe billetter til VICTOR DENMARK OPEN.

Førstedagen af VICTOR DENMARK OPEN byder på masser af opgør med stjernespillere.

Størst – set med danske briller – er en gentagelse af sidste års herresinglefinale. Anders Antonsen, som er seedet treer, mod barndomskammeraten Rasmus Gemke. De spiller kamp nummer 11 på bane 1.

Klik her for at få overblik over tirsdagens kampprogram

I herresingle er der gensyn med verdensetteren, Kento Momota, som vandt turneringen i 2018 og 2019, men som ikke stillede til start sidste år. Tirsdag spiller han kamp 4 på bane 1.

Allerede kamp 2 på bane 1 skal de første danskere i aktion. Der kommer damedoublen Freja Ravn og Amalie Magelund på en stor opgave, når de møder de førsteseedede Chen Qing Chen og Jia Yi Fan, som i lørdags var med til at sikre Kina Uber Cup-trofæet i Aarhus.

Verdensetterne i herredouble, Kevin Sukamuljo og Marcus Gideon, som var en del af Indonesiens Thomas Cup-triumf, skal møde franskmændene Toma Junior Popov og Christo Popov. Det er kamp 9 på bane 1.

Læs mere: Gentagelse af sidste års finale: Hård dansk lodtrækning til VICTOR DENMARK OPEN

Den efterfølgende kamp på banen er også en herredouble. En ren dansk af slagsen. Ottendeseedede Kim Astrup og Anders Skaarup møder Daniel Lundgaard og Mathias Thyrri. Sidstnævnte par fik i sidste uge besked om, at de til december for første gang skal med til individuel VM.

Også i mixeddouble skal de førsteseedede i aktion tirsdag. Wang Yi Lyu og Huang Dong Ping møder hollænderne Robin Tabeling og Selena Piek. De spiller kamp 11 på bane 2.

TV 2 SPORT sender fra turneringen hele ugen.

Klik her for at læse det officielle VICTOR DENMARK OPEN 2021 magasin

Fakta

VICTOR DENMARK OPEN 2021 spilles i Odense Idrætshal den 19.-24. oktober.

Efter 13 succesfulde år i Odense Idrætshal flytter verdens anden ældste turnering år ind under det større og mere fleksible tag i Jyske Bank Arena fra næste år, 2022.

VICTOR DENMARK OPEN rangerer i år som en Super 1000-turnering for at udfylde hullet i BWF World Tour-kalenderen, hvad angår antallet af Super 1000-turneringer, som har været aflyst grundet Covid-19. Der er fem Super 1000-turneringer.

Super 1000-turneringer er de højest rangerede turneringer på BWF’s World Tour.  Næste år vil turneringen vende tilbage som en Super 750-turnering.

Siden 1936 har turneringen i Danmark været en del af den internationale badmintonscene, hvilket gør det til verdens andenældste badmintonturnering.

Turneringen har været afholdt i 11 forskellige danske byer. Fra 1936-1989 blev turneringen spillet i København, og sidenhen har den været spillet i Aalborg, Middelfart, Farum, Solrød, Højbjerg, Vejle og Aarhus, før den røg til Odense i 2007.

Danmark er med 140 titler den nation med flest titler ved turneringen efterfulgt af Kina med 62.

Sammen med vores sponsorer, VICTOR (titelsponsor), HSBC (World Tour-sponsor), Mille Food, Visit Odense, Grundfos og Holstebro Rejsecenter samt vores samarbejdspartnere BWF, TotalEnergies, Odense Kommune, Scandic, Midtfyns Bryghus, Anton Berg, Nespresso, Kims, Thaisen Hus, Philipson Wine og TV 2 SPORT glæder vi os til at byde jer velkommen til VICTOR DENMARK OPEN fra den 19.-24. oktober i Odense Idrætshal.



Tags: ,
Kategori: , , ,