Badminton Danmark

14 nationer har fundet vej til VICTOR DENMARK JUNIOR i Odense

October 21, 2021 16:44 Skrevet af

VICTOR DENMARK JUNIOR kan i år byde velkommen til 1250 spillere fordelt på seks turneringer. Det er et populært event, ikke mindst for mange unge danske spillere, men også for 13 andre nationer, der har taget turen til Odense, for at spille kampe side om side med de store stjerner til VICTOR DENMARK OPEN.

 

Der bliver spillet en række af events sideløbende med VICTOR DENMARK OPEN. En af dem er VICTOR DENMARK JUNIOR, som løber fra den 20.-24. oktober i otte forskellige haller i Odense.

Ikke nok med, at de unge mennesker får lov til at møde udenlandske spillere, som er første gang for mange af deltagerne, så får alle spillere også en billet til at komme ind og heppe på deres favoritspillere ved VICTOR DENMARK OPEN.

Læs mere om VICTOR DENMARK JUNIOR her

Vi har været ude til U15E-rækken, der bliver spillet i Paarup Hallerne og mærket den gode stemning blandt de mange hårdtarbejdende og glade spillere.

Ved dommerbordet finder man det imødekommende og smilende ægtepar Pernille og Jørgen Færch. Det er 11. gang, at VICTOR DENMARK JUNIOR bliver afholdt, og det er dermed også 11. gang, at ægteparret sidder ved dommerbordet. Trofast har de to været med til at planlægge og sørge for at give de mange udenlandske spillere en god velkomst til turneringen.

En af de første, der skulle i kamp ved turneringen, var den 12-årige spanske pige Sofia Garcia. Hun har sammen med otte af sine holdkammerater og deres to trænere taget turen fra Ibiza til Odense for at få muligheden for at møde udenlandske spillere.

– Det er min første gang i Danmark og det er første gang, jeg møder danske spillere. Jeg synes, den her turnering er en virkelig god mulighed for at møde nye mennesker, fordi i Spanien spiller man altid mod de samme mennesker, så jeg synes, det er en god mulighed at få øvet sig mod andre spillere, siger Sofia Garcia.

Garcia bor på en af skolerne, der ligger tæt på hallen, og som holder lukket over efterårsferien. Hun nyder at være samlet på skolen og til turneringen med mange af de andre nationer.

– Jeg kan godt lide den her turnering, og jeg kan rigtig godt lide at sove på skolen ved siden af og sove sammen med alle de andre lande, der er med til turneringen. Vi bor blandt andet sammen med Sverige, og dem hygger vi os rigtig meget med.

Garcia deltager i alle tre kategorier og er startet ud her til morgen i damesinglekategorien.

Læs om de forskellige kampprogrammer her

Philip Kryger Boe deltager i år også ved VICTOR DENMARK JUNIOR, men det er ikke første gang for den 14-årige U15-landsholdsspiller, at han træder ind i Paarup Hallerne.

– Jeg har været med til turneringen i mange år, og jeg har faktisk spillet, siden jeg var helt lille.

– Det fedeste ved turneringen er at være sammen med sine venner, men også at konkurrere med dem fra udlandet af. Man snakker med mange af de udenlandske spillere, så det synes jeg er super fedt. Det er også sjovt at spille mod dem, for at se deres niveau og sammenligne lidt med dem.

De to unge spillere er helt enige om, at noget af det fedeste ved at være med til turneringen, er at de kan få lov til at opleve deres favoritspillere ved VICTOR DENMARK OPEN.

– Jeg synes faktisk, det er super fedt, at det bliver spillet samtidig med Denmark Open, fordi så kan man både spille om formiddagen og komme ind og se god badminton om eftermiddagen, det synes jeg er super fedt, siger mixdouble- og herresinglespilleren Philip Kryger Boe.

– Jeg hepper mest på Viktor Axelsen, han er fra OBK ligesom mig, og han er et stort forbillede for mig, så jeg hepper selvfølgelig på ham, siger Boe.

Læs også: Unge spillere til VICTOR DENMARK JUNIOR presented by DANISA: Du bliver glad af badminton

Sofia Garcia glæder sig også til at opleve VICTOR DENMARK OPEN for første gang, men de to spillere har ikke helt samme forbillede.

– Jeg er stor fan af Clara Azurmendi, min far træner hende derhjemme, og han tager nogle gange til Madrid for at træne hende. Han er også min træner til den her turnering, og det er dejligt at kunne dele oplevelsen med min far.

Den spanske damesinglespiller Clara Azurmendi slog i dag Mia Blichfeldt i to sæt, og hun er dermed videre til kvartfinalerne ved VICTOR DENMARK OPEN.

De to unge spillere er ikke de eneste, der udnytter muligheden for at få lov til at opleve verdensstjernerne i Odense Idrætspark. Samtidig med at deltage til VICTOR DENMARK JUNIOR, så har omkring 40 unge spillere også sagt ja til at være frivillige hjælpere til VICTOR DENMARK OPEN. Det er en god mulighed for at være med til begge turneringer på samme tid.

Efterårsferien går derfor, for mange unge, med at spille turnering om dagen og hjælpe til hovedturneringen om aftenen.



Tags: , ,
Kategori: , , , , ,