2021 er det sidste år, VICTOR DENMARK OPEN bliver afholdt i Odense Idrætshal, da faciliteterne ikke længere kan rumme den størrelse, turneringen har fået. Rune Bille, chef for fritid- og folkeoplysning i Odense Kommune, kigger tilbage på turneringen og betydningen, som eventet har haft for Odense Idrætshal.
I 2009 kunne Odense Idrætshal lukke dørene op for første gang til den største badmintonturnering i Danmark, der dengang hed Denmark Open Super Series. Efter finalerne på søndag den 24. oktober er det sidste gang, hallen slukker lyset over de grønne baner ved VICTOR DENMARK OPEN. Eventet bliver i Odense, men flytter til Jyske Bank Arena fra 2022.
Læs også: VICTOR DENMARK OPEN bliver i Odense og flytter til større arena
Rune Bille har siddet på chefposten som ansvarlig for den daglige gang i Odense Idrætspark de seneste fire år. For Rune og de mange andre ansatte har VICTOR DENMARK OPEN været det største event, som de hvert år har set frem til.
– Det er det største event, vi har i Odense Idrætshal målt i tid og verdensstjerner. Det er sindssygt spændende, det er dejligt og noget helt andet, når nu vi har det ene arrangement, som fylder det hele, og som er på højt internationalt niveau. Det er fantastisk, siger Rune Bille.
Gennem de 13 år eventet er blevet afholdt, er det blevet til et tæt samarbejde mellem Badminton Danmark og Odense Idrætspark.
– De fire år, jeg har været her, er vi gået fra at komme tættere og tættere på hinanden. Det er næsten ligesom at få familie indenfor i huset og få tingene afviklet.
– Vi glæder os rigtig meget til det, fordi det er et afbræk i hverdagen. Så det er både med stolthed, at vi har haft det her, men det er også vemodigt, at det skal videre til nogle andre. Men der er også forståelse for, at vi har de kvadratmeter, vi har, og hvis der er brug for mere plads, så er der brug for mere plads, siger Rune Bille.
Klik her for mere information om VICTOR DENMARK OPEN
Odense Idrætshal har bragt glæde til mange af tilskuerne, som har nydt godt af de intime faciliteter. Der har ikke skulle så meget til, før hallen har emmet af god stemning og glade tilråb fra de mange fans.
– Jeg tror, jeg har været med i syv eller otte år. Det er en fed hal, der er intim og med god stemning. Jeg har igennem alle årerne synes, det er rigtig dejligt at være her, siger den trofaste tilskuer Helle.
– Der er god stemning, og det er dejligt, at vi kan sidde så tæt på banerne. Det gør det ekstra sjovt at se kampene, siger Peter fra Søndersø.
Han har sammen med sine fire kammerater været trofaste tilskuere i 10 år. De har været meget glade for den professionelle service, de er blevet mødt af hvert år. For de fem venner har fredagen været den bedste dag at være med til eventet.
– Vi har været med i mindst 10 år kun om fredagen. Der er klart størst chance for, at der er danskere med. Et år gik Joachim Fischer og Christinna Pedersen i tredje sæt og vandt deres kamp, og det var bare helt fantastisk, siger Peter.
Klik her for at læse det officielle VICTOR DENMARK OPEN 2021 magasin
Ægteparret Henriette og Flemming har taget den lange vej fra Nordjylland til Odense de seneste syv år.
– Vi har slet ikke haft noget imod at køre lidt langt, når turneringen er så god, som den er. Vi har altid siddet klar fra start, når billetterne blev sat til salg. Vi synes, det er vigtigt at komme og heppe fra starten af.
– Vi kan godt lide den gode stemning. Og så har vi elsket, når Boe og Nuller (Mathias Boe og Carsten Mogensen, red.) har spillet. De var rigtig gode at se på, siger ægteparret.
Rune Bille har også haft sine største øjeblikke i hallen, og han ser tilbage på de mange gode minder, og hvad han fremadrettet gerne vil sætte fokus på.
– Mine største øjeblikke er dem, som vi lige har oplevet, hvor Anders og Kim vinder. Jeg kan ikke slå ned på en hel masse enkeltkampe. Men der er slet ingen tvivl om, at når danskerne spiller godt her, så er det fantastisk at opleve en hal, hvor folk står op helt uhørt midt i en badmintonkamp.
– Noget af det, jeg lægger mærke til, er blandt andet nogle af de ting, der bliver lavet i mødelokalerne og VIP-lokalerne, hvor man kan se, at nogen bruger det som forretningsmulighed. De kommer og laver aftaler, som ikke nødvendigvis har noget med badminton at gøre.
– De kommer og får noget mad og en rigtig god service. Folk er glade, når de kommer, og så kan man også se noget god badminton. Jeg er interesseret i at gøre opmærksom på, at det her kan bruges til meget mere end kun idrætsaktiviteter, slutter Rune Bille.
Axelsen, Astrup og Skaarup jagter første finale ved VICTOR DENMARK OPEN
Fakta
VICTOR DENMARK OPEN 2021 spilles i Odense Idrætshal den 19.-24. oktober.
Efter 13 succesfulde år i Odense Idrætshal flytter verdens anden ældste turnering år ind under det større og mere fleksible tag i Jyske Bank Arena fra næste år, 2022.
VICTOR DENMARK OPEN rangerer i år som en Super 1000-turnering for at udfylde hullet i BWF World Tour-kalenderen, hvad angår antallet af Super 1000-turneringer, som har været aflyst grundet Covid-19. Der er fem Super 1000-turneringer.
Super 1000-turneringer er de højest rangerede turneringer på BWF’s World Tour. Næste år vil turneringen vende tilbage som en Super 750-turnering.
Siden 1936 har turneringen i Danmark været en del af den internationale badmintonscene, hvilket gør det til verdens andenældste badmintonturnering.
Turneringen har været afholdt i 11 forskellige danske byer. Fra 1936-1989 blev turneringen spillet i København, og sidenhen har den været spillet i Aalborg, Middelfart, Farum, Solrød, Højbjerg, Vejle og Aarhus, før den røg til Odense i 2007.
Danmark er med 140 titler den nation med flest titler ved turneringen efterfulgt af Kina med 62.
Sammen med vores sponsorer, VICTOR (titelsponsor), HSBC (World Tour-sponsor), Mille Food, Visit Odense, Grundfos og Holstebro Rejsecenter samt vores samarbejdspartnere BWF, TotalEnergies, Odense Kommune, Scandic, Midtfyns Bryghus, Anton Berg, Nespresso, Kims, Thaisen Hus, Philipson Wine og TV 2 SPORT glæder vi os til at byde jer velkommen til VICTOR DENMARK OPEN fra den 19.-24. oktober i Odense Idrætshal.