Opdateret: Nye coronatiltag i idrætten

af | dec 10, 2021

Et loft over antal stående tilskuere indendørs og anbefalinger om sociale arrangementer er nye tiltag, som klubber og foreninger skal forholde sig til.

Skrevet af DIF

OPDATERET 10.12.2021

 

På pressemødet den 8. december annoncerede statsminister Mette Frederiksen flere nye tiltag på grund af den stigende coronasmitte.

Efter dialog mellem DIF og Kulturministeriet har ministeriet nu meddelt, at restriktionen IKKE omfatter idrætsforeninger-/klubber, så længe de ikke arrangerer indendørs koncerter, scenekunstforestillinger, forevisninger, storskærmsarrangementer og lignende. Ordet ’lignende’ dækker IKKE over idrætsarrangementer, hvilket Kulturministeriet for kort tid siden har bekræftet på skrift.

Det er dermed fortsat muligt at have over 50 stående tilskuere/publikummer.

Fra DIF’s side opfordres der dog samtidig til, at alle – i det omfang det er muligt – tager forholdsregler, som kan være med til at hindre større smittespredning.

Læs også: Corona-opfordringer til idrætsforeninger i kommuner med høj smitte

 

Sociale arrangementer og juleafslutninger

På pressemødet kom regeringen på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen med en kraftig opfordring til virksomheder om at aflyse større sociale arrangementer – herunder juleafslutninger.

De fleste foreninger er ikke arbejdspladser, men DIF og DGI anbefaler på baggrund af meldingen fra regeringen alle idrætsforeninger i hele landet til at følge intentionen i anbefalingen, hvor der er et særligt fokus på risikoen for større smitteudbrud i forbindelse arrangementer med alkoholindtag.

Der findes ikke en præcis definition på, hvad et større socialt arrangement er. Derfor må foreningen foretage en individuel vurdering med baggrund i blandt andet pladsforhold, antal deltagere, aktivitetens form, smitteforebyggende tiltag etc.

Endelig understregede statsministeren på pressemødet, at foreningslivet fortsætter, selvom skolerne lukker for fysisk undervisning på onsdag i næste uge.

DIF’s og DGI’s anbefaling til foreninger og forbund er, at de bør fortsætte med at tilbyde idrætsaktiviteter som træning, kampe og turneringer. Selvfølgelig under hensyntagen til de anbefalinger, som Kulturministeriet annoncerede sidst i november.

Læs mere om, hvorfor DIF anbefaler foreningerne at fortsætte aktiviteterne her

Klik her og læs meget mere om restriktioner og anbefalinger på idrættens område på DIF’s hjemmeside

Hvis I har spørgsmål, så opfordrer vi jer til at søge supplerende viden på coronasmitte.dk, hos Styrelsen for Patientsikkerked og på Kulturministeriets hjemmeside, hvis I har spørgsmål, som ikke besvares af ovenstående. I er også velkomne til at skrive til corona@dif.dk.