Al spænding er intakt efter næstsidste runde af Badmintonligaen

af | feb 22, 2022

Afslutningen på Badmintonligaen nærmer sig, og her til aften blev næstsidste runde af Badmintonligaen spillet. Runden bød på ene favoritsejre, hvor alle fem hold i toppen af tabellen levede op til favoritværdigheden og vandt hver deres ligakampe. Dermed er kampen om de fire Final 4-pladser endnu ikke afgjort. 

Værløse og Gentofte ligger side om side i tabellen og kun ét point skilte dem ad inden aftenens kamp.

Værløse stod overfor Solrød i den næstsidste runde og her lykkedes det Værløse at vinde kampen 7-2 over ‘Tsunamien’. Til stor glæde for Ditlev Holm, der var klar over, at denne runde var en særdeles vigtig en af slagsen.

– Jeg er selvfølgelig rigtig glad for vores sejr. Vi vidste, at vi var under pres og at vi alle skulle spille op til vores bedste for at holde liv i håbet om en Final 4 plads. Så det er klart, at vi er rigtige glade for sejren, lyder det fra Ditlev, der sejrede i både herresingle og herredouble.

Få et overblik over alle grundspillets kampe

Ditlev Holm og resten af Værløse-mandskabet drømmer om atter at kvalificere sig til Final 4.

– Vi vil rigtig gerne med til Final 4 igen. Vi har haft to sindsygt gode oplevelser – og det er altid fedt at spille til Final 4. Vi kommer til at give den gas i sidste runde, fortæller Ditlev.

I sidste runde møder Værløse det ubesejrede Skovshoved-mandskab. Det bliver i følge Ditlev en svær kamp, hvor der skal regnes på tingene inden.

– Skovshovedkampen bliver en hård en. De har nogle rigtige dygtige spillere og det er et rigtig godt hold. Men vi må hjem og se på holdopstillingen og se, hvor vi kan vinde og hvor mange kampe vi skal vinde for at kvalificere os til Final 4, forklarer Ditlev Holm.

Klik her og se stillingen i grundspillet

Endnu engang lykkedes det Skovshoved at sende modstanderne hjem med et nederlag i bagagen. Denne gang gik det udover Team Skælskør-Slagelse, der ellers gav Skovshoved kamp til stregen. Kampen lagde ud med en sejr til hvert hold i mixeddouble. I damesingle vandt Kristin Kuuba og Kati Tolmoff fra Skovshoved over henholdsvis Yvonne Li og Alyssa Tirtosentono.

I herresinglekategorien var det TSS’ hollandske Marc Caljouw og svenske Felix Burestedt, der spillede bedst og dermed var stillingen helt lige inden doublerne skulle afgøre ligakampen.

Uheldigvis for TSS vinder Skovshoved første herredouble uden kamp. Skovshoveds anden herredouble med Joel Eipe/Daniel Lundgaard vinder og dermed kan ’skovserne’ juble over, at de har vundet holdkampen.

Amalie Magelund/Freja Ravn får dog pyntet på TSS nederlag, da de vinder aftenens sidste kamp i tredje sæt 21-19, 19-21, 21-14 over Sara Lundgaard/Mette Poulsen.

Læs også optakten til næstsidste runde af Badmintonligaen

 I Gentofte var der lagt op til en spændende holdkamp mellem Gentofte og Odense OBK. Gentofte lå inden aftenens kamp på en femteplads i tabellen blot ét point efter Værløse på fjerdepladsen. Der var derfor rigtig vigtige point at hente for Gentofte.

Kasper Antonsen/Christine Busch og Kristian Kræmer/Line Christophersen fra Gentofte vandt hver deres mixeddouble og sikrede Gentofte en god start på kampen. Line Christophersen fortsatte det gode spil og vandt også hendes damesingle over Camilla Martens.

I herresingle var Pablo Abian en for stor mundfuld for Mads Christophersen, der tabte kampen 21-13, 21-10. I den anden herresingle vandt Christopher Vittoriani over Søren Hald, der måtte trække sig midt i andet sæt. Da Søren Hald også var på holdopstillingen i anden herredouble betød det, at Gentofte vandt den uden kamp.

I de sidste to doubler vandt Sara Thygesen/Maiken og Wiliam Boe Kryger/Søren Gravholdt fra Odense og kampen endte derfor 6-3 til hjemmeholdet fra Gentofte, der stadig er med i kampen om de eftertragtede Final 4 pladserne.

Se resultatet fra den seneste VICTOR Ligafinale her

Højbjerg tog et stort skridt mod ambitionen om at kvalificere sig til årets Final 4, da de på hjemmebane vandt over Greve. Højbjerg formåede at vinde 8 ud af 9 kampe her til aften.

Det eneste nederlag, der kunne tilskrives Højbjerg var Hans Kristian Vittinghus’ nederlag over Jiří Král. Denne kamp var også den tætteste kamp i Højbjerg her til aften. Kampen endte 19-21, 21-19, 21-19 i Jiří Králs favør. Højbjerg kan med den store sejr glæde sig over at ligge nr. tre i tabellen.

Længere oppe i tabellen finder vi Vendsyssel, der her til aften forsvarede førstepladsen i grundspillet. Holdet vandt 8-2 over Aarhus AB, der ligger lige over nedrykningsstregen i tabellen.

Vendsyssel vandt alle sine kampe undtagen de to damesingler, hvor Aarhus AB’s Anne Fuglsang vandt 21-15, 18-21, 21-19 over Josefine R. Jensen og Iris Wang vandt over Kirsty Gilmour 22-20, 21-17. Kampen endte således 7-2 til Vendsyssel.

Dermed tegner der sig et billede af, at det er Vendsyssel, der løber med førstepladsen i grundspillet. Dette kan dog nå at ændre sig allerede på torsdag, hvor allersidste runde af sæsonens Badmintonliga spilles. Det er også på torsdag, at vi finder de fire Final 4 hold.