VM-medaljevindere og OL-guldvinder venter torsdag for nogle af de danske spillere. – Når vi får lov til at møde verdensklassemodstandere, er det der, hvor vi virkelig kan lære meget om os selv, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.
Førstedagen ved Super 1000-turneringen All England er overstået, og konkurrencen bliver nu yderligere skærpet. Det kommer flere af de danske spillere især til at mærke i anden runde.
Læs også: – Kan man præstere godt ved All England, hører man hjemme blandt de bedste, siger Jonassen
Eksempelvis skal Julie Dawall efter sin sejr i første runde over Yvonne Li stå over for den regerende OL-guldvinder i damesingle, Chen Yufei. En kamp, som Danmarks cheflandstræner, Kenneth Jonassen, glæder sig til at se Julie Dawall i.
– Først og fremmest var det en rigtig god sejr af Julie over Yvonne Li. Men Chen Yufei er en helt anden størrelse. Når vi dog får lov til at møde de her verdensklassemodstandere, så er det der, hvor vi virkelig kan lære meget om os selv. Hvad vi har af mangler bagefter, hvor vi skal forbedre os, og det niveau, vi gerne vil stile efter.
– Jeg vil egentlig gerne kigge med de positive briller og acceptere, at i perioder bliver det rigtig svært, men samtidig fik Chen Yufei fik ikke lov til at spille herinde i dag (havde walkover i første runde, red.). Så måske har Julie en fordel. Måske ikke i en hel kamp, men potentielt i at kunne få en god start, pointerer Jonassen.
Læs også: Magelund medvirker i ny udgave af ‘Spørg mig om alt’
Meget bedre ser lodtrækningen ikke ud for danmarksmestrene i mixeddouble, Amalie Magelund og Mathias Thyrri. Selvom de overraskede i første runde ved at slå verdens nummer 13, Goh og Lai, skal danskerne i anden runde møde de regerende verdensmestre, Dechapol og Sapsiree.
– Vi skal ind og spille lige så godt som i dag – hvis ikke en tand bedre – for det er et topklassepar, vi møder. Så vi skal helt sikkert ind og finde vores allerhøjeste niveau frem, hvis vi skal drille dem. Men det tror jeg også, vi kan, vurderer Amalie Magelund.
Læs også: Astrup/Skaarup og Antonsen vinder fjerde DM-titel
En verdensmester slap Anders Antonsen til gengæld godt fra, da danskeren slog Loh Kean Yew ud fra Singapore. Torsdag venter der igen hård modstand for Antonsen. På den anden side af nettet vil indiske Lakshya Sen stå, som fik bronze ved VM i december og var i finalen i sidste uge i German Open.
– Lakshya Sen er gået fra styrke til styrke gennem den sidste halvdel af 2021 og fik et par rigtig store skalpe i German Open. Så det er en svær modstander for Anders, som skal spille på samme niveau minimum som mod Loh.
– Det er en helt anden spillestil, han kommer op imod, men han skal virkelig være skærpet igennem en hel kamp. Så har han selvfølgelig nogle chancer, men det bliver endnu en test af alle Anders’ færdigheder. Både fysisk, taktisk og mentalt, siger cheflandstræneren.
Læs også: Billetsalget til DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR åbner torsdag
Kenneth Jonassen vurderer også, at Kim Astrup og Anders Skaarup kommer til at blive testet, når herredoublen i deres andenrundekamp skal møde japanerne Matsui og Takeuchi.
– Det er vigtigt at have stor respekt for et japansk par, der er rigtig boldsikre. Den ene af dem er lidt større, så det er potentielt en lidt anderledes spillestil, men man ved altid, når man møder japanere, at man skal arbejde rigtig hårdt for sine point, for de giver meget få væk.
– Jeg tror dog på, at Kim og Anders har den selvtillid og tro på sig selv og ved, at de skal være på fra 0-0, og så har de selvfølgelig også våbnene til at løse det japanske par, fortæller Jonassen.
Den sidste dansker, som spillede sig videre til anden runde, er Viktor Axelsen. Han møder hollænderen Mark Caljouw, som nåede semifinalen sidste år ved All England.
Torsdagens kampe fra den traditionsrige turnering kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 12.