Allan Høgholm, Badminton Danmark

Anbefalinger til optagelse af badminton med video og lyd

April 4, 2022 11:11 Skrevet af

Overvej grundigt, hvad formålet er med at optage video, hvordan video skal bruges og derudover lade optagede personer vide, hvor og hvornår video offentliggøres.

 

Påtænker du, eller optager du allerede aktiviteter i din badmintonklub med lyd eller billede, så er der nogle ting, du skal være opmærksom på.

Badminton Danmark kommer her med nogle anbefalinger for, hvad du må og ikke må, og hvad rettighederne er, når der eksempelvis er andre personer i hallen i forbindelse med optagelserne.

Drejer det sig om billeder, fotooptagelse og videoproduktioner, kan du som udgangspunkt tage, producere og offentliggøre foto eller video af en fritidsklubs eller forenings udfoldelse af aktiviteter (begivenheder, kampe, m.m.), herunder billeder af publikum. Du må gerne udgive eller dele foto og video, selvom fremmede folk eller tilfældige forbipasserende optræder derpå uden deres samtykke. Såsom for eksempel publikum.

Det er dog en god idé altid at oplyse om din hensigt, før du poster billeder, videoer eller informationer, som omhandler en anden person. Og som hovedregel skal du altid gøre dig klart, hvad formålet er med at optage videoen – og oplyse herom ved tilmeldingen til en aktivitet og i programmet – og derudover lade alle vide, hvor og hvornår det optagede offentliggøres eller kan findes.

Ved at tilmelde sig ’aktiviteten’ har man med sin tilmelding givet tilsagn til kampoptagelse fra banen – ikke til anden personlig billedskildring. Og kun når der er tale om en Badminton Danmark enkeltstående aktivitet, serie, turnering eller tilbagevendende begivenhed. Ved øvrige klubaktiviteter og lignende skal egen GDPR, Privatlivspolitik osv. overholdes.

Hvis folk, som er en del af dine foto eller videoer, kan identificeres, og de ikke ønsker at optræde i din video, har de ret til at gøre indsigelse mod offentliggørelsen, ligeledes hvis nogen ikke synes at det offentliggjorte skildrer dem på acceptabel vis.

Når du (den dataansvarlige) vil offentliggøre et billede på internettet med identificerbare personer, er det afgørende, at du gør dig klart, hvad dit grundlag for at offentliggøre billedet er. Det betyder:

  • Du er dataansvarlig, så snart der indgår genkendelige personer i dine videoer. Dette betyder ikke nødvendigvis, at du skal gøre noget bestemt, hvis du optager video med omtanke.
  • Hensigten med at offentliggøre en video fra en offentlig plads skal bunde i noget reelt, som ikke har noget med den specifikke person at gøre.
  • Hvis du filmer en specifik person, skal du som udgangspunkt altid indhente samtykke først – og derudover lade vedkommende vide det.

Hvad angår lydoptagelser fra badminton, er hemmelige aflytninger eller optagelser af samtaler mellem andre forbudt ifølge Straffelovens § 263. Det betyder, at man kun må optage samtaler, som man selv deltager i, eller hvor man har fået samtykke fra mindst en af deltagerne i den samtale, der optages.

Vi anbefaler, at du ikke optager lyd blandt tilskuerpladserne og slår lydoptagelse fra – så kommer du ikke galt afsted. Optag i stedet lyden fra baneområdet via mikrofon ved nettet. Det lovligt at optage lyd fra det offentlige rum, hvor der er almindelig offentlig adgang. Dog må private samtaler mellem to personer, hvor du ikke selv er en af dem, ikke indgå i optagelserne. Det betyder, at hvis du optager lyd i badmintonhallen, så skal det være TYDELIGT skiltet for alle, at det er det, man gør. Ligesom med billeder, skal du overveje, hvad formålet er med optagelsen og lade vedkommende vide, hvornår det bruges.

Bemærk, at når selve optagelsen af et billede eller film er ulovlig, er offentliggørelse af samme materiale også ulovlig.

Herudover er du som udgangspunkt i princippet forpligtet til at slette optagelser indenfor 30 dage, efter de er optaget.

For spørgsmål eller yderligere information kan du kontakte Badminton Danmarks kommunikation- og marketingafdeling på info@badminton.dk eller 70 60 50 76.



Tags: , , ,
Kategori: , ,