Frem til 2027: Royal Stage skal lægge hal til VICTOR DENMARK MASTERS

af | apr 21, 2022

Royal Stage, Hillerød Badmintonklub og Hillerød Kommune bliver værter for VICTOR DENMARK MASTERS 2022-2027. Badmintonturneringen er en International Challenge-turnering som tiltrækker en bred vifte af danske og internationale spillere fra hele verden.

 

Efter debuten i Esbjerg er VICTOR DENMARK MASTERS nu rykket til Hillerød og Royal Stage, hvor turneringen skal ligge de næste fem år.

– Dét tager vi bestemt som et klap på skulderen, fordi vi har nogle rigtig gode faciliteter i det store hus. Og vi er glad for, at vi nu også kan føje badminton til vores repertoire, fortæller Carsten Larsen, der er direktør i Royal Stage, hvor Nordsjællands størst arena blev indviet i januar 2020.

Også Hillerød Badmintonklub og Hillerød Kommune er involveret i arrangementet som i år afvikles 9.-12. juni.

Køb billet til VICTOR DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR 

Masters med stort udviklingspotentiale

VICTOR DENMARK MASTERS er en forholdsvis ny, international turnering, og den er lillebror til DENMARK OPEN presented by VICTOR, som har været spillet siden 1936 og i dag er verdens næstældste badmintonturnering og blandt verdens otte største.

Og Badminton Danmark ser er stort udviklingspotentiale i VICTOR DENMARK MASTERS i Hillerød.

– Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet med Royal Stage, Hillerød Badmintonklub og Hillerød Kommune. Vi har en tro på, at vi i fællesskab kan udvikle den her turnering, som p.t. spilles på europæisk challenge-niveau, så den på sigt kan blive en del af World Tourens Grade 3 svarende til en Super 100-turnering, siger Bo Jensen, direktør i Badminton Danmark.

Turneringen har aktuelt en præmiesum på 25.000 dollars. I danske kroner svarer det til en præmiesum på ca. 170.000 kroner. Sidste år deltog blandt andet den senere VM-bronzevinder og All England-finalist Lakshya Sen, ligesom også de indiske stjerner Ponnappa/Sikki også var med.

Klik her for at se resultaterne fra VICTOR DENMARK MASTERS 2021

Planer om to turneringer

Der pusles også med planer om fra 2023 at supplere med endnu en international turnering sammen med VICTOR DENMARK MASTERS: Denmark Para Open.

Denmark Para Open er for fysisk handicappede spillere, og det tiltænkes at lægge Para – turneringen sammen med VICTOR DENMARK MASTERS for at kunne løfte begge turneringer.

– Vi vil gerne eksponere og udbrede Para-badminton-sporten langt mere, og vi ser gode synergier i de to turneringer, som kan være med til at understøtte hinanden og skabe nogle rigtig gode oplevelser sammen til gavn for deltagere, frivillige og fans, siger Bo Jensen.

VICTOR DENMARK MASTERS ventes at samle over 300 spillere. Tillæg derudover deres trænere, stab og øvrige entourage. Det vil ganske givet smitte af på hoteller, restauranter, handelslivet og øvrige kulturinstitutioner i byen, samt ikke mindst brande og eksponere byen og dens muligheder både nationalt og internationalt.

Læs også: VICTOR LM rykker til Holbæk