Glad Viktor Axelsen er europamester for tredje gang: – Det har været en mærkelig turnering

af | apr 30, 2022

Europamesteren i herresingle er fundet. Viktor Axelsen vinder EM-finalen over Anders Antonsen i to sæt i en kamp, der ikke blev nogen pragtpræstation fra de to danskere. – Det er nok mest ærgerligt for publikum, for begge spillere er jo rigtig dygtige, og de har til turneringen også vist, at de er et niveau over de andre, siger Jakob Høi.

 

Finalerne ved EM i Madrid bød på ren danskerfinale i herresingle, da Viktor Axelsen og Anders Antonsen begge havde spillet sig hele vejen til turneringens afgørende duel om EM-guldet. Det var derfor klart, at den danske nationalmelodi ville lyde ved præmieceremonien, men hvem der skulle stå øverst på podiet, skulle afgøres i finalen.

Guldet og titlen som europamester 2022 tilfaldt verdensetteren Viktor Axelsen, der slog sin landsmand i to sæt med 21-17, 21-15. Det blev langt hen ad vejen en tæt finale, hvor de to danskere fulgtes ad gennem de to sæt. Men nogen god badmintonkamp blev det aldrig, og det ærgrede landstræner Jakob Høi.

– Der var mange fejl og manglende fokus, som præger kvaliteten af spillet med mange fejl på sidelinjer og baglinje. Det bliver især Anders, der kæmper med at prøve at finde løsninger, hvor Viggo (Viktor Axelsen red.) får nogle stimer på nogle lette fejl, så derfor oplever jeg, at Viktor har mere ro derinde. Det er nok mest ærgerligt for publikum, for begge spillere er jo rigtig dygtige, og de har til turneringen også vist, at de er et niveau over de andre, siger Jakob Høi.

Klik her og få overblik over EM-finalerne

Danskerfinalen startede eller godt ud med spændende dueller og hårde smash. Axelsen og Antonsen fulgtes ad gennem en stor del af kampen, men Viktor tog stimer i perioder og bragte sig i front. Det stoppede dog ikke aarhusianske Antonsen fra at kæmpe sig tilbage. Men selvom det blev tæt mod slutningen af første sæt, så lykkedes Viktor Axelsen alligevel med at vinde 21-17, da Antonsen sendte sætbolden på den forkerte side af linjen.

I andet sæt skiftes de to herresinglespillere til at tage føringen, men aldrig med mere end et eller point ad gangen. Derfor stod det helt lige inden opholdet i andet sæt, men derefter tog Axelsen affære og kom foran med seks point til stillingen 18-12. Antonsen fik reduceret fynboens forspring, men han kom aldrig helt tilbage i kampen, og dermed snuppede Axelsen andet sæt med 21-15.

Viktor Axelsen var naturligt glad for at være europamester for tredje gang, men han er enig med landstræner Jakob Høi i de to danskeres samlede udtryk i finalen.

– Jeg er glad og stolt over at have vundet EM for tredje gang. Når man er herresinglespiller fra Danmark til et EM, så forventes det altid, at man gør det godt. Jeg er glad for den måde, jeg håndterede det derinde i dag. Det er altid svært med de her danskerkampe under de her omstændigheder med så hurtige bolde, så jeg er glad for, at jeg formåede at lave lidt færre fejl, end Anders gjorde i dag, siger Axelsen.

Læs også: Danskerfinale og fire bronzemedaljer er resultatet af semifinalerne ved EM

Derfor var det også en skuffet Anders Antonsen, der måtte skifte sidste års guldmedalje ud med sølv ved dette års europamesterskab. Men mest af alt var Antonsen frustreret over finalekampen og de mange fejl på banen.

– Jeg er enormt skuffet. Jeg synes det er ærgerligt for det head-to-head, som Viktor og jeg har med en masse gode kampe. At kampen blev sådan i dag, det er jeg vildt træt af. Viktor får et godt forspring i første sæt, og derfra skiftes vi egentligt bare til at lave dårlige ting på banen. Jeg får ikke rigtigt taget den stime, der skal til for at komme tilbage. Det var en skidt kamp på ikke specielt højt niveau, som Viktor og jeg kan og bør spille på, siger Antonsen.

Viktor Axelsen og Anders Antonsen har mødt hinanden flere gange før og spillet tæt. Derfor blev kampbilledet i dag atypisk for verdens nummer et og tre, men i sidste ende har Axelsen været stærk hele turneringen igennem, hvor han har vundet alle kampe i to sæt. Det kan landstræneren også genkende, når han ser på turneringen som helhed.

– De fejl, der kom fra Anders, dem har han også lavet i løbet af turneringen, og han har haft lidt svært ved at finde baglinjen og hjørnet. Der synes jeg, at Viktor fylder mere på banen, og har en anden sikkerhed og er en anden trussel. Så måske var det den rigtige vinder i dag, men det er svært, for de presser hinanden, siger Jakob Høi.

Læs også: Danmarks Thomas & Uber Cup-hold er udtaget

Men selvom Viktor Axelsen har leveret på banen i Madrid, så ser han tilbage på turneringen som en “mærkelig turnering.”

– Det har været en rimelig mærkelig turnering med en walkover i anden kampe, ikke så lange kampe og en lidt overraskende modstander i semifinalen. Så det har været en lidt underlig uge, men jeg har fået det bedste ud af den. Man lærer altid noget til de her turneringer, og her har det været at håndtere de hurtige bolde og den svære måde at spille på herinde, siger Axelsen.

Også Antonsen har blandede følelser omkring EM-turneringen.

– Jeg har spillet fire okay kampe og leveret det, jeg skulle. Men mod Viktor kan jeg ikke forvente, at jeg skal vinde, men jeg skal forvente, at jeg leverer en bedre præstation, end jeg gør i dag. Så jeg er hverken tilfreds eller helt nede over turneringen, men jeg er bare sur på den her kamp, siger Antonsen.

Snart er Viktor Axelsen og Anders Antonsen tilbage på banen, når Thomas & Uber-Cup venter i næste weekend. Thomas & Uber Cup er VM for herre- og damelandshold, og turneringen spilles i år i Thailand den 8.-15. maj.

 

Overblik over Danmarks medaljer til EM:

Viktor Axelsen, herresingle: Guld

Anders Antonsen, herresingle: Sølv

Mia Blichfeldt, damesingle: Bronze

Rikke Søby/Mikkel Mikkelsen, mixeddouble: Bronze

Amalie Magelund/Freja Ravn, damedouble: Bronze

Maiken Fruergaard/Sara Thygesen, damedouble: Bronze