Korsbåndskade tvinger Uber Cup-holdet til udskiftning

af | maj 4, 2022

Freja Ravn har pådraget sig en korsbåndskade, hvilket gør, at hun ikke rejser med det danske Uber Cup-landshold til VM for damelandshold i dag. Freja Ravn erstattes af Amalie Schulz Terp-Nielsen.

 

22-årige Freja Ravn kommer desværre ikke med til Uber Cup, som det danske landshold rejser af sted til i dag. Det skyldes, at hun i går kom til skade til træning, hvor hun rev sit forreste korsbånd i venstre knæ over, hvilket en MR-scanning i går aftes konkluderede.

Skaden betyder, at Badminton Danmarks sportslige ledelse har valgt at tage Amalie Schulz Terp-Nielsen med som erstatning. 20-årige Amalie Schulz Terp-Nielsen var på forhånd registreret som ’Non travelling’ i den danske Uber Cup-trup.

Læs også: Danmarks Thomas & Uber Cup-hold er udtaget: – Alle kan komme i spil

Det betyder, at hun kunne komme med til VM for damelandshold, hvis der forekom skader, sygdom eller andre uforudsete hændelser blandt de ni spillere, der i første omgang var udtaget – heriblandt Freja Ravn.

– Det er selvfølgelig mega ærgerligt, at vi må undvære Freja til Uber Cup, og det gør lige lidt ekstra ondt, når det er til sådan en skade. Hun er et talent på vej fremad i sin udvikling, og hun er en vigtig del af holdet. Vi ønsker hende alt det bedste og håber, at hun kommer godt igennem skadesforløbet, siger Rune Ulsing, der er ansvarlig for Uber Cup-landsholdet i Thailand.

Han supplerer til Amalie Schulz Terp-Nielsen.

– Amalie er et spændende talent, som både kan bringes i spil i single og double. Det giver os nogle taktiske muligheder, og hun har tidligere bevist, at hun kan begå sig på højt niveau. Og så giver det hende også mulighed for at tanke ekstra mesterskabserfaring at være med her, hvilket kan gavne hende i hendes videre udvikling, siger Rune Ulsing.

Amalie Schulz Terp-Nielsen ligger nummer 131 i verden i damesingle og nummer 47 i verden i damedouble med Christine Busch.

Det bliver hendes andet Uber Cup. Hendes første var ved mesterskabet i Aarhus i oktober 2021, hvor hun ikke kom i spil.

 

Fakta:

Badminton Danmarks stab:

Landstræner Jakob Høi har ansvaret for Thomas Cup-holdet

Center- og transitionstræner Rune Ulsing har ansvaret for Uber Cup-holdet

Assisterende landstræner Thomas Stavngaard er coach for begge landshold

Elite- og sportschef Jens Meibom er Team Manager for begge landshold

Kenneth Jonassen deltager ikke grundet en hofteoperation, og assisterende landstræner Jesper Hovgaard deltager ikke, da han står til at blive far for anden gang.

 

Fra Team Danmark deltager:

Fysioterapeuter: Marlene Vestergaard og Kaare Mejding

Fysiske trænere: Mads Brink og Christina Ørntoft

Sportspsykologiske konsulenter: Nina Stagis og Gregory Diment

Præstationsanalytiker: Benjamin Jensen

De danske landshold rejser til Bangkok onsdag den 4. maj.

 

Info:

Thomas & Uber Cup, VM for here- og damelandshold, spilles i Impact Arena, Bangkok, Thailand, den 8.-15. maj.

Det er samme arena, der var vært ved Thomas & Uber Cup i 2018 samt Thailand Open I, Thailand Open II og World Tour-finalerne i januar 2021. Det er tredje gang, at Thailand afholder Thomas Cup (VM for herrelandshold), mens det er anden gang, de afholder Uber Cup (VM for damelandshold).

Indonesien er forsvarende Thomas Cup-vinder, og med 14 titler er det også den nation, der har vundet mesterskabet flest gange.

Hos kvinderne er Kina forsvarende Uber Cup-vinder, og de er også den mest vindende nation med 15 titler.

De danske herrer tabte 1-3 i semifinalen til Indonesien ved det seneste Thomas Cup i Aarhus. De danske damer røg ud i kvartfinalen til Korea med 0-3.

Sådan ser de danske herrers kampprogram ud i gruppespillet:

  • Danmark vs Algeriet (søndag 8. maj klokken 04.00 dansk tid)
  • Danmark vs Frankrig (tirsdag 10. maj klokken 09.00 dansk tid)
  • Danmark vs Kina (onsdag 11. maj klokken 14.00 dansk tid)

Sådan ser de danske damers kampprogram ud i gruppespillet:

  • Danmark vs. Malaysia (søndag 8. maj klokken 09.00 dansk tid)
  • Danmark vs. Egypten (mandag 9. maj klokken 09.00 dansk tid)
  • Danmark vs. Thailand (tirsdag 10. maj klokken 14.00 dansk tid)

Danmark var i oktober 2021 det første land i Europa som var værter for Thomas & Uber Cup.

Oprindeligt skulle de seneste mesterskaberne have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev de først flyttet til august 2020, senere så oktober 2020, før de til sidst blev skubbet til oktober 2021.

Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.

Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.