Sportschef glad for overgået VM-målsætning: – Kæmpestort og enestående af Viktor

af | aug 30, 2022

Jens Meibom kalder det for et rigtigt godt VM, selv om han erkender, det var nogle hårde sportslige dage i begyndelsen af mesterskabet.

 

For anden gang i karrieren kunne Viktor Axelsen træde op på det øverste trin på skamlen ved et individuelt VM.

Den 28-årige herresinglespiller imponerede gennem verdensmesterskabet, hvor han ikke tabte et eneste sæt på vejen mod guldet.

Vil du se verdens bedste badmintonspillere i aktion? Så klik her og køb billet til DENMARK OPEN presented by VICTOR i efterårsferien

Elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, roser Axelsens evner og glæder sig over, at Danmark atter har en verdensmester.

– Det er kæmpestort og enestående, at Viktor igen leverer. Det gør mig enormt glad og stolt både på Viktors vegne men også på dansk badmintons vegne, at vi har en ny verdensmester. Det er en kæmpe præstation.

– International Badminton er blevet sindssygt kompetitiv. Der var ingen gentagelser blandt medaljetagere i hverken herresingle eller herredouble i forhold til 2021. Det, tror jeg, aldrig er sket før. Og der var syv forskellige nationer repræsenteret i årets finaler. Set i den optik er det imponerende, at Viktor og lille Danmark igen kan levere på allerhøjeste hylde, slår Meibom fast.

Læs også: Axelsen er verdensmester for anden gang: – To VM-titler. Det er helt vanvittigt

Badminton Danmark havde i samarbejde Team Danmark fastlagt en målsætning for VM på to medaljepoint, og et acceptabelt resultat på ét medaljepoint samt én top otte placering.

Bronze giver ét point, sølv to og guld tre.

Med Axelsens triumf betyder det, at målsætningen er overgået ved VM. Det betyder dog ikke, at mesterskabet udelukkende har været en succes. I tredje runde var Danmark repræsenteret i tre kampe, mens Axelsen var den eneste rød-hvide kvartfinalist.

– Det endelige billede er selvfølgelig, at det er et rigtigt godt VM, i og med vi overgår vores målsætning og får en dansk verdensmester. Det kan vi ikke tage for givet, og det skal vi værdsætte.

– Men det ændrer heller ikke ved, at vi havde nogle hårde første dage. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Der var flere af de spillere, som skal lave resultaterne for os ved VM – det vil sige vores etablerede spillere i de enkelte kategorier – som ikke lykkedes. For fleres vedkommende er der en forklaring. Nogle er stadig ved at komme tilbage efter en længere skadesperiode, og nogle var også skadet op til VM. Endelig var der også spillere som Line Christophersen, Maiken Fruergaard og Sara Thygesen, som havde et godkendt VM og endog et godt VM med Lasse Mølhede og Jeppe Bay.

– Men der er høje forventninger til dansk badminton – og både spillere, trænere og jeg var selvfølgelig skuffede over de mange tabte kampe i starten af mesterskabet, siger Jens Meibom.

Læs også: Viktor Axelsen kåret som Årets Badmintonspiller for andet år i træk

Han understreger derfor også, at der skal evalueres, så Danmark fremover kan være repræsenteret i flere kampe længere henne i mesterskabet.

– Jeg mener, at vores niveau er højere, end det vi opnåede de første par dage til VM, og at vi stadig har spillere, der kan spille sig frem til slutningen af et VM. Jeg synes lidt, at vi blev ramt af en ”perfect storm” de første par dage. Det er første gang, vi har oplevet det, men det har vi også set andre nationer opleve – f.eks. Japan til OL i 2021.

– Men det er helt klart, at når vi taber så mange kampe så tidligt, skal vi selvfølgelig lave en ekstra grundig VM-evaluering sammen med spillerne og internt i det sportslige ledelsesteam, så vi både får vendt den individuelle præstation, vores VM-træning og generelle setup. Vi skal vinde flere kampe som nation til VM, end vi har gjort denne gang, afslutter Jens Meibom.

Viktor Axelsen var førsteseedet ved VM og vandt finalen med 21-5, 21-16 over den 16. seedede thailænder Kunlavut Vitidsarn.

Næste år spilles VM i Royal Arena, København, og du kan inden længe købe billetter til det første individuelle verdensmesterskab i Danmark siden 2014 ?
Det sker først i uge 42, hvor det fysiske billetsalg begynder ved DENMARK OPEN presented by VICTOR. Fra 1. november kan du sikre dig billetter via ticketmaster.dk ?
Følg med på badminton.dk, denmark2023.dk og vores sociale medier for at få den seneste information om billetsalget til VM 2023 i Danmark ?