Dansk guld og sølv i mixed- og herredouble ved U15 EM: – Det stort for dem

af | sep 24, 2022

Europamestrene i U15 EM er fundet, og i mixed- og herredouble skulle vinderen findes mellem danske doublepar. Dermed kan de danske U15-spillere rejse hjem med to guld- og to sølvmedaljer. – Det er stort for dem. Det kan man se og mærke, siger U15-landstræner Thomas Nielsen

 

Europas bedste U15-spillere er fundet, og i to kategorier er Danmark suveræne. Finalerne i mixed- og herredouble bestod nemlig af danskeropgør, og dermed var Danmark sikret to gange guld og sølv til EM.

Det betyder meget for spillerne at vinde medaljer til europamesterskaberne for U15-talenter.

– Det er stort for dem. Det kan man se og mærke. Det smerter mig stadig, at vi ikke får medaljer i dame- og herresingle. Men jeg synes, at alle spillere har gjort, hvad vi kan forvente af dem og har spillet deres bedste, så det er det vigtigste, siger U15-landstræner Thomas Nielsen.

Vil du se verdens bedste badmintonspillere i aktion? Så klik her og køb billet til DENMARK OPEN presented by VICTOR i efterårsferien

Samtidigt kan et U15 EM fortælle dansk badmintons talentudvikling, hvor der skal justeres, optimeres og hvor de langsigtede planer ser ud til at lykkedes.

– Der får vi set, hvor vi står, og om vi er på rette vej. Så kan vi sende den viden ud til klubberne, der laver et fantastisk talentarbejde. Det er vi dygtige til i Danmark. Vi ved nu, at der er nogle ting, vi skal arbejde videre med for at tage det næste step, men det ved vi heldigvis, at vi kan, fordi vi er dygtige til det i Danmark. Vores spillere får hjælp af nogle gode trænere, siger Thomas Nielsen.

Klik her og få overblik over finalerne ved U15 EM

Mixeddouble:

  • *Jens Andersson/Athene Lyduch Thornild – Mikkel Eilersen Bouet/Eline Landsvig: 21-13, 21-11

Den første danskerfinale var i mixeddouble, hvor favoritterne til titlen Jens/Athene løb med hædren som Europas bedste i kategorien. Dog skal Mikkel/Eline have ros for en flot turnering.

– Jens og Athene er også favoritterne. Mikkel og Eline var måske lidt ramt af flere nerver, og de glemte måske at spille deres chance. De har spillet en rigtig god turnering, som vi måske ikke havde regnet med inden. De kunne godt have spillet bedre, men det ændrer ikke ved, at de har spillet en langt bedre turnering end forventet, siger U15-landstræneren.

Læs også: U15 EM får danskerfinale i mixed- og herredouble: -Vi vil altid gerne være nummer et i Europa

Herredouble:

  • *Jens Andersson/Aske Rømer Roslyng – Mikkel Eilersen Bouet/Frederik Hinding: 15-21, 21-14, 21-15

Herredoublefinalen måtte afgøres i tre sæt, hvor Jens Andersson snuppede sin anden europamestertitlen, denne gang med herredoublemakker Aske Rømer Roslyng. Mikkel og Frederik gav dog kamp til stregen.

– Mikkel og Frederik er underdogs, men de stepper up og prøver at gå ind og udfordre og spille deres chance. Jens og Aske får styr på nerverne efter første sæt, og så sætter de sig på Mikkel/Frederik med lidt mere fysik og får trykket de andre lidt. Det får Frederik og Mikkel ikke helt løst, men de skal også spille på deres absolutte maks for at have en chance, for
Jens og Aske spiller godt i de afgørende situationer, siger Thomas Nielsen.