Badmintonphoto

Gentagelse af VM-finalen for Axelsen ved DENMARK OPEN presented by VICTOR

September 27, 2022 11:15 Skrevet af

Der er trukket lod til DENMARK OPEN presented by VICTOR og for mange af de danske spillere bliver det hårde kamp fra start.

 

Vil du se verdens bedste badmintonspillere i aktion? Så klik her og køb billet til DENMARK OPEN presented by VICTOR i efterårsferien

Der venter flere store brag i første runde for de danske spillere ved DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR.

Det står klart, efter lodtrækningen er blevet offentliggjort tirsdag.

For den førsteseedede Viktor Axelsen, som er forsvarende vinder af turneringen, venter der i første runde et møde med thailandske Kunlavut Vitidsarn. En hård start for verdensetteren, da det er en gentagelse af VM-finalen i august, hvor Axelsen vandt 21-5, 21-16.

Se lodtrækningen i herresinglekategorien her.

Også herresinglevinderen af DENMARK OPEN i 2020, Anders Antonsen, har trukket en grim modstander i første runde. Her venter kineseren Shi Yuqi, som tidligere har ligget nummer to i verden og vundet All England.

Meget bedre ser det heller ikke ud for de sidste to danske herresingler. Rasmus Gemke møder Japan Open-vinderen, Kenta Nishimoto, i første kamp, mens Hans-Kristian Solberg Vittinghus står over for ottendeseedede Jonatan Christie.

Se lodtrækningen i damesinglekategorien her.

I damesinglekategorien venter den førsteseedede og dobbelte verdensmester, Akane Yamaguchi, for Line Kjærsfeldt i første runde. De stod også over for hinanden i første kamp i sidste års udgave, hvor Yamaguchi vandt 21-23, 21-16, 21-19.

Mia Blichfeldt skal møde fjerdeseedede Carolina Marin, som har vundet VM tre gange og også har en OL-guldmedalje på CV’et.

Line Christophersen og Julie Dawall har på papiret fået lettere førsterundekampe end sine kollegaer. Førstnævnte møder Pai Yu Po fra Taiwan, mens Dawall krydser ketcher med tyske Yvonne Li.

Se lodtrækningen i herredoublekategorien her.

Sidste år nåede Anders Skaarup og Kim Astrup helt til finalen, og hvis de skal gøre det i år ved DENMARK OPEN presented by VICTOR, så kræver det først og fremmest en sejr over Leo Carnando og Daniel Marthin, som blev ungdomsverdensmestre i 2019.

Daniel Lundgaard og Mathias Thyrri skal op imod de franske brødre Christo og Toma Popov. Sværere er det for Lasse Mølhede og Jeppe Bay, som skal forsøge at drille de førsteseedede japanere, Takuro Hoki og Yugo Kobayashi, som vandt turneringen sidste år over Astrup og Skaarup.

Se lodtrækningen i damedoublekategorien her.

Sara Thygesen og Maiken Fruergaard skal også på en hård japansk opgave i første runde. De møder de tredjeseedede Nami Matsuyama og Chiharu Shida, som i år allerede har vundet Super 1000-turneringerne All England og Indonesia Open.

Alexandra Bøje og Amalie Magelund spillede sammen ved Uber Cup – VM for damehold – og de stiller også til start ved DENMARK OPEN presented by VICTOR, da Freja Ravn fortsat ikke er tilbage fra sin korsbåndsskade. Bøje og Magelund møder inderne Treesa Jolly og Gayatri Gobichand Pullela i første kamp.

Se lodtrækningen i mixeddoublekategorien her.

I mixeddoublerækken var Mathias Christiansen og Alexandra Bøje tæt på at sikre sig en seedning. Men malaysierne Tan Kian Meng og Lai Pei Jing sikrede sig den sidste seedning som nummer otte, og det er dem, som venter for danskerne i første kamp.

De sidste danskere, som stiller til start, er Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby, som i første runde skal forsøge at besejre taiwaneserne Yang Po-Hsuan og Hu Ling Fang.

DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR bliver afholdt i Jyske Bank Arena i Odense fra 18.-23. oktober.



Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
Kategori: , , ,