Allan Høgholm

Forsvarende mestre skal forsøge at rejse sig fra sæsonens første nederlag

October 6, 2022 08:00 Skrevet af

4. runde af Badmintonligaen afvikles torsdag, hvor Skovshoved skal forsøge at forsvare førstepladsen, mens Odense OBK, Aarhus AB og KMB2010 gerne vil have point på sejrskontoen.

 

Vendsyssel Elite Badminton (VEB) skal torsdag aften forsøge at rejse sig fra sæsonens første nederlag i Badmintonligaen, efter de tirsdag tabte på hjemmebane til Team Skælskør-Slagelse (TSS). De forsvarende mestre skal i 4. runde en tur til Aarhus AB, som fortsat har deres første sejr til gode efter tre spillerunder.

Det samme har oprykkerne fra KMB2010. De ligger sidst i tabellen med fire point. Det ene kom i seneste kamp mod Gentofte, som de tabte 1-8 til. Det kræver en overraskelse af de store, hvis sæsonens første sejr skal komme torsdag. Trods hjemmebanefordelen er det sidste sæsons DM-sølvvindere, Højbjerg/Via Biler, der kommer på besøg. De har vundet alle deres tre kampe og befinder sig på andenpladsen i tabellen.

Læs også: Skovshoved og Højbjerg i spidsen: Sådan gik Badmintonligaens 3.runde

På førstepladsen finder vi Skovshoved. Tre sejre i tre kampe står der på resultattavlen, hvor den seneste kom i topbraget mod Solrød Strand. Den kamp blev vundet overbevisende af Skovshoved med 7-2. De er dog ikke de eneste, som kommer ind til 4. runde med masser af selvtillid. Det samme gør modstanderen Team Skælskør-Slagelse, som skal forsøge at bygge videre på sejren over Vendsyssel. Sidste år var der masser af spænding mellem klubberne i opgøret, som Skovshoved vandt knebent med 5-4.

Fjerde- og femtepladsen mødes torsdag i en direkte duel. Solrød Strand vil tilbage på sejrssporet, når de på hjemmebane tager imod Værløse, der har vundet to kampe i træk. Værløses seneste sejr lød på 7-2 over Odense OBK.

Fynboerne har ligesom KMB2010 og Aarhus AB den første sejr til gode. De havde ikke de store chancer mod Værløse, men måske de kan gøre en større forskel mod Gentofte, som tirsdag smashede sæsonens første sejr hjem. Det blev endda gjort på overbevisende vis med 8-1 over KMB2010.

Vil du se verdens bedste badmintonspillere i aktion? Så klik her og køb billet til DENMARK OPEN presented by VICTOR i efterårsferien

Herunder kan du få et overblik over programmet for fjerde runde af Badmintonligaen 2022/2023:

  • 18.30: Team Skælskør-Slagelse vs Skovshoved
  • 18.30: Aarhus AB vs Vendsyssel
  • 18.30: Odense OBK vs Gentofte
  • 19.00: KMB2010 vs Højbjerg/Via Biler
  • 19.00: Solrød Strand vs Værløse

 

Femte runde af Badmintonligaen spilles 8. november.



Tags: , , , , , , , , , ,
Kategori: , , , ,