Thailand besejret 3-2 i spændende holdkamp ved UVM: – Det er sjovt, når folk giver alt, de har og vil det

af | okt 19, 2022

Der var kamp om andenpladsen i Danmarks sidste puljekamp ved UVM. Spændingen var intakt under hele kampen, og derfor blev det det sidste opgør i holdkampen, der bestemte udfaldet af holdkampen. Og heldigvis blev sejren dansk.

 

U19-landstræner Rune Ulsing kaldte det en overraskelse, hvis Danmark skulle besejre Thailand i den sidste puljekamp ved UVM. Og en overraskelse blev det så.

I direkte duel om puljens andenplads stod Danmark over for Thailand i den sidste puljekamp ved UVM. Det var spændende helt til sidste kamp, hvor herredoublen med Jakob Houe/Christian Faust Kjær fik matchbold i holdkampen, og i to sæt sender de sejren til Danmark.

– Stemningen er rigtig god. Det er lidt en overraskelse. Vi har nogle spillere, der spiller deres ypperste. De er modige og leverer nogle flotte præstationer. Det var sjovt. Det er sjovt, når folk giver alt de har og vil det, og det gør det endnu sjovere, når det lykkes, siger Rune Ulsing.

Læs også: Danmark leverer igen fantastisk fjer: Slår Finland 5-0 ved UVM

Den første kamp blev vundet af Christian Faust Kjær og Emma Irring Braüner, hvis modstandere blev ramt af en skade.

– Vi lægger ud med en mærkelig kamp, da den ene thailænder vrider om i starten af kampen. Det hæmmer dem resten af kampen. De spiller anderledes, end vi havde forestillet os, og det gør det lidt svært rent taktisk for Christian og Emma.

Efterfølgende skiftes Danmark og Thailand til at vinde kampe. Både Benedicte Silassen og damedouble Maria Højlund Tommerup/Kathrine Vang taber deres kampe, men roses alligevel for deres indsats.

Her kan du følge Danmarks ungdomsspillere på livescore gennem hele turneringen

– Benedicte kæmpe hele kampen med at få gang i tempoet og få den rigtige timing på slagene. Hun kæmper sig bedre ind i løbet af kampen. Maria og Kathrine har meget godt fat i det taktiske , og spiller rigtig fint. Men de mister lidt bevægelsen i perioder, og så kommer der fejl, fordi de leder efter løsninger. Men de kan tage med, at de formår at udfordre dem på mange parametre.

Til gengæld sprudlede Jakob Houe i både herresingle og -double sammen med Christian Faust Kjær.

– Jakobs kamp er den mest overraskende. Han er vedholdende, arbejder stenhårdt og er modig. Han tør lukke hjørner af, variere og træde højt op på forbanen og udfordrer. Det kan modstanderen mærke, fordi Jakob tør træde op på ham. Herredoublen har en rigtig god bevægelse og god parathed med ketsjeren. De bliver ikke for ivrige, men lokker modstanderen til at spille, som de gerne vil have det

Klik her og se flere detaljer fra holdkampen mod Thailand

Danmark – Thailand: 3-2

  • *Christian Faust Kjær/Emma Irring Braüner – Tanakorn Meechai/Fungfa Korpthammakit : 19-21, 21-15, 21-5
  • Benedicte Silassen – *Sarunrak Vitidsarn : 8-21, 15-21
  • *Jakob Houe – Panitchaphon Teeraratsakul: 22-20, 21-15
  • Maria Højlund Tommerup/Kathrine Vang – *Puttita Phanthui/Patida Srisawat: 22-24, 7-21
  • *Jakob Houe/Christian Faust Kjær – Apiluk Gaterahong/Witchaya Jintamuttha: 21-15, 21-15

Se hvordan Danmarks pulje endte

I morgen møder de danske spillere Hong Kong. Det bliver den første placeringskamp efter puljekampene ved UVM, som skal afgøre, om Danmark skal spille med om de sjovere placeringer.

Kampen skydes i gang i morgen klokken 13 dansk tid.

UVM spilles i år i Santander i Spanien.

Holdmesterskabet spilles fra mandag-lørdag, mens det individuelle UVM afvikles i næste uge.