Badmintonphoto

Rosengren vinder sin gruppe ved para-VM

November 2, 2022 14:34 Skrevet af

Cathrine Rosengren får som udgangspunkt en lettere lodtrækning til kvartfinalerne, da hun undgår at møde de andre gruppevindere.

 

Cathrine Rosengren er videre til playoffs ved para-VM som gruppevinder.

I sin kamp onsdag vandt hun 21-17, 21-10 over den 16-årige Beatriz Monteiro. Mens første sæt var forholdsvis jævnbyrdigt indtil 17-17, kom Rosengren langt bedre ud i andet sæt, hvor spændingen hurtigt blev punkteret efter en føring på 15-5.

– Det var en nervøs start, hvor jeg lige skulle have styr på nerverne. Jeg begyndte også på medvindssiden, så jeg skulle vænne mig til at finde baglinjen, og jeg lavede også en del uprovokerede fejl. Men da jeg først fik taget første sæt, følte jeg, at jeg kunne spille frit. Jeg bevægede mig også bedre i andet sæt, og der var det tydeligt, hun ikke kunne følge med i mit tempo, pointerer Rosengren.

Klik for at se resultaterne og stillingen Cathrine Rosengrens gruppe

Det var danskerens femte sejr ud af fem mulige over portugiseren, og hun har fortsat endnu ikke tabt et sæt.

Gruppesejren betyder, at Rosengren undgår at møde en af de andre gruppevindere i kvartfinalen. Der trækkes lod til fredagens kvartfinaler, når de sidste kampe i grupperne er færdigspillet torsdag. Derfor er modstander og tidspunkt endnu uvist.

Se onsdagens kampprogram ved para-VM

Rosengren er dog glad for, at hun i onsdagens kamp blev presset en smule.

– Det betyder rigtig meget, at man lige får en enkelt kamp på højere niveau. Når jeg i andre turneringer har haft to lette gruppekampe, har det været svært, når jeg så pludselig møder den topseedede, som spiller på et meget højere niveau, siger hun.

Cathrine Rosengren er 3./4. seedet ved para-VM, som varer fra 1.- 6. november. Hun har vundet bronzemedalje ved de seneste to para-VM i 2017 og 2019.



Tags: , ,
Kategori: , , ,