Torsdag aften bliver 6. runde af Badmintonligaen afviklet, som er den næstsidste ligarunde i år. Få overblikket over, hvad der er på spil.
Bliver det Aarhus AB eller KMB2010, som kan lave sejrsråb for første gang i sæsonen?
Det får vi svaret på, når de to klubber mødes torsdag aften i Aarhus. Efter fem spillerunder er de to klubber de eneste i ligaen, som endnu ikke har vundet en kamp. Aarhus AB har været tættest på, da de i anden spillerunde tabte 4-5 hjemme mod Værløse. Men både den østjyske og amagerkanske klub tabte 3-6, da de begge var i aktion tirsdag i femte spillerunde.
Læs også: Femte runde af Badmintonligaen er veloverstået
Lige over de to bundhold ligger Gentofte på en ottendeplads. De kommer med et nederlag på 1-8 til lokalrivalerne fra Skovshoved i bagagen. Torsdag venter der endnu et svært opgør mod topholdet Højbjerg/Via Biler. Aarhusianerne har vundet alle sine kampe i denne sæson, og senest gik det ud over de forsvarende mestre, Vendsyssel, som blev sendt hjem til Nordjylland med et nederlag på 6-3. Det var i øvrigt de samme cifre, som i sidste sæsons kamp mellem Gentofte og Højbjerg/Via Biler, hvor sidstnævnte trak sig sejrrigt ud.
Gentoftes overmænd i tirsdags, Skovshoved, ligger på andenpladsen i ligaen. Faktisk med lige så mange point som Højbjerg/Via Biler. Efter storsejren over Gentofte skal de nu følge op, når de gæster Værløse, som lige nøjagtig er uden for top-4, der sikrer deltagelse ved Final 4 til april. Værløse levede i tirsdags op til favoritrollen, da de slog oprykkerne fra KMB2010 med 6-3.
Klik her for at følge livescore fra 6. runde af Badmintonligaen
Efter to flotte sejre over Vendsyssel og Skovshoved kom Team Skælskør-Slagelse ned på jorden igen i den seneste spillerunde. Her tabte de 4-5 til Odense OBK. Hjemme skal de forsøge at komme tilbage på sejrssporet mod Solrød Strand, som har gang i en god sæson og ligger nummer tre i ligaen. Sidste år vandt TSS med 5-4, så der er formentlig lagt op til endnu et tæt opgør mod Solrød Strand.
Skal Vendsyssel hænge fast på Solrød Strand og de to andre tophold, kræver det en sejr i torsdagens ligarunde mod Odense OBK. Og de forsvarende mestre må også betegnes som favoritter mod ligaens nummer syv. Sidste sæson vandt Vendsyssel for eksempel 8-1 på udebane i det indbyrdes opgør, og denne gang har de fordelen af hjemmebane.
Sådan ser 6. runde i Badmintonligaen ud:
- 18.30: Gentofte – Højbjerg/Via Biler
- 18.30: Team Skælskør-Slagelse – Solrød Strand
- 18.30: Aarhus AB – KMB2010
- 19.00: Vendsyssel – Odense OBK
- 19.00: Værløse – Skovshoved
7. runde af Badmintonligaen spilles tirsdag 22. november.