Badmintonphoto

SLT indfører tre ekstra træningspas for landsholdsspillerne

November 17, 2022 07:40 Skrevet af

Cheflandstræner Kenneth Jonassen håber på, at for eksempel den fælles styrketræning om eftermiddagen vil være med til, at spillerne bliver motiveret og inspireret ad hinanden.

 

Landsholdsspillerne skal have ketsjeren flere gange i hånden i løbet af en træningsuge.

Fra denne uge er der indført yderligere tre eftermiddagstræninger på Det Nationale Elitetræningscenter (NETC), hvor det forventes, at spillerne hver især deltager i op til to af træningerne.

Læs også: Arbejdet med levedygtige klubber er sat i gang: – Det er 14 personer, som har et kæmpe hjerte for badminton

I forvejen træner spillerne på NETC hver morgen fra mandag til fredag samt onsdag eftermiddag og aften. Nu bliver der hver mandag, tirsdag og torsdag eftermiddag indført træningspas, der først består af teknisk træning og derefter en tur i styrkelokalet med fokus på enten styrke, kondition, mobilitet eller skadesforebyggelse. I alt en potentiel ugentlig stigning i træningstimer på cirka 2,5 til 3 timer. Tiltaget tager udgangspunkt i hver spillers personlige udvikling og deres individuelle ugeplan, men kravet er, at alle over tid skal øge deres mængde.

– For nogle lyder det måske ikke af meget, men man skal huske på, vi næsten hele tiden ligger på nogle klare grænseværdier, når det handler om den samlede ugentlige træningsvolume – altså hvad vi fysisk kan holde til. Så når vi begynder at røre ved noget, påvirker det i en eller anden grad. Det er vigtigt, at det samlet ikke påvirker kvaliteten af vores seks primære ugentlige træninger, og at vi over tid kan holde potentielle overanstrengelser til et minimum, pointerer cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Læs også: Bøje nomineret til BESTSELLERs Olympiske Håb 2022

Han er en del af det sportslige ledelsesteam (SLT), som har truffet beslutningen om den øgede træningsmængde for at kunne følge med udviklingen i badminton på verdensplan.

– Niveauet på alle konkurrenceniveauer er steget, så vi kan ikke bare læne os tilbage og se, hvordan vi plejer at gøre. Vi har hele tiden vidst, at det var et spørgsmål om tid, før der skulle ændres noget, og vi har naturligvis løbende justeret, men det handler også om, tidspunktet er rigtigt, siger Jonassen og understreger, at træningen er obligatorisk og bliver superviseret.

– Rent lavpraktisk betyder det, at der skal stå trænere til rådighed på de valgte tidspunkter i træningen, og efterfølgende går vi i startfasen med op til den fysiske træning, så vi følger processen til dørs. Målsætningen med hele processen er at sikre en øget træningsmængde og over tid skabe endnu bedre vaner for den enkelte spiller, så der sammen med en stærk ambition også er en klar forståelse af, hvad der skal til.

Læs også: Nu kan du købe billet online til VM 2023 i København

Hvor det fremover har været op til den individuelle spiller og den fysiske træner at klare især styrkepas om eftermiddagen, håber Kenneth Jonassen på, at det kan motivere spillerne hver især, at de sammen træder ind i styrkelokalet.

– Hvis man ikke altid kan finde drivkraften alene, så kan de forhåbentlig blive inspireret af at stå sammen lidt oftere og gøre tingene. Det kræver i dag en større indsats at være konkurrencedygtig, og her taler jeg ikke kun til det absolut højeste niveau. Alle niveauer er under pres. Vi er i gang med en kulturændring af, hvordan vi træner på NETC og det skal gerne udmønte sig i at vinde flere badmintonkampe. Men al udvikling tager tid, og det kommer det her også til, og på nuværende tidspunkt skal vi gøre det sammen, siger Kenneth Jonassen.

I slutningen af februar vil det sportslige ledelsesteam evaluere, hvordan det nye tiltag og forløbet har været, og efterfølgende tage stilling til hvordan det fremadrettet skal forløbe. I december og starten af 2023 skal spillerne også igennem to runder af fysiske tests for at måle netop deres fysiske udvikling igennem de sidste 12 måneder.



Tags: , , ,
Kategori: , , ,