Danske landsholdsspillere sejrer endnu engang i Grand Prix Circuit

af | dec 4, 2022

Årets sidste Grand Prix Circuit løb af stablen denne weekend, hvor flere danske landsholdsspillere var på programmet. Finaledagen bød både på gensyn med sejren og bitre nederlag.

 

Den fjerde udgave af denne sæsons Grand Prix Circuit havde adresse i Lillerød, hvor Lillerød Badmintonklub husede turneringen.

Blandt de deltagende spillere var landsholdsspillerne Line Kjærsfeldt i damesingle samt Mikkel Mikkelsen/Rike Søby Hansen i mixeddouble. Også Lasse Mølhede deltog i turneringen, men uden sin faste makker, Jeppe Bay.

Læs også: Dobbeltvinder og underdog-sejre ved Grand Prix Circuit i Hillerød

Første finalekamp stod mellem Mikkelsen/Søby og Tobias Holst-Christensen/Isabella Nielsen. Her viste førstnævnte, hvorfor de var førsteseedede til turneringen. Mikkelsen/Søby vinder i tre sæt med 21-11, 19-21, 21-9.

Dermed hiver mixeddoubleparret deres anden Grand Prix Circuit-sejr hjem. Den første turneringssejr fik de i Skovshoved i oktober.

I damesingle var Højbjerg/ViaBiler-spilleren Line Kjærsfeldt suveræn, da hun i to sæt slår Frederikke Lund fra Solrød Strand med 21-11, 21-12. Det blev også Kjærsfeldt anden GPC-triumf, da hun, ligesom Mikkelsen/Søby, vandt turneringen i Skovshoved.

Se programmet for Grand Prix Circuit i 22/23-sæsonen

Rasmus Messerschmidt fra Værløse måtte for andet Grand Prix Circuit gå fra finalen uden sejr. I Lillerød stod han over for Victor Ørding Kauffmann, som han tidligere har haft problemer med.

Kauffmann var tidligere på året i finalen ved U19-danmarksmesterskaberne, og nu kan han altså skrive en GPC-turneringssejr på CV’et.

Ingen af de topseedede par var at finde i finalen i damedouble. Finalisterne Iben Bergstein/Mette Werge slog nemlig det førsteseede par til GPC ud i semifinalen, mens modstanderne, useedede Emilia Nesic/Lærke Tolstrup Hvid, sendte det andenseedede par hjem tidligt i turneringen.

Få overblikket over lodtrækningen her

I damedoublefinalen var der dog ikke meget tvivl, da Bergstein/Werge vinder opgøret med 21-12, 21-15.

Heller ikke i herredouble var forhåndsfavoritterne på programmet i finalen, hvilket blandt andet skyldtes, at Malthe Bølbjerg Nielsen/Søren Toft Hansen dagen forinden slog førsteseedede Lasse Mølhede med makker Christopher Voldsgaard Holm.

Søndag kunne det useedede par endnu engang trække sig sejrrigt ud af en svær dyst, da andenseedede Joel Eipe/Tobias Holst-Christen blev besejret i tre sæt med 25-23, 16-21, 21-17.

Få overblik over søndagens semifinaler og finaler her

Finalerne ved GPC i Lillerød:

  • HS: Rasmus Messerschmidt – *Victor Ørding Kauffmann: 18-21, 21- 13, 12-21
  • DS: *Line Kjærsfeldt – Frederikke Lund: 21-11, 21-12
  • HD: *Malthe Mølbjerg Nielsen/Søren Toft Hansen – Joel Eipe/Tobias Holst-Christensen: 25-23, 16-21, 21-17
  • DD: *Iben Bergstein/Mette Werge – Emilia Nesic/Lærke Tolstrup Hvid: 21-12, 21-15
  • MD: *Mikkel Mikkelsen/Rikke Søby Hansen – Tobias Holst-Christensen/Isabella Nielsen: 21-11, 19-21, 21-9

Bliv klogere på Grand Prix Circuit formatet her

Næste Grand Prix Circuit spilles d. 6.-8. januar 2023, hvor abc Aalborg er arrangør.