U15 8 Nations-holdet fra 2023. Foto: Badminton Danmark
Badminton Danmark

De danske U15-landsholdsspillere kommer hjem fra 8 Nations med både guld, sølv og bronzemedaljer

February 26, 2023 14:59 Skrevet af

Det danske U15-landshold har i denne uge været i Tyskland for at spille 8 Nations. Turen startede med holdturneringen, hvor de fik en flot andenplads. Efterfulgt af en individuel turnering hvor de unge danskere skaffede hele 9 medaljer.

 

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

U15 8 Nations begyndte med en holdturnering, hvor Danmark lagde ud med tre ud af tre mulige gruppesejre, og dermed sikrede de sig også en plads i finalen. I finalen ventede Frankrig, der også havde vundet tre gruppekampe. Finalen bød på mange tætte kampe, men Danmark måtte i sidste ende se sig slået af et stærkt fransk hold med 4-5.

Det Danske U15-landshold vandt dermed sølv og det er man i trænerstaben godt tilfredse med.

– Jeg synes vi har leveret en god holdturnering og fået det ud af det som vi forventede. Med lidt held havde vi måske taget guld i stedet for sølv, men vi møder et fransk hold som er lige en tand bedre på nogle områder end vi er. Det at vi byder dem helt op til dans og er lige ved at få en 5-4 men så ender med at tabe 4-5, det kan vi kun være tilfredse med, siger U15-landstræner Thomas Nielsen.

Klik her for at se resultater fra holdtuneringen ved 8 Nations

Efterfølgende skulle den individuelle turnering afvikles og ligesom i holdturneringen var de unge danskere dominerende i flere kategorier. Det blev i alt til ni medaljer, fire bronze, tre sølv og to guldmedaljer.

Medaljerne fordelte sig således:

Herresingle: Christopher Kunckel (bronze) og Elias Martin (sølv)

Mixeddouble: Maximilian Kauffmann/Julie Søgaard (bronze), Elias Martin/Mille Sørensen (sølv) og Birk Andersen/Sophia Loudrup (guld)

Herredouble: Birk Andersen/Villads Brandt (bronze), Christopher Kunckel/August Reiler (bronze) og Maximilian Kauffmann/Elias Martin (sølv)

Damedouble: Sophia Loudrup/Mille Sørensen (guld)

Det har været en rigtig lærerig turnering og oplevelse for det danske U15-landshold, også hvis man spørger trænerne.

– Jeg håber de tager herfra med tanken om, at der er nogle ting man skal arbejde videre med derhjemme. Vi skal hele tiden bygge på, især i den årgang vi er i nu. De skal også reflektere lidt over, det de har været oppe imod, og kigge på hvad de andre kan og hvad de selv kan forbedre.

Klik her for at se resultater fra den individuelle turnering ved 8 Nations

De danske U15-landsholdsspillere har leveret nogle flotte resultater ved dette års 8 Nations. Det er første gang mange af danskerne spiller internationalt og møder spillere fra andre lande end Danmark, så derfor mener trænerstaben at man godt kan være stolte af de unge danskere.

– De har mødt spillere, som har været ude og spille lidt mere internationalt end de selv har. Det at tage herned som dansk spiller ligger et pres de skal lære at stå i, da man ofte bliver set som favorit. Overordnet set har alle spillet det de kunne, og leveret en rigtig god indsats, når vi ser på hvor de er nu, sagde landstræner Thomas Nielsen.

Læs også: Højbjerg/Via Biler indtager førstepladsen i Badmintonligaen, mens Team Skælskør-Slagelse sikrer sig den sidste plads ved dette års VICTOR Final 4



Tags: , , , ,
Kategori: , , , , , ,