En hård dansk semifinaledag ved Thailand Open 2023

af | jun 3, 2023

Lørdagens semifinaler skulle i dag afvikles ved Thailand Open 2023. Dagen har budt på to kampe med dansk deltagelse, i form af Mia Blichfeldt og Alexandra Bøje/Mathias Christiansen, der alle har spillet nogle gode kampe de foregående dage.

 

Dagens første semifinale med dansk deltagelse var damesinglen, hvor Mia Blichfeldt skulle møde den 3. seedede kinesiske damesingle He Bing Jiao. En spiller Mia Blichfeldt havde mødt tre gange forinden og tabt til alle tre gange.

Kinesiske He Bing Jiao er lige nu nummer 5 på verdensranglisten, hvor Mia Blichfeldt er nummer 21. Der var dermed lagt op til en svær opgave for danskeren.

Kampen blev som forventet en hård opgave for den danske damesingle, der trods en god fight i begge sæt, taber kampen med cifrene 13-21, 18-21 til He Bing Jiao.

En kamp Kenneth Jonassen synes bar præg af for lange udfald.

– Jeg synes man kan dele Mias kamp op i forskellige faser. Hun har en fornuftig start, men i den efterfølgende periode bliver hun stresset af He Bing Jiao som spiller godt og får lagt pres på. Overordnet set var der lidt for mange og også for lange udfald hvor hun ikke får spillet med den rette kvalitet og de rette valg.

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

De næste danskere der skulle i aktion ved dagens semifinaler i Thailand, var mixeddouble parret Alexandra Bøje/Mathias Christiansen. De stod ligesom Mia Blichfeldt overfor en svær opgave mod et seeded par. De skulle møde det 1. seedede thailandske par Dechapool Puavaranukroh/Sapsiree Taerattanachai.

Det danske mixeddouble par ligger lige nu nummer 17 i verden, hvorimod deres thailandske modstandere ligger nummer 2.

Efter en kamp på 34 minutter var kampen desværre tabt af det danske par med cifrene 10-21,11-21 til det thailandske par i verdenstoppen.

En meget presset kamp mod et velspillende thailandsk par hvis man spørger Cheflandstræner Kenneth Jonassen.

– Vi bliver udsat for et stormvejr og er reelt presset fra 0-0 i første sæt og resten af kampen. Det lykkedes os kun i få perioder at få præmisserne over på vores parametre, og det skyldes det pres den Thailandske mixeddouble ligger på os.

Læs også: Glæd dig: Programmet for Badmintonligaen 23/24 er klar

Semifinalerne blev desværre endestationen for danskerne i denne omgang, men allerede nu kan man godt begynde at se frem til næste uge, hvor der bliver afviklet Singapore Open Super 750 og VICTOR Denmark Masters. Der håber vi på endnu flere gode kampe for de danske spillere.

Selvom kampene i dag endte med to nederlag, synes Kenneth Jonassen stadig godt de danske spillere kan være tilfredse med turneringen i helhed

– Som helhed så synes jeg der er rigtig mange spillere med pil op af. Der er spillere som har spillet en rigtig god turnering, med gode præstationer nogle har også nogle rigtig gode sejre. Jeg synes vores præstationer har være absolut gokendt og det er også de ting der vægter højt i forhold til at skulle spille den næste turnering i enten Singapore eller Danmark næste uge.

Læs også: Flere danskere er topseedede: Se programmet til VICTOR DENMARK MASTERS