Christine Busch og Mads Vestergaard
Badminton Europe

Finalerne ved VICTOR DENMARK MASTERS bliver med dansk deltagelse i både mixeddouble og herredouble

June 10, 2023 19:42 Skrevet af

Den danske mixeddouble Mads Vestergaard/Christine Busch og den danske herredouble Rasmus Kjær/Frederik Søgaard har alle spillet sig i finalen ved VICTOR DENMARK MASTERS.

 

Otte danske spillere/par stod klar ude i kulisserne ved VICTOR DENMARK MASTERS, da lørdagen startede ud med kvartfinaler. Efter små fire timer med intense tre-sættere, overlegne sejre og et par enkelte overraskelser blev otte danske spillere/par til fire semifinalister.

Fire blev senere til to og publikum i Royal Stage i Hillerød kan dermed se frem til dansk deltagelse i både mixeddoublefinalen og herredoublefinalen.

Klik her og få overblik over dagens kampresultater

Mads Vestergaard og Christine Busch startede semifinalerne ud med at slå deres engelske modstandere i en tæt tre-sætter. Kampen så ud til at blive en overlegen to-sætter, men ved 20-18 i andet sæt pressede englænderne på, og så måtte Vestergaard og Busch kæmpe sig videre i tredje sæt. Her kom de to danskere godt fra start og fik momentum ved opholdet. Efter 51 minutters samlet spil kunne Vestergaard og Busch se frem til morgendagens finaler.

Det blev desværre ikke til en semifinaleplads for den tredjeseedet mixeddouble Jesper Toft og Clara Graversen, der mødte de førsteseedede indere. Den danske mixeddouble kæmpede til det sidste, men måtte se sig slået i to sæt: 18-21, 20-22. Efterfølgende gik den danske herresingle Mads Christophersen på banen og efter to sæt blev kampen lukket, desværre ikke til danskerens fordel.

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Til gengæld fik Rasmus Kjær og Frederik Søgaard sat deres taiwanesiske modstandere på plads i to hurtige sæt. Kjær og Søgaard havde momentum fra start og mødte ikke mange udfordringer under dagens semifinale. I andet sæt gik den danske herredouble til ophold ved 11-4 og kunne derefter lukke kampen med cifrene: 21-17, 21-11.

Søndag går finalerne igang klokken 10, og du kan stadig nå at komme og være med til at støtte de danske finalister. Der bliver solgt billetter i døren og børn under 15 år er gratis.

Se kamprækkefølgen for finalerne ved VICTOR DENMARK MASTERS

Badminton Europe livestreamer alle dage fra turneringen, og du kan følge med her.

VICTOR DENMARK MASTERS spilles fra 8.- 11. juni i Royal Stage i Hillerød. Det er andet år, at Royal Stage lægger baner til turneringen, som skal afholdes i Hillerød indtil 2027.



Tags: , , ,
Kategori: , ,