For første gang i karrieren vinder Kim Astrup og Anders Skaarup European Games.
I 2019 tog Astrup/Skaarup sølv med sig fra European Games, hvor de tabte finalen til britterne Marcus Ellis/Chris Langridge.
I år tog de revanche ved at slå britterne Ben Lane/Sean Vendy med en sejr på 21-15, 19-21, 21-19.
– Der går en masse tanker gennem hovedet lige nu. Først og fremmest skal der lyde en stor tak til alle dem, som har været med på vores hold i den her uge og også i alle de uger, hvor vi ikke spiller mesterskaber. Vi har et godt team omkring os, som hjælper os hver eneste dag og sørger for, at vi kan præstere på et højt niveau, så den her medalje tilhører lige så meget dem, som den tilhører os, sagde Kim Astrup efter finalen.
Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august
For Anders Skaarup betød sejren også, at han har en flot gave med hjem til sin søn.
– Jeg har lyst til at sige, at det betyder alt. Det sjove er, at min søn har sagt: ”Hvorfor kommer du altid hjem med en bronze og ikke nogen guld, far?” Jeg glæder mig enormt meget til at vise den her. Der er ikke mange af dem i kabinettet, men jeg synes, at den er smuk, og jeg er utrolig stolt på Kims og mine vegne. Der er mange turneringer på et år og mange kampe der skal vindes, og det er ikke hver gang, at man står øverst, så vi får også mange ture af skribenter og kommentarer, så det her med at stå øverst skal vi virkelig nyde, sagde Anders Skaarup efter kampen.
Læs også: Live: Følg med i lørdagens semifinaler og herredoublefinale ved European Games
Astrup/Skaarup var bagud indtil 7-9 i første sæt. Herfra tog Kim Astrup en servestime på ni point i streg til 16-9. Til sidst lukkede danskerne sættes 21-15.
I begyndelsen af andet sæt gik danskerne lidt galt af hinanden, og oplagte muligheder blev enten skudt i nettet eller uden for banen. Derfor stod den 6-11 ved ophold.
Efter opholdet kom Astrup/Skaarup længere frem på banen, og de formåede sætte sig på nettet. Men de fik ikke helt hentet englænderne, da sættet endte 19-21.
Bagud 1-2 i tredje sæt fik Kim Astrup serven, og han servede en føring hjem til 8-2. Det gav noget luft til danskerne, som kæmpede og frustrerede Lane/Vendy. Alligevel blev føringen indhentet på et kritisk tidspunkt. Nemlig ved 19-19. Her måtte Kim Astrup også modtage behandling, da han blødte en smule fra benen. Men det slog ikke drengene ud, som sikrede sig sejren med 21-19.
– Den (kampen, red.) havde alt, hvad en finale skulle have. Man kan prøve at sidde derhjemme og putte nogle ting ned i en formular for, hvad en finale skal indeholde og så har du outcome’et af den her finale, og at stå med guldmedaljen her til sidst, det betyder alt for os, sagde Kim Astrup.
Klik her for at se flere resultater fra European Games 2023
Inden dagens finale mod Lane/Vendy havde danskerne vundet de to indbyrdes opgør mellem parrene i to sæt.
Det er første gang, at den britiske herredouble vinder en medalje ved European Games.
Danmark har tidligere vundet guld i herredouble ved European Games. Det var i 2015 ved Carsten Mogensen/Mathias Boe.
Kim Astrup/Anders Skaarup har tidligere vundet guld ved EM. Det var i 2018.