Mia Blichfeldt - European Games 2023 - Badmintonphoto - Glæde - Jubel - Medalje - Sølv
Badmintonphoto

Mia Blichfeldt tager sølv ved European Games

July 2, 2023 15:27 Skrevet af

Mia Blichfeldt taber desværre European Games-finalen mod Carolina Marin med 15-21, 14-21. – Jeg har bevist over for mig selv, at jeg er tilbage, sagde Blichfeldt efter finalen.

 

Den danske damesingle var underdog i dagens finale mod den spanske verdensstjerne, der ligger nummer seks på verdensranglisten og var førsteseedet ved European Games, og danskeren kunne desværre ikke overraske, selvom hun spillede en flot kamp og leverede en god indsats.

Derfor måtte hun tage til takke med sølvmedaljen, men den betyder også rigtig meget for hende.

– Først og fremmest ville jeg jo gerne have, at medaljen var af guld, men jeg er også rigtig stolt af den her medalje. Jeg synes, at den symboliserer rigtig, rigtig meget… Nu skal jeg passe på, at jeg ikke begynder at græde. Men jeg synes sgu, at jeg har bevist over for mig selv, at jeg er tilbage, og at jeg elsker at spille badminton, og at det er det her, jeg rigtig, rigtig gerne vil, så det føler jeg, at den her medalje betyder. Så nu glæder jeg mig bare til at klø på, og jeg glæder mig til at komme ud til næste turnering og spille igen, sagde Mia Blichfeldt efter finalen.

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Finalen mod Marin var tæt, men til sidst i begge sæt var den seksdobbelte europamester, tredobbelte verdensmester og olympiske mester fra 2016 stærkere.

– Jeg synes, at jeg formår at være konkurrencedygtig rigtig, rigtig længe, men det at holde fast og specielt mod de her verdensklassespillere og specielt en Carolina Marin, der har stået i så mange finaler, der kan jeg godt mærke, at jeg mangler enten noget erfaring eller mod til at blive ved med at klø på, sagde Blichfeldt.

Blichfeldt kom bagud 1-6 i første sæt, men fik stille og roligt kæmpet sig tilbage ved at presse Marin til at begå fejl. Det resulterede i en udligning til 9-9, efter danskeren havde været god til at finde baglinjen, hvor Marin lod bolden gå.

Læs også: Sådan følger du Mia Blichfeldt og Viktor Axelsens finaler ved European Games

Selvom Blichfeldt var bagud ved ophold, fik hun en føring ved 12-11. Den holdt dog kun en duel, før Marin klaskede et smash ned.

Frem til 15-15 fulgte damesinglerne hinanden, men derfra tabte Blichfeldt seks point i streg ved primært at slå bolden i nettet, inden Marin smashede den i gulvet ved sætbolden. Dermed tabte Mia Blichfeldt første sæt 15-21.

I andet sæt fik den forsvarende European Games-vinder en glimrende start via maskeringer og varieret spil som var medvirkende til en føring på 7-4.

Den føring holdt hun med nød og næppe til ophold 11-10. Efter opholdet blev Blichfeldt presset ned på bagbanen, hvor hun lavede lidt flere fejl end spanieren, som omvendt skruede op for det berømte tempo.

Læs også: Kim Astrup/Anders Skaarup vinder European Games 2023

Det resulterede i sidste ende i, at Mia Blichfeldt til trods for en flot kamp og god fight måtte se sig slået med 15-21, 14-21.

Én sejr over Marin i fem opgør. Det var, hvad Blichfeldt havde af indbyrdes statistik inden kampen i dag.

Blichfeldt vandt det seneste European Games i 2019.

Klik her for at læse flere detaljer fra søndagens finaler ved European Games

Verdensranglistens nummer 17 har desuden også en bronzemedalje fra EM 2022 i Madrid.



Tags: ,
Kategori: , , ,