Andenpladser til dansk mixeddouble og damedouble ved US Open

af | jul 16, 2023

Den danske mixeddouble Mathias Thyrri og Amalie Magelund har i dag vundet sølv ved US Open efter en intens tresætter mod de førsteseedede taiwanesere. Den danske damedouble Maiken Fruergaard og Sara Thygesen kunne også tage sølv med hjem til Danmark efter en spændende to-sætter mod de kinesiske ungdomsverdensmestrer. 

 

Der er blevet leveret flotte danske resultater ved dette års US Open, som i denne uge er blevet afviklet i den amerikanske stat Iowa. For anden uge i træk stod Mathias Thyrri og Amalie Magelund i en World Tour-turneringsfinale, og Maiken Fruergaard og Sara Thygesen kunne træde ind på finalebanerne for første gang siden 2020.

Du kan få et overblik over ugens resultater ved US Open her

Mathias Thyrri/Amalie Magelund – Hong Wei Ye/Chia Hsin Lee: 21-13, 6-21, 18-21

I finalen i dag mødte Thyrri og Magelund (3. seedet) de førsteseedede taiwanesere Ye og Lee. Første sæt gik helt overlegen til de to danskere, som satte tempo fra start og som fik afviklet boldene hurtigt og sikkert. I andet sæt byttede de to par dog roller og Thyrri og Magelund havde svært ved at få et ben til jorden, da Ye og Lee kom frem på banen.

Tredje sæt bød på tætte point og her fulgtes de to mixeddoubler ad, dog med dansk føring fra start. Efter opholdet begyndte pointene at vende til taiwanesernes fordel og efter at have taget seks point i træk måtte Thyrri og Magelund tage sig til takke med en sølvmedalje.

Læs også: Dansk herredouble vinder guld for anden uge i streg

Maiken Fruergaard/Sara Thygesen – Sheng Shu Liu/Ning Tan: 19-21, 19-21

Fruergaard og Thygesen mødte i dag de to unge kinesere Liu og Tan på blot 19 og 20 år. Det var en tæt kamp mellem de to stærke doubler som endte til kinesernes fordel. Fruergaard og Thygesen satte et højt niveau fra start i første sæt og var skarpe ved nettet. Liu og Tan udlignede ved 12-12 og derefter gik pointene fra side til side, og selvom Fruergaard og Thygesen stort set samlede hver eneste bold op, så blev første sæt kinesisk.

I andet sæt kom ungdomsverdensmestrerne godt fra start, men duel efter duel fik de to danske kvinder kravlet sig op af pointtavlen og udlignede ved 18-18. Desværre var det ikke muligt for Fruergaard og Thygesen at få styr på midtbanen, og kampen endte til kinesisk fordel.

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

I næste uge står flere danskere overfor Korea Open. Men for de to ovenstående par er deres sommerturneringsrejse ved vejs ende, og alle fire står nu overfor flere ugers VM-træning.