Magnus Johannesen
Badmintonphoto

Topopgør i 4. runde af Badmintonligaen

September 26, 2023 08:00 Skrevet af

Så er det blevet tid til en ny runde i Badmintonligaen. Vi er kommet til 4. runde, hvor styrkeforholdet imellem holdene bliver mere og mere synligt. To hold, der har fået en god start på sæsonen, mødes i indeværende runde; nemlig opgøret mellem Højbjerg/Via Biler og Vendsyssel. Ønsker du et overblik over de resterende holdkampe, findes de nederst i artiklen.

 

I det jyske er der topopgør, når Badmintonligaens tredjeplads, Vendsyssel, tager imod Højbjerg/Via Biler, der har indtaget en foreløbig førsteplads. Efter sidste rundes nederlag på 4-5 mod RSL ODENSE OBK, har Vendsyssel ekstra motivation for at revanchere sig i aftenens kamp. Men de møder et Højbjerg-mandskab, der er inde i en god stime.

Tre sejre ud af tre mulige gør, at de kommer ind til Arena Nord med selvtillid. Samtidig bliver det også en god prøvelse for Højbjerg for at teste, hvordan de måler sig op imod sidste års vindere fra Vendsyssel. Kan Højbjerg/Via Biler sejre i aften, kan de for alvor cementere sig i toppen af Badmintonligaen.

Køb billet til DENMARK OPEN 2023 presented by VICTOR

Efter en haltende sæsonstart for Solrød Strand med to snævre nederlag i de to første kampe, fik de en tiltrængt storsejr i sidste runde mod Gentofte på 7-2. En stor opgave venter i 4. runde, når Badmintonligaens andenplads, Skovshoved, kommer på besøg. Spørgsmålet er så, om Solrød Strand, med profiler som Alexandra Bøje, Jeppe Bay og Clara Graversen, kan holde fast i nuværende momentum.

Et hold der ikke skal forsøge at holde momentum, men derimod skabe det, er Gentofte. Holdet havde ikke marginalerne med sig i sæsonens to første kampe, hvor de led to knebne nederlag på 4-5 og 4-5. Momentum kan dog være svært at skabe, når sidste års sølvvindere fra Team Skælskør-Slagelse gæster GBK-hallen.

Omvendt skal TSS udnytte situationen og sikre sig endnu en sejr, hvis de vil lægge afstand fra de øvrige og holde fast i toppen om de første fire pladser. I skrivende stund ligger de nummer fire.

Se stillingen i Badmintonligaen

Efter en overraskende sejr over de forsvarende mestre, skal RSL ODENSE OBK forsøge at fastholde de gode takter, når rækkens nr. 8, Værløse, kommer forbi. Særligt var det Odenses doubler, der brillierede med fem sejre ud af fem mulige. Kan de bevare det gode spil, og potentielt kæmpe sig til single-sejre, ser det lovende ud for den fynske klub, der i øjeblikket ligger midt i tabellen.

Rundens sidste opgør er ligeledes et spændende møde mellem to mandskaber, der er ivrige efter sejre. På den ene side står Aarhus AB, der endnu er uden sejr i denne sæson. På den anden side står oprykkerne fra Hvidovre, der ligger nummer syv i tabellen, og håber på en ny sejr i Badmintonligaen efter deres sejr på 6-3 over Solrød Strand i 2. runde. Hvordan det udvikler sig, bliver vi klogere på kl. 18.30 i HBC-Hallen.

Bliv frivillig til DENMARK OPEN 2023 presented by VICTOR

 

Et overblik over 4. runde af Badmintonligaen. Alle kampe spilles i aften.

Kl. 19.00: Vendsyssel – Højbjerg/Via Biler

Kl. 19.00: Solrød Strand – Skovshoved

Kl. 18.30: Gentofte – Team Skælskør-Slagelse

Kl. 18.30: RSL ODENSE OBK – Værløse

Kl. 18.30: Hvidovre – Aarhus AB



Tags: , , , , , , , , , , ,
Kategori: , , , ,