Fjertøser Fyn

Fjertøser Fyn sætter fokus på pigerne: – Det er taget rigtig godt imod

November 9, 2023 08:00 Skrevet af

Flere fynske badmintonklubber er i samarbejde med Badminton Fyn og DGI gået sammen om et projekt, som fokuserer på at fastholde pigers lyst til at spille badminton.

 

Lyserøde puder og tæpper. Chokoladekiks. Kortspil.

Det er nogle af de ting, badmintonglade piger kan se frem til, hvis de vælger at deltage i de såkaldte pigehjørner, som afholdes på Fyn i løbet af sæsonen.

Læs også: Har knækket koden: Pigerne vælter ind

Den samlede betegnelse hedder Fjertøser Fyn, og bag dem står flere fynske badmintonklubber samt Badminton Fyn og DGI. Sammen har de til formål at få flere piger til bevare lysten til at spille badminton. Det fortæller Berit Fogh Schultz, som er ungdomsformand i Dalum Hjallese Badminton Klub og en af initiativtagerne til Fjertøser Fyn-projektet.

– Vi snakkede om, at vi havde svært ved at fastholde pigerne i klubben, når de nåede 11-12-årsalderen. Så vi satte os ned og spurgte hinanden, hvad der ville give mening at gøre, og så besluttede vi at lave et projekt, hvor det handler om at hygge og lære hinanden at kende, mens vi samtidig fletter badminton med ind, siger Schultz.

Det betyder, at der otte gange i denne sæson bliver afholdt pigehjørner i forskellige badmintonhaller på Fyn, hvor pigerne har snacks, saftevand og kortspil, og hvor der er sat trænere af til at gøre det hyggeligt for pigerne at være i hallen. Desuden bliver der lavet hyggeaftner og en enkelt camp med overnatning.

– Folk skulle lige se det an, men overordnet set er det taget rigtig godt imod. Især hos pigernes forældre. Drengenes forældre har været lidt mere lunkne over for det, men det er vigtigt for mig at sige, at drengene er velkomne og bestemt også gerne må deltage, siger Berit Fogh Schultz.

Klik her for at se billeder og videoer på Fjertøser Fyns Instagram-profil

Allerede nu oplever hun, der er sket en forandring i Dalum Hjallese Badmintonklub. Her er der skabt et pigehold, hvor hver anden træning kun er med piger. Sidste år var der 12 piger på holdet, mens der nu er 32.

– Det er fedt, at vi allerede kan se en forskel og ikke kun i vores klub. Jeg håber, det bliver en sneboldeffekt, så det ruller lidt af sig selv med flere og flere piger, der har lyst til at starte eller blive i klubberne, og at flere klubber har mod og lyst til at prøve det af.

 

Få overblikket over arrangementer med Fjertøser i resten af sæsonen 23/24:

  • 11. november: Pigehjørne Odense OBK (camp efterfølgende)
  • 16. december: Pigehjørne DGI/Kerteminde
  • 16. marts: Pigehjørne Dalum
  • 13. april: Pigehjørne Nr. Broby
  • 26. april: Pigehygge Dalum (klokken 17-22)


Tags: , ,
Kategori: , , ,