Badmintonphoto
Axelsen World Tour Finals

Sådan gik det de danske spillere ved World Tour Finals anden spilledag

December 14, 2023 18:09 Skrevet af

Andendagen i bogen i Hangzhou og endnu engang med en dansk sejrherre.

 

Sæsonens bedste badmintonspillere er i disse dage samlet i Kina for at dyste i de prestigefyldte sæsonfinaler. Igen i år er det med dansk deltagelse, da de rød-hvide farver er repræsenteret ved Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Kim Astrup/Anders Skaarup.

Astrup/Skaarup leverede onsdag en flot indsats, da de tog revanche fra Royal Arena mod verdensmestrene Kang/Seo fra Korea. I dag skulle de forsøge at gentage sucessen fra gårsdagen mod de Indonesiske verdens 2’ere Fajar Alfian/Muhammad Rian Ardianto. De to dygtige par er tørnet sammen fem gange forinden dagens opgør. Sidste opgør var fra årets French Open, hvor Astrup/Skaarup vandt i to sæt i kvartfinalen på vej mod triumfen ved årets turnering i Rennes. 

Læs også: Sådan gik det danskerne på førstedagen ved World Tour Finals

Igen blev det et opgør i to sæt, denne gang med omvendt fortegn. Alfian/Ardianto lagde flot ud i opgøret mod de danske VM-sølvvindere, og vandt overbevisende 12-21 i første sæt. Astrup/Skaarup kom bedre ud til andet sæt, men måtte se sig slået i to, da indoneserne tog andet sæt med cifrene 18-21. 

Astrup/Skaarup møder i morgen endnu et indonesisk par. Morgendagens opgør bliver en gentagelse af French Open finalen mod Fikri/Maulana. Astrup/Skaarup er i skrivende stund nummer to i herredouble gruppe B. Med en sejr til danskerne ville de stå med det ene ben i slutspillet, men det kræver, at dagens indonesiske modstandere gør det onde ved de koreanske verdensmestre i gruppens første kamp på tredjedagen. 

For overblik over stillingen i de respektive grupper, klik her

Viktor Axelsen skulle rejse sig ovenpå gårsdagens nederlag til kinesiske Shi Yu Qi. Revanchen skulle tages mod den japanske VM-sølvvinder fra Royal Arena Kodai Naroaka. De to verdensstjerner har mødt hinanden fem gange før alle faldet ud i dansk favør. Blandt de forrige opgør er at finde en intens semifinale i tre sæt fra sidste års World Tour Finals. 

Viktor Axelsen behøvede ikke tre sæt for at tage sejren ved dagens opgør mod den dygtige japaner. Første sæt var tæt og med flere lange velspillede dueller, men den danske forsvarende vinder af sæsonfinalerne lod sig ikke ryste og lod ej heller Naroaka komme tæt på for alvor, inden han lukkede sættet ved cifrene 21-17. I andet sæt tog Axelsen det gode momentum fra slutningen af første med sig, og kampen blev lukket overbevisende i to sæt ved cifrene 21-9. 

I morgen venter nok en svær modstander i indonesiske Anthony Ginting, kampen er en gentagelse af herresinglefinalen ved sidste års World Tour Finals. Hvis Viktor Axelsen skal gøre sig forhåbninger om at gentage sidste års succes fra sæsonfinalerne, skal han blot vinde sin egen kamp. Den danske verdensetter har skæbnen i egne hænder modsat Astrup/Skaarup.

Klik her for overblik over alle morgendagens kampe ved World Tour Finals

Anders Antonsen leverede en af åbningsdagens flotteste præstationer, da han slog den kinesiske verdensstjerne Li Shi Feng i to sæt. Antonsen skulle forsøge at bygge videre på dette, og med en sejr mod indonesiske Jonathan Christie kunne Antonsen sikre sig gruppe sejren. 

Det lykkedes desværre ikke for den danske VM-bronzevinder. Det var en veloplagt indoneser der mødte Antonsen torsdag i Hangzhou, og til trods for god fight, og hvad der længe lignede et muligt comeback mod slutningen af andet sæt, kunne Christie kalde sig sejrherre i to sæt med cifrene 16-21,18-21. 

Antonsen har fortsat skæbnen i egne hænder, og kan med en sejr fredag spille sig videre ved årets World Tour Finals. Det er ingen let modstander, der venter Anders Antonsen. Modstanderen er ingen ringere end verdensmesteren Kunlavut Vitidsarn. De to er tørnet sammen tre gange før, og den står i skrivende stund 2-1 i dansk favør. Seneste opgør var fra årets India Open, her vandt den thailandske verdensmester i tre sæt.

Tv2 Sport sender alle fredagens kampe ved World Tour Finals. For TV2’s sendeplan, klik her.



Tags: , , , ,
Kategori: , , ,