Allan Høgholm

Jesper Toft vinder VICTOR DM for første gang i karrieren i hele to kategorier

February 10, 2024 17:17 Skrevet af

Finaledagen ved VICTOR DM lagde op til et brag af en badmintonfest, da hele fem finaledebutanter skulle kæmpe om titlen som danmarksmester. Natasja P. Anthonisen, Rasmus Gemke, Magnus Johannesen, Clara Graversen og Marcus Rindshøj spillede i dag deres første VICTOR DM-finale i Sydjysk Sparrekasse Skansen i Sønderborg.

Sara Thygesen og Maiken Fruergaard fik i dag deres 6. VICTOR DM-titel sammen, og i damesingle vandt Line Christophersen sin 5. VICTOR DM-titel i træk. Derudover så vandt Rasmus Gemke VICTOR DM for første gang og det samme gjorde Jesper Toft, der både vandt finalen i mixeddouble med sin faster makker Clara Graversen og i herredouble med sin makker Andreas Søndergaard.

Mixeddouble: Jesper Toft/Clara Graversen (3/4) – Marcus Rindshøj/Alexandra Bøje (1): 22-20, 21-19

Tre VICTOR DM finaledebutanter spillede i dag mixeddoublefinale, da det var en førstegangsoplevelse for både Toft, Graversen og Rindshøj.

I 1. sæt havde Rindshøj/Bøje overhånd helt frem til 20-16, men Toft fandt sine stærke defensiv frem og med en hurtig Graversen oppe ved nettet, fik doubleparret vendt spillet, og 1. sæt endte til deres favør.

2. sæt startede ud med samme opstilling, hvor Rindshøj/Bøje havde føringen, men i slutningen af sættet fik Toft/Graversen momentum og sluttede kampen af 21-19. Dermed har de fået deres første VICTOR DM-titel sammen.

Se vinderinterviewet med Graversen og Toft her

Damedouble: Sara Thygesen/Maiken Fruergaard (1) – Amalie Magelund/Natasja P. Anthonisen (2): 21-16, 21-18

For sjette gang i deres tid sammen kunne Thygesen/Fruergaard stille sig op på det øverste podie til VICTOR DM.

Thygesen/Fruergaard mødte i dag deres træningsmakkere nede på NETC-træningen Magelund/Anthonisen, der til dagligt ikke spiller sammen, men havde i år valgt at stille op som doublepar.

1. sæt gik overlegent til Thygesen/Fruergaard, der havde godt styr på deres offensiv hele vejen igennem kampen. I 2. sæt var Magelund/Anthonisen førende ved opholdet, men de erfarende VICTOR DM-spillere Thygesen/Fruergaard fik vendt spillet ved 12-10 og førte resten af kampen, der endte med cifrene: 21-16, 21-18.

Læs også: Kim Astrup og Anders Skaarup er Årets Badmintonspiller 2023

Damesingle: Line Christophersen (2) – Mia Blichfeldt (1): 21-15, 21-14

Line Christophersen tog i dag sin 5. dm-sejr i træk, og selvom der er langt op til Camilla Martins rekord på 13 DM-sejre i træk, så er den 24-årige damesingle godt på vej.

Finalekampen udspillede sig i dag mellem 1. seedede Mia Blichfeldt og 2. seedede Line Christophersen. De to spillere er velkendte overfor hinanden nede fra NETC-træningen, og der var derfor lagt op til en spændende damesinglefinale.

Christophersen havde momentum det meste af kampen, og hun brugte sin styrker på bagbanen, som var med til at give hende en overbevisende sejr i to sæt.

Herresingle: Rasmus Gemke (1) – Magnus Johannesen (2): 21-16, 21-18

Det var to velspillende herrer, der trådte op på bane 1 til dagens herresinglefinale. 1. seedede Rasmus Gemke og 2. seedede Magnus Johannesen spillede en flot herresinglekamp, hvor begge spillede hinanden rundt på hele banen.

Gemke viste igennem kampen en overlegen god fysisk form og spillestil, hvor han førte i store dele af kampen. I 2. sæt kæmpede Johannesen sig tæt på Gemke, da det stod 18-18, men med et par hårde smash blev det dog en glad Gemke, der løb med sin allerførste VICTOR DM-titel og kan nu kalde sig selv for dansk mester.

Læs også: Mads Vestergaard kåret som Årets Komet 2023

Herredouble: Andreas Søndergaard/Jesper Toft (3/4) – Daniel Lundgaard/Mads Vestergaard (2): 22-20, 21-17

Jesper Toft vandt i dag sin anden VICTOR DM-finale, da han sammen med Andreas Søndergaard tog en sejr i herredoublefinalen i to sæt over Lundgaard/Vestergaard.

Det var en heftig herredoublefinale, der udspillede sig på den grønne tv-bane, da fire ihærdige herrer kæmpede om at vinde danmarksmestertitlen for første gang. Det var to tætte sæt, hvor 1. sæt især var præget af ordspillet “serven over”. Det blev dog en flot sejr til Søndergaard/Toft.

 



Tags: , , , , , , , ,
Kategori: , , ,