Badmintonphoto
Badmintonphoto

Herrelandsholdet med endnu en storsejr i sidste gruppekamp ved EM: Videre til semifinalen som 1’er i gruppen

February 16, 2024 13:40 Skrevet af

Herrelandsholdet har nu spillet tre ud af tre gruppekampe ved dette års EM for herrehold, og i alle tre kampe er det blevet til en 5-0 sejr til danskerne. Denne gang gik det udover værtslandet Polen. – Når vi eksekverer, som vi gør i dag, er der klasseforskel, lød det fra cheflandstræner Kenneth Jonassen efter kampen

EM for hold er godt i gang, og for herrelandsholdets vedkommende markerede kampen mod Polen i dag afslutningen på gruppespillet. Som i de to første kampe ved EM var danskerne ligeledes overlegne i dag, og de fik endnu engang spillet sig til en sejr på 5-0.

– Det er igen i dag en meget fokuseret indsats af alle vores spillere. Jeg synes egentlig, at Polen kommer med, hvad de har, og de står fint imod. Men når vi eksekverer, som vi gør i dag, er der også klasseforskel. Alt i alt en meget fokuseret indsats, hvilket er ekstremt vigtigt, sagde cheflandstræner Kenneth Jonassen efter kampen.

Læs også: Herrelandsholdet med ny storsejr: Vi var meget fokuserede 

Første dansker på banen var den nykårede danmarksmester, Rasmus Gemke, der spillede mod Polens første herresingle, Dominik Kwinta. Det blev til dansk sejr i to sæt, med cifrene 21-15, 21-15.

Dernæst skulle Rasmus Kjær/Frederik Søgaard forsøge at gøre Gemke kunsten efter i første herredouble. De mødte Jakub Melaniuk/Wiktor Trecki og vandt med 21-8, 21-13.

I anden herresingle skulle Magnus Johannesen op imod Mikolaj Szymanowski. Med en overbevisende sejr på 21-12, 21-9 sikrede Johannesen Danmark sejren i holdkampen.

Daniel Lundgaard/Mads Vestergaard, der begge har fået debut for seniorlandsholdet ved dette EM, bragte Danmark på 4-0 efter en sejr på 21-11, 21-9 over Robert Cybulski/Szymon Slepecki.

Mads Christophersen, der fik debut for seniorlandsholdet i gårsdagens kamp mod Tjekkiet, lukkede den sidste holdkamp i gruppespillet med en sejr på 21-11, 21-16 over Mateusz Golas.

Få overblik over kampene her

Med dagens sejr er danskerne sikkert videre til semifinalen ved EM som 1’er i gruppen.

Herrelandsholdet skal spille semifinale i morgen kl. 15. Deres modstandere findes ved lodtrækning mellem to’erne fra de to grupper og kendes altså ikke endnu. Lodtrækningen finder sted i aften, når den sidste damelandskamp er færdigspillet.

– Jeg tør godt at sige, at vi har glædet os til at skulle i gang med knockout-stadiet her ved mesterskabet. Lige nu har vi tid til at få restitueret og måske få trænet en smule mere, og så må vi se, når lodtrækningen i aften kommer.

– Der er stor forskel på de hold, vi kan møde, i forhold til hvor deres styrker ligger, så det kommer til at spille ind i vores opstilling, lød det fra Kenneth Jonassen.

Se stillingen i gruppen her

Senere i dag skal damelandsholdet spille deres sidste gruppekamp ved EM, hvor de skal forsøge at gøre herrerne kunsten efter og vinde alle holdkampe i gruppen. De møder Tyrkiet kl. 15.

TV2 Sport og TV2 Play sender fra semifinalerne i morgen og finalerne søndag. Se deres sendeplan her.

 

Fakta om mesterskabet:

EM for herre- og damehold spilles i Lodz, Polen, den 14.-18. februar.

Mesterskabet har været spillet siden 1986. Det afholdes i uge 7 i lige år – dog er i år første gang siden 2020, da 2022-udgaven blev aflyst på grund af COVID19-pandemien. Eventet kroner det bedste kvindelige og mandlige hold i Europa og fungerer som den europæiske kvalifikation til Thomas og Uber Cup, der er VM for henholdsvis herre- og damehold, som begynder i slutningen af april.

De danske herrer har vundet mesterskabet alle de 18 gange, hvor det har været afholdt.

En holdkamp består af fem individuelle kampe – tre singler og to doubler. I gruppespillet spiller man alle fem kampe, mens man i knockoutfasen stopper holdkampen, når det ene hold når tre sejre.

TV2 Sport sender fra semifinalerne og finalerne ved EM for hold, der spilles hhv. lørdag og søndag den 17. og 18. februar. Gruppekampene kan streames på badmintoneurope.tv.



Tags: , , ,
Kategori: , , ,