Grand Prix Circuit - Viby J
Fra venstre: Anna Klausholm, Calvin Lundsgaard Kvolbæk, Benjamin Illum Klindt, Sophia Lemming

Vinderne fra Viby J Mesterrække Grand Prix er fundet

February 19, 2024 15:27 Skrevet af

I weekenden blev årets sidste Grand Prix-turnering afviklet i den østjyske by Viby, og ikke blot med at vinderne blev fundet, så står det nu også klart, hvilke spillere i hver kategori, der har kvalificeret sig til Grand Prix-finalerne i Svendborg d. 26-28 april. 

 

I alt er 6 Grand Prix-turneringer nu blevet afholdt i 23/24 sæsonen, og efter weekendens sidste Grand Prix kan de 8 bedste fra hver kategori nu gøre sig klar til finalerne på Fyn.

Se ranglisten for Grand Prix Circuit her

Viby Badmintonklub havde i weekenden d. 16-18 februar lagt grønne baner til sæsonens sidste Mesterrække Grand Prix, hvor subeliten fik lov til at vise sig frem og spille om pengepræmier og ikke mindst en kvalifikation til finalerne.

Der var stort set kun topseedede spillere at finde på podierne søndag eftermiddag, efter de sidste finaler var blevet spillet. Dog kunne Martin Harbo Andersen fra Badminton Esbjerg som eneste useedede spiller stille sig op på øverste podie i herresinglekategorien efter at have vundet over 1. seedede Nikolaj Søgaard fra Kolding BK.

Herresinglefinalen blev til en overbevisende sejr i to sæt for Andersen, der med sin sejr akkurat lige kvalificerede sig til finalerne. Hertil var herresinglefinalen ikke den eneste kamp med et to-sæts forløb, eftersom alle fem finaler blev gennemført således.

Læs også: Magnus Berg-Sørensen er ny kredsdommer

I damesinglekategorien kunne 1. seedede Laura Fløj Thomsen (Aalborg Triton), der ugen før spillede VICTOR DM i Sønderborg, træde op på øverste podie efter en stærk præstation over 3/4. seedede Anne Fuglsang (Aarhus AB). Kampen endte 21-12, 21-18 og Thomsen ligger i skrivende stund på 2. pladsen på Grand Prix Circuit ranglisten.

I damedoublefinalen blev det Anne-Sofie Nielsen (Lillerød)/Mette Werge (Hvidovre), der vandt over de 1. seedede damer Anna Klausholm (Langhøj)/Lærke Tolstrup Hvid (Odense OBK). Selvom det ikke blev til en sejr for Anna Klausholm i damedouble-kategorien, så fik hun alligevel en førsteplads med hjem i mixeddouble-kategorien.

Få overblik over alle resultater fra weekendens Grand Prix her

I mixeddouble stillede Anna Klausholm (Langhøj) op med sin makker Calvin Lundsgaard Kvolbæk (Højbjerg). De to doublespillere spiller normalt ikke sammen, men det lykkedes dem med en overbevisende sejr på 21-14, 21-17 at spille en flot finale.

Det gode spil kunne Kvolbæk tage med videre til herredoublefinalen, hvor han sammen med sin klubmakker Mike Vestergaard (Højbjerg) vandt over de 1. seedede hjemmebane-herrer Mads Muurholm Petersen (Viby J)/Rasmus Tophøj (Viby J): 21-16, 22-20.

Stort tillykke til alle vinderne.

Vindere og resultater i de fem kategorier: 

HS: Martin Harbo Andersen – Nikolaj Søgaard (1): 21-12, 21-19

DS: Laura Fløj Thomsen (1) – Anne Fuglsang (3/4): 21-12, 21-18

DD: Anne-Sofie Nielsen/Mette Werge (2) – Anna Klausholm/Lærke Tolstrup Hvid (1): 21-16, 22-20

HD: Calvin Lundsgaard Kvolbæk/Mike Vestergaard (2) – Mads Muurholm Petersen/Rasmus Tophøj (1): 21-16, 22-20

MD: Calvin Lundsgaard Kvolbæk/Anna Klausholm (1) – Benjamin Illum Klindt/Sophia Lemming (2): 21-14, 21-17



Tags: ,
Kategori: , ,