Cathrine Rosengren sikrer sig sin fjerde VM-medalje i træk

af | feb 23, 2024

Med en fænomenal sejr i kvartfinalen ved Para-VM 2024 er Cathrine Rosengren i semifinalen og garanteret en VM-medalje ved årets mesterskab.

 

Cathrine Rosengren viste endnu engang den storform, der har karakteriseret hendes VM de to forgangne dage. I en sand magtdemonstration mod japanske Kaede Kameyama spillede hun sig i semifinalen med medalje-garanti. 

Læs også: Cathrine Rosengren stormer videre til kvartfinalerne ved para-VM

– Cathrine er selvfølgelig rigtig glad. Vi er rigtig glade for denne præstation, som er rigtig flot, for feltet er kun blevet stærkere siden sporten kom på PL-programmet (Paralympiske Lege), sagde landstræner Michael Rasmussen.

Der stod Rosengren på kampen fra første bold, og hun efterlod intet til tilfældighederne i kampens første sæt, som danskeren overbevisende lukkede 21-10. Japaneren kom bedre ud til andet sæt, men det fik en velspillende Rosengren hurtigt sat en stopper for, og andet sæt og kampen blev lukket med 21-10 nok engang. Dagens opgør var det trettende indbyrdes opgør, og Cathrine Rosengren står nu tegnet for tretten sejre mod japaneren.

-Der er selvfølgelig lidt nerver på, i forhold til det at skulle ind og spille en kvartfinale og spille for en medalje, men hun har en enormt overbevisende måde at komme ind til kampen på, det er noget af det vi kan tage med videre. Kameyama prøver at finde nogle løsninger, og prøver at spille Cathrine nede på bagbanen, men jeg synes, at det lykkedes rigtig godt at stå imod, og takket være en noget bedre bevægelse fra Cathrines side, så er hun bare det stærkere, og kan dominere duellerne på en anden måde, sagde landstræneren om dagens kvartfinale.

Klik her for at få et overblik over Cathrine Rosengrens kampe ved Para-VM

I morgen venter der en svær opgave for Rosengren og træner Rasmussen. På den anden side af nettet i semifinalen står den kinesiske vinder af De Paralympiske Lege, Yang Qiu Xia. 

– Vi er selvfølgelig meget spændte. Vi har fulgt de andre spillere og kender dem rigtig godt. Hun skal møde en sjetteseedet kinesere, med respekt for resten af feltet, så er det hende(Yang Qiu Xia), der er den bedste. Det er en stor opgave, og det er nok også den største opgave på programmet. Vi skal selvfølgelig forberede os forud for kampen i morgen, og så tror jeg egentlig, at det bliver en god kamp, og en kamp hvor presset alt andet lige ligger på den anden side, for det er kineseren, der er favorit, sagde Rasmussen om morgendagens semifinale. 

Hvis du vil følge Cathrine Rosengren og de andre dygtige parabadminton-spillere, så kan du følge alle kampene live på BWF’s YouTube kanal.