Sebastian Bugtrup, Hvidovre Badminton Club, Årets Badmintontræner, Årets Træner, 2024
Badminton Danmark, DGI Badminton

Vinderne af Årets Ildsjæl, Årets Badmintonklub, og Årets Badmintontræner 2024 er fundet

March 5, 2024 07:10 Skrevet af

Stort tillykke til Tina Broberg med prisen som Årets Ildsjæl, Sebastian Bugtrup med prisen som Årets Træner og Ribe Badminton Club med prisen som Årets Badmintonklub.

 

Badminton Danmark og DGI Badminton har sammen tre fælles priser, og hvert år kåres Årets Ildsjæl, Årets Badmintonklub og Årets Badmintontræner. I år er priserne henholdsvis gået til Tina Broberg fra Holstebro Badmintonklub, Ribe Badminton Club og Sebastian Bugtrup fra Hvidovre Badminton Club.

 

Årets Ildsjæl: Tina Broberg (Holstebro Badmintonklub)

Årets Ildsjæl er prisen for en person, der blandt andet gør en forskel for den enkelte og fællesskabet, og som bidrager til badminton i lokalområdet.

Tina Broberg fra Holstebro Badmintonklub er der for alle i klubben og træder altid til, hvor end der mangler hænder. For Tina er prisen overvældende, men også et stort skulderklap.

– Jeg er meget overvældet og rørt over at få den her pris. Det er selvfølgelig et kæmpe skulderklap, men jeg blev overrasket over at få prisen. Jeg synes, der er mange andre, der gør et stort stykke arbejde, så jeg er helt overvældet.

– Jeg synes heller ikke, det er mig, der skal have ros for det hele, for vi er jo flere, der gør et stort stykke arbejde i forbindelse med vores arrangementer og generelt for vores unge mennesker.

Tina er blevet tildelt prisen for hendes stabile gang i og hjælp til klubben over de sidste mange år, hvor hun har trukket et stort læs, når det gælder holdturneringer og stævner.

Tina er ydmyg og meget af hendes indsats foregår uset. Hendes indsats er rendyrket passion for sporten og klubben.

Udover hendes praktiske indsats, hvor hun sætter hold til holdturneringen, sidder ved dommerbordet ved alle holdkampsrunder og stævner, så har Tina også altid en udstrakt hånd til nye medlemmer, som skal hjælpes i gang i klubben.

Tinas hjerte er stort for dem, der har svært ved at finde midlerne, så ofte finder hun løsninger, så alle kan få lov til at spille badminton.

Stort tillykke til Tina Broberg med prisen.

 

Klik her og se de tidligere vindere af Årets Ildsjæl

Årets Badmintonklub: Ribe Badminton Club

Årets Badmintonklub er prisen for en klub, der repræsenterer badmintonsportens værdier, der udvikler sig ved at have tilbud for nye målgrupper og bedre tilbud til medlemmer og som værner om klubbens position i lokalområdet.

Ribe Badminton Club har udviklet sig meget over det sidste år. Klubben har etableret diverse tiltag for at få tilgang til sporten, til at styrke sammenholdet og til at udvikle talenterne i klubben.

– Vi er utroligt glade for den her pris, fordi den er også et symbol på, hvor meget vi har udviklet os.

– Jeg håber, at prisen kan være med til at give os mere synlighed for sponsorer. Sponsorerne er vigtige for os, så vi kan betale for turneringer og lejre, så jeg håber prisen kan være med til at give den her synlighed. Vi har allerede en god synlighed, men vi håber da, at vi kan blive endnu mere synlige nu. Det synes jeg, vi fortjener, fortæller Chefungdomstræner Janni Weis.

RBC er blandt andet blevet tildelt prisen for deres mange tiltag og initiativer for at få flere unge såvel som ældre til at spille badminton og blive en del af klubben.

RBC er en del af Badminton i Skolen og aktivitetspas, hvilket har resulteret i en stor tilgang på de yngste trupper, også er der lige opstartet et projekt udelukkende for piger på tværs af alder, for at holde flere piger i sporten.

Klubbens seniorførstehold er rykket op i kredsserien, og dette udnytter klubben til at arrangere en hyggelig eftermiddag, hvor alle inviteres til hjemmekampe med kage og kaffe på kanden, så sammenholdet bliver styrket, og klubben viser, hvor sjovt og spændende en sport badminton er.

Ligeledes er der lige opstartet et formiddagshold op for den ældre del af befolkningen, hvor der serveres en kop kaffe og en bolle med smør til billige penge. Her håber RBC at kunne hjælpe med at holde den ældre del af befolkningen aktive samt at kunne være med til at forebygge ensomhed.

Janni Weis fortæller også, at mange af børnenes og de unges forældre er blevet trænere i klubben samtidig med, at de selv spiller der, hvilket giver et endnu stærkere fællesskab.

Stort tillykke til Ribe Badminton Club med prisen.

Klik her for at se de tidligere vindere af Årets Badmintonklub

 

Årets Badmintontræner: Sebastian Bugtrup (Hvidovre Badminton Club)

Årets Badmintontræner er prisen for en træner, der blandt andet bidrager til et stærkt træningsmiljø og som udvikler hele spillertruppen sportsligt, menneskeligt og socialt. Derudover skal man have et helhedsblik i klubben både til forældre, frivillige og andre afdelinger.

Sebastian Bugtrup fra Hvidovre Badminton Club er i år blevet tildelt prisen blandt andet for hans engagement til træning og hans succes med klubbens første sommer camp.

– Jeg er glad og stolt over at have vundet den, det er et kæmpe skulderklap og et bevis på, at det, man gør, er godt. Det er også en stor caduea til klubben, frivillige og ungdomsformænd, som jeg så i denne omgang er frontfiguren for, men det er også et stort skulderklap til dem.

Bugtrup arrangerede klubbens første sommer camp med over 40 tilmeldte, og som var så stor en succes, at der også bliver afholdt en i sommeren 2024.

Formålet med campen og en af Bugtrups formål i klubben er at ramme bredden, så det ikke kun er eliten, der er fokus på.

Derudover så er Bugtrup i gang med at videreuddanne sig på diplomtræneruddannelsen. Han har et mål om at være en så dygtig træner som mulig og at skabe de bedste rammer for børnene ved at se spillerne ude til turneringer, så han hele tiden kan tilrettelægge træningerne ud fra, hvor spillerne er udviklingsmæssigt.

Udover sin egen badmintonkarriere som liga og international spiller har han overskud til at gøre en forskel for alle spillerne i klubben.

Stort tillykke til Sebastian Bugtrup med prisen!

Klik her og se de tidligere vindere af Årets Badmintontræner



Tags: , , , , , , , ,
Kategori: , , , , ,