Cheflandstræner Kenneth Jonassen giver sin vurdering af Danmarks VM-gruppemodstandere.
Danmark kender nu sine modstandere, når det om en måned går løs ved Thomas & Uber Cup (VM for dame- og herrehold) i den kinesiske by Chengdu.
Fredag blev der trukket lod til mesterskabet, som Danmark har vundet én gang tidligere. Det formåede herrerne i 2016, hvilket også var den seneste gang, Thomas & Uber Cup blev afholdt i Kina.
Læs også: Så er det nu: Billetsalget til VICTOR DENMARK OPEN 2024 er i gang
Cheflandstræner Kenneth Jonassen glæder sig netop over at skulle kæmpe om trofæet i Kina.
– Det bliver fantastisk at komme tilbage til Kina og spille et stort mesterskab i verdensklassefaciliteter. Det plejer at være garanti for store haller, masser af tilskuere og masser af stemning. Det er noget, som alle sætter stor pris på, siger han og sætter nogle overordnede ord på Danmarks lodtrækning.
– Jeg vil sige, det er fornuftige lodtrækninger for både herrerne og damerne. De kunne både have været værre men også bedre.
I år var de danske herrer i øverste seedningslag, og lodtrækningen udfoldede sig således:
- Danmark
- Malaysia
- Hongkong
- Algeriet
– Jeg tror aldrig, konkurrencen har været så stor, hvor der i realiteten er 8-9 nationer, som kan se sig selv gå hele vejen. Overordnet set bliver det de hold, der har den bedste bredde og den gruppe af spillere, der i den uge præsterer op til deres topniveau på alle pladser. Nogle gange er det de mindst rutinerede spillere, som skal løfte den opgave, siger Jonassen.
Fra nederste seedningslag blev Algeriet trukket i Danmarks gruppe. De to nationer mødtes også ved seneste Thomas Cup i 2022, hvor Danmark vandt 5-0.
– Det er selvfølgelig ikke en topnation på internationalt niveau, men de har faktisk spillere, som vi ser en gang i mellem i turneringer på Super 100-300 niveau, og de spiller fornuftigt. Vi er selvfølgelig favoritter, selvom de er en lidt ukendt størrelse i forhold til blandt andet bredden, påpeger Jonassen.
Læs også: Udtagelsen til EM for individuelle i Tyskland er klar
Cheflandstræneren kunne se Hongkong blive trukket fra tredje seedningslag. De kan bryste sig af særligt to stærke herresingler med Lee Cheuk Yiu og Ng Ka Long Angus, som begge er i top-30 på ranglisten.
– Det er på sin vis en tricky størrelse. Særligt deres to bedste singler spiller på højt internationalt niveau, mens deres herredoubler er forholdsvis ukendte. Det bliver en ordentligt test af vores hold, og jeg synes, det er vigtigt at have sådan en modstander i gruppen, hvor man skal præstere godt over fem kampe.
Den på papiret sværeste modstander i gruppen bliver Malaysia som har flere verdensklassespillere. Eksempelvis Lee Zii Jia og Ng Tze Yong i single samt Chia/Soh og Ong/Teo i herredouble.
– Vi ved, hvad de står for. Thomas Cup betyder ekstremt meget for Malaysia, og de kommer til at gå all-in. De er stærke på alle pladser, så det bliver en fed og intens landskamp, og når vi når hen til de her opgør, er det marginaler og dagsformen, som afgør det, vurderer Jonassen.
Danmarks Uber Cup-gruppe:
- Korea
- Danmark
- USA
- Mexico
Der er mulighed for revanche for de danske kvinder, når de møder Korea i gruppespillet. Korea, som er regerende Uber Cup-vinder, har sendt Danmark ud ved de seneste to Uber Cup-mesterskaber.
Det bliver dog en stor udfordring, da de har verdens nummer 1 i damesingle, An Se Young, samt to stærke damedoubler med Baek/Lee og Kim/Kong.
– De tre er ligesom fundamentet på det koreanske hold, men de besidder også yderligere to singler på højt internationalt niveau. Så det bliver en spændende udfordring for vores piger, hvor de kan tillade sig at spille så frit, som vi nu kan. Korea er selvfølgelig storfavorit, men jeg tror, vi kan benytte os af, at vi er underdogs og tidligere har vist, at vi kan spille tætte kampe mod dem, siger Danmarks cheflandstræner.
Læs også: Herrelandsholdet genvinder europamesterskabet uden at tabe en eneste kamp
Fra tredje seedningslag kom USA op ad lodtrækningsbowlen, og det møde kan blive afgørende for Danmarks muligheder for at spille sig videre fra gruppen.
– Jeg vurderer, at kampen mod USA bliver nøglekampen om en kvartfinaleplads. USA har et rigtig spændende hold med en blanding af to meget unge damedoubler og en rutineret damesingle i Beiwen Zhang. Så det er et hold, vi på ingen måde må undervurdere.
Sidste hold i Danmarks gruppe er Mexico, som kom med på et afbud.
– Det er en ukendt størrelse, og vi kender ikke super meget til deres niveau. Men vi er selvfølgelig store favoritter i den kamp, pointerer Jonassen.
Ved Thomas & Uber Cup spilles der tre singlekampe og to doublekampe. I gruppekampene bliver alle fem kampe spillet, mens knockoutkampene stopper, når en nation har vundet tre kampe.
Thomas & Uber Cup spilles i år fra 27. april – 5. maj i Chengdu. Det er femte gang, at Kina afholder Thomas & Uber Cup.
Indien er regerende Thomas Cup-vinder. Det var første gang i historien, de kunne løfte Thomas Cup-trofæet. Indonesien er den mest vindende nation med 14 titler. Danmark har vundet mesterskabet en enkelt gang. Det var i 2016, som også var seneste gang, at Thomas og Uber Cup blev afholdt i Kina.
Hos kvinderne er Korea regerende Uber Cup-vinder. Kina har vundet 15 gange og er det land, som har vundet Uber Cup flest gange.
Ved det seneste Thomas & Uber Cup i 2022, nåede de danske herrer semifinalen, hvor de tabte 2-3 til Indien. De danske kvinder tabte 0-3 til Korea i kvartfinalen.