Både hos Aalborg Triton og Brønderslev Badminton Club har Martin Røjkjær Købsted gennem mange år spillet en stor rolle i talentudviklingen.
Vinderen er fundet af Badminton Danmarks Talentpris 2024, og det blev Martin Røjkjær Købsted, som fik overrakt prisen på finaledagen ved VICTOR UDM i Brøndby Hallen.
– Jeg er utrolig glad og stolt. Jeg er også overrasket, for da jeg så feltet af nominerede, var jeg glad for bare at være en af dem. Jeg har kæmpe respekt for de andre nominerede, som er super dygtige trænere, så at kollegaer, trænere og ledere har stemt på mig, er jeg mega stolt over, siger den nykårede vinder, som var nomineret sammen med Sune Gavnholt, Peter Gade og Kasper Dinesen.
Kunne du tænkte dig at begynde til badminton? Så find en klub nær dig her
Martin Røjkjær Købsted har arbejdet med udvikling af badmintonspillere i mere end 30 år, og igennem alle årene har den røde tråd for Martin været glæden ved badmintonspillet.
Han er en bærende kraft som cheftræner for seniortruppen Aalborg Triton og som ungdomstræner i Brønderslev Badminton Club, hvor han er ungdomstræner. Her har han været en stor del af talentudviklingen hos Magnus Johannesen, Jeppe Bruun, Kajsa Van Dalm og datteren Sofie Røjkjær.
– Det er et langt sejt træk, at jeg står her i dag. Jeg har været i gamet i rigtig mange år, været i små klubber, bygget noget op og fået nogle rigtig gode spillere ind. Jeg har to kasketter på, hvor jeg både er i den store og lille klub, så jeg prøver at navigere så godt som muligt og gøre det rigtige for klubberne, så spillerne og klubberne får det ud af det, som de lægger i det, fortæller Røjkjær Købsted.
Læs også: Vinderne af Årets Ildsjæl, Årets Badmintonklub, og Årets Badmintontræner 2024 er fundet
Det er niende gang, at Badminton Danmarks Talentpris bliver uddelt. Prisen gives til en talenttræner, en cheftræner, en sportschef, en leder, en ildsjæl i en klub eller en anden, som i løbet af det/de seneste år har gjort en ekstraordinær indsats for talentudviklingen i dansk badminton.
Formålet med Badminton Danmarks Talentpris er at sætte fokus på og anerkende det store talentarbejde, der bliver gjort i dansk badminton.
Klik her for at læse mere om Badminton Danmarks Talentpris
Tidligere vindere af Badminton Danmarks Talentpris
2023 – Ann Nielsen, Lillerød
2022 – Tanja Berg, Værløse
2021 – Thomas Nielsen, abc Aalborg
2020 – Jakob Poulsen, Solrød Strand Badmintonklub
2019 – Lennart Engler, Odense BK
2018 – Michael Kjeldsen, Højbjerg Badmintonklub
2017 – Steen Thomsen og Peter Nedergaard, Kolding BK
2016 – Preben Nørgaard, Solrød Strand Badmintonklub