Grundspillets nummer et og to mødes i Frederiksberg Hallerne 7. maj til VICTOR Ligafinalen.

 

Badmintonligasæsonen 23/24 har været domineret af Højbjerg/Via Biler og Skovshoved.

Efter komfortable sejre på henholdvis 5-1 og 7-2 i semifinalerne, er det da også naturligt, at det er de to hold, der skal kæmpe om titlen i Badmintonligaen.

Køb billetter til VICTOR Ligafinalen 2024 her

Højbjerg/Via Biler endte på førstepladsen i grundspillet med 83 point og otte samlede sejre ud af ni mulige. I den direkte duel i sidste spillerunde om førstepladsen, tog de også sejren på hjemmebane med 6-3 over Skovshoved. Sæsonens eneste nederlag kom til de forsvarende mestre fra Vendsyssel, hvor cifrene lød på 3-6.

Med stærkeste opstilling er hele seks landsholdsspillere blandt Højbjerg/Via Bilers stærke trup. Det er: Jesper Toft, Amalie Magelund, Mads Vestergaard, Line Kjærsfeldt, Amalie Schultz Terp-Nielsen og Anders Skaarup.

Skovshoved tog sig af andenpladsen med 77 point og ligeledes otte sejre ud af ni mulige. Holdet var ubesejret helt ind til sidste spillerunde, hvor de som bekendt måtte se sig slået til Højbjerg.

Skovshoveds landsholdsstjerner som Line Christophersen, Rasmus Gemke, Daniel Lundgaard og Mads Christophersen har været med til at sikre flere dyrebare point til holdet i løbet af sæsonen.

Læs også: Så er det nu: Billetsalget til VICTOR DENMARK OPEN 2024 er i gang

Men selvom Skovshoved har tabt det seneste indbyrdes opgør, har de historisk godt fat i Aarhus-klubben.

Få overblik over holdenes seneste indbyrdes opgør

  1. 23/24: Højbjerg/Via Biler – Skovshoved: 6-3
  2. 22/23: Final 4: Skovshoved – Højbjerg/Via Biler: 5-1
  3. 22/23: Skovshoved – Højbjerg/Via Biler: 5-4
  4. 21/22: Final 4: Højbjerg/Via Biler – Skovshoved: 5-2
  5. 21/22: Skovshoved – Højbjerg/Via Biler: 5-4
  6. 20/21: Skovshoved – Højbjerg/Via Biler: 6-3
  7. 19/20: Skovshoved – Højbjerg/Via Biler: 6-3
  8. 18/19: Skovshoved – Højbjerg: 4-2
  9. 17/18: Skovshoved – Højbjerg: 6-0
  10. 16/17: Kvartfinale: Skovshoved – Højbjerg: 4-1
  11. 16/17: Skovshoved – Højbjerg: 5-1

Skovshoved fører altså 9-2 i de seneste 11 indbyrdes opgør.

VICTOR Ligafinalen afvikles på tirsdag 7. maj og bliver servet igang kl. 17.00. Dørerne åbner 16.30.