VICTOR Ligafinalen: Sådan ser de to klubber frem mod opgøret

af | maj 6, 2024

Ligafinalen - 2024 - Badmintonligaen - Skovshoved - Højbjerg/Via Biler

Badminton Danmark

I morgen skal Højbjerg/Via Biler og Skovshoved dyste om at kunne kalde sig mestre i Badmintonligaen 23/24. – Det er en festdag, som meget få får lov at prøve, så vi skal huske at sætte pris på det, fortæller Skovshoveds træner Kristoffer Knudsen.

 

VICTOR Ligafinalen er kulminationen på badmintonligasæsonen, som står på et møde mellem Højbjerg/Via Biler og Skovshoved. De to hold har gennem sæsonen vist sig som de to stærkeste med komfortable sejre i semifinalerne og ved kun at lide et enkelt nederlag hele sæsonen.

Vi glæder os helt vildt. Ikke bare spillere og trænere, men også frivillige, ungdomsspillere, sponsorer mm. Det er en festdag, som meget få får lov at prøve, så vi skal huske at sætte pris på det, nævner Skovshoveds træner Kristoffer Knudsen.

Michael Kjeldsen, Sportschef for Senior og Ungdom i Højbjerg/Via Biler, ser ligeledes frem til opgøret. Han nævner også glæde over, at Badmintonligaens semifinaler blev afholdt i klubberne. Da Højbjerg/Via Biler endte på førstepladsen i grundspillet, havde de hjemmebanefordel, da de i den forbindelse besejrede Team Skælskør-Slagelse 5-1.

Vi glæder os ufatteligt meget. Vi tror på, at det bliver en rigtig fed finale, som kan tiltrække mange folk, da det er to velrenommeret klubber, der har alt i badminton. Alt fra elite i senior og ungdom og bredde i senior og ungdom.

Som klub har vi været glade for ændringen lidt tilbage i tiden, hvor vi spiller semifinalerne hjemme i klubberne. Vi glæder os til de gode gamle dage på en samlet finale. Vi kan mærke, at vi får mange tilskuere med derover. Forhåbentlig op mod 200, men vi er ret glade for, at vi kan sige, at der i hvert fald er 100, der kommer.

Klubberne har mødt hinanden én gang i sæsonen. Her tog Højbjerg/Via Biler en hjemmebanesejr på 6-3 i NES Arena. Højbjerg/Via Biler vandt alle doublekampe, hvor Skovshoved vandt tre ud af fire singlekampe.

Se de individuelle resultater fra den kamp her 

Michael Kjeldsen mener, at der er basis for en tæt finale, hvor Højbjerg har favoritværdigheden i doublerne.

Jeg vil sige, at vi overordnet matcher godt op. Det ser ud til, at vi får mange lige kampe, hvor vi er lidt favoritter i doublerne, mens de er i singlerne, fortæller Kjeldsen og refererer videre til deres tidligere møde i sæsonen.

Den tidligere kamp på 6-3 er også et tegn på, at Kuuba (Kristin Kuuba, red.) ikke var med, som er en rigtig stærk damesingle. De havde heller ikke Joel Eipe med i mix, som også forstærker dem i anden mixeddouble. Joel er lidt et wildcard, da det er svært at vurdere styrken, når der ikke er en “track record” udover semifinalen. Det er altså et par trin, hvor de kan opgradere.

Skovshovedtræneren, Kristoffer Knudsen, ser også Højbjerg/Via Biler som favoritter i doublerne, hvor de har favoritværdigheden i singlerne.

Læs også: Så er det nu: Billetsalget til VICTOR DENMARK OPEN 2024 er i gang

Det bliver uden tvivl en svær kamp for os. Højbjerg er som udgangspunkt favorit i alle doublekampene, mens vi er favorit i to herresingler, så vi har ryggen mod muren fra start, fortæller Knudsen nævner, hvordan klubben har forberedt sig til VICTOR Ligafinalen.

Vores spillere arbejder vildt hårdt for at stå knivskarpt, så hvis det ikke lykkes at rive en guldmedalje med hjem, har vi gjort alt vi kunne. Jeg tror på, at vi kan overraske på dagen, og det ved jeg mine spillere også gør.

Ligesom Michael Kjeldsen, er Knudsen også positiv over, at afslutningen på Badmintonligaen finder sted i Frederiksberg Hallerne.

– Fedt at vi er tilbage i Frederiksberg Hallen som i “gamle dage”. Der bliver gjort et stort stykke arbejde i klubben for at få så mange med til kampen, og heldigvis med stor succes. Oveni det har vi forskellige events på dagen for at gøre det hele en smule sjovere. Vores ungdomsspillere er inviteret til pølser og brød i Valby Badminton Klub som optakt. Banner, trommer og sjove parykker er allerede købt ind, afslutter Knudsen.

Der er altså lagt op til en festdag d. 7. maj, når VICTOR Ligafinalen finder sted. Dørerne åbner kl. 16:30 og kampen bliver servet i gang kl. 17:00.

Har du ikke mulighed for at være til stede i Frederiksberg Hallerne, kan du følge med derhjemme på TV 2 Sport eller TV 2 Play.