Per Walsøe er død, 80 år. På alle måder en af dansk badminton store.
Af Lars Jørgen Andersen
Han var en af verdens ypperste doublespillere omkring 1970. Han vandt titler kloden rundt, og toppen af det hele var All England i mixeddouble i 1970. Vundet sammen med klubkammeraten fra Gentofte Badminton Klub, Pernille Mølgaard Hansen (nu Kaagaard). Parret var tabende finalister i samme turnering i 1966 og 67.
Det blev også til en andenplads i herredouble i All England 1967. Makkeren var Svend Pri. I en ren dansk finale mod Erland Kops/Henning Borch.
Tre gange var Per Walsøe med på det danske Thomas Cup-hold, og i det hele taget var han med i alt, hvad der rørte sig på landsholdsplan i en periode, der strakte sig over mere end ti år. Hans styrke lå ikke mindst i servemodtagning og i spillet ved nettet, hvor hans højde og store rækkevidde kom ham afgørende til gode.
Per Walsøes makkerskab med Pernille Mølgaard Hansen var nærmest ubrydeligt. Til gengæld havde Per ”massevis” af makkere i herredouble. Udover nævnte Svend Pri var det bl.a. Elo Hansen, som han vandt EM med i 1970; Poul Petersen og Jørgen Mortensen.
Da Pers internationale karriere nærmede sig sin afslutning, besluttede Per af det skulle være definitivt slut på konkurrenceniveau. Han fadede stille ud af badminton. Begyndte i stedet udendørs med tennis. Udelukkende på motionsplan, og sidenhen prøvede han også kræfter med golf. Netop golf havde Per rimelig fidus til, men som han selv udtrykte det, så hjalp selv et godt boldøje ikke til, at han formåede at spille sig langt ned i handicap. Han bevarede dog interessen for golf indtil for en håndfuld år siden.
Udenfor badmintonbanen var Per Walsøe måske Danmarks skarpeste juridiske hjerne.
Sådan blev han i hvert fald betegnet gennem hele sin glorværdige karriere i lovgivningens verden.
Allerede som lovende stud.jur. blev han ”verdenskendt” i Danmark og lovprist af befolkningen.
Danmarks Radio kørte i nogle år i 60’erne en serie, der hed ”Retten er sat”. Datidens jurist nummer et, professor Werner von Eyben, var idémanden bag og den, der skabte serien. Det var unge jurastuderende, der spillede ”rollerne”, og de var alle nøje udvalgt af von Eyben.
Han stillede dog som betingelse, at Per Walsøe skulle udfylde den altdominerende rolle i serien, og sådan blev det. Von Eyben sagde direkte, at han aldrig havde oplevet en juridisk hjerne og juridisk forståelse som den, Per Walsøe udtrykte.
Per Walsøe etablerede nogle få år efter studiet egen advokatvirksomhed, og meget hurtigt opnåede han møderet for Højesteret. Noget, der normalt såvel dengang som i dag, tager årtier for jurister at få.
Per Walsøe var kendt for sin meget venstreorienterede politiske overbevisning, og han førte gerne ”den lille mands sag” uden at tage ”det normale honorar”. Walsøe var kendt for, at alle ansatte i hans advokatvirksomhed fik samme timeløn. Uanset om det var chefen, altså Per, eller rengøringshjælpen.
Han førte naturligvis også snesevis af meget store og yderst komplekse sager, uden der her skal gås i detaljer. Det vil andre givetvis gøre, og det vil her simpelthen være for omfattende, men for hele Per Walsøes arbejde som advokat gælder, at ordet sublimt nok er for beskedent at anvende.
Per Walsøe var ikke bange for at tale systemet imod. Han nægtede eksempelvis at iføre sig den velkendte kappe, når han procederede i Højesteret, og han gik gerne i rette med måden, hvorpå systemet generelt var opbygget.
Derfor var det overraskende for mange, da Per Walsøe i 1993 som den første forsvarsadvokat blev indstillet til at indtage sædet som dommer i Højesteret. Et job, der normalt går til personer, hvis karrierer udelukkende er skabt gennem job i retsvæsenet og justitsministeriet. Her kom Walsøe ”ind fra gaden”, og han satte omgående sit stærke præg på arbejdet i landets højeste juridiske arbejdsplads.
Mure blev væltet. Traditioner blev brudt. Alt sammen til gavn for såvel Højesteret selv som rettens ”kunder”. Den dag i dag slår Per Walsøes arbejde på Slotsholmen fortsat igennem.
Per Walsøe var fraskilt og far til tre børn.
Æret være Per Walsøes minde.
Der er bisættelse lørdag den 18. maj kl. 13 fra Sønderborg Krematorium, Store sal, Roskildevej 59 – 2000 Frederiksberg.