Super 500-turneringen Malaysia Masters er i denne uge i fuld gang i hovedstaden Kuala Lumpur, hvor flere tusind tilskuere er mødt op for at se verdensstjernerne i aktion. Flere danskere stillede til start ved turneringen, hvoraf hele tre danske spillere/par havde formået at spille sig frem til semifinaledagen. Kim Astrup/Anders Skaarup og Viktor Axelsen sikrer 2 gange dansk deltagelse i finalerne, mens det desværre blev til et nederlag til Mathias Christiansen/Alexandra Bøje.
Allerede i den første semifinale ved super 500-turneringen Malaysia Masters var der dansk deltagelse med mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje, som fik indonesisk modstand i form af Rinov Rivaldy/Pitha Mentari. De to par fulgtes ad i stort set hele første sæt, men det var danskerne, som fik den første sætbold. Dog formåede de ikke at udnytte de i alt fire sætbolde, som de spillede sig til, og første sæt sluttede med en score, der hed 24-26 i Rivaldy/Mentaris favør.
Afslutningen på første sæt virkede til at slå danskerne en smule ud af den, idet de hurtigt kom bagefter med 2-7. Herefter fik de dog spillet sig ind i sættet – og foran – ved at tage 8 point i træk. Christiansen og Bøje så sig ikke tilbage resten af de andet sæt, som de vandt med 21-14.
– Jeg synes, at Mathias og Alexandra håndterer det godt, at de taber første sæt med 24-26, og at de får en dårlig start på andet sæt. Taktisk rammer vi det helt rigtigt. Vi får en god stime, hvor vi styrer servesituationen godt og får lagt et pres på indoneserne ved at komme højt på for- og mellembanen, lød det fra cheflandstræner Kenneth Jonassen efter kampen.
Dermed skulle kampen altså afgøres i tredje sæt. Christiansen og Bøje fortsatte de gode takter fra andet sæt, og ved opholdet var de foran med 11-5. Herefter kom indoneserne dog tættere og tættere på, og ved kampens afgørelse var det igen helt lige. Det blev indoneserne, som trak det længste strå, idet danskerne tabte det afgørende sæt med 18-21.
– Vi spiller godt frem til midten af tredje sæt, hvor det lykkes indoneserne at stresse os, og vi formår ikke at løse det taktiske derinde helt rigtigt. Det bliver et spil på intensitet og nerve fremfor de rigtige valg. Det skyldes primært, at indoneserne lykkes med deres spil og får sat det godt op efter 11. Vi får ikke helt rystet det af os, og derfor bliver det afgjort på følelse og intensitet, ligesom det var tilfældet i slutningen af første sæt.
– Det er et af dens slags nederlag, der gør ekstra ondt, når man har spillet sig i en favorabel position, og det er klart, at det er frustrerende og lige skal bearbejdes. Men der er også positive elementer i kampen, og vi kan lære af både, hvad vi gør godt, og hvad vi skal blive bedre til, lød det fra cheflandstræner Kenneth Jonassen.
Klik her for flere resultater fra semifinalerne
Den næste semifinale med dansk deltagelse var med Kim Astrup og Anders Skaarup. Den andenseeede danske duo mødte et malaysisk par på hjemmebane, verdens nummer 47 Junaidi Arif/Roy King Yap. Selv om danskerne er mere end 40 pladser bedre placeret, var det dog et malaysisk par, der kom ind til kampen med en masse selvtillid fra tidligere på ugen, idet de i kvartfinalen slog turneringens anden danske herredouble, Rasmus Kjær/Frederik Søgaard, i en tæt tresætter, samt i kampen forinden slog verdens nummer 12, taiwanske Lee Jhe-Huei/Yang Po-Hsuan.
I første sæt så danskerne overlegne ud, og det blev da også til en overbevisende sejr på 21-13. I andet sæt var der dog langt mere spil om det. Selv om danskerne i størstedelen af andet sæt var bagud med et par point, var det alligevel dem, der var stærkest, da sættet skulle afgøres, og de vandt andet sæt med cifrene 21-19.
– Det er en tricky størrelse at skulle op imod et malaysisk par på hjemmebane, som kommer ind som underdogs med 8.000 tilskuere i ryggen. Vi kommer ud og spiller bundsolidt, særligt i servesituationen og i vores defensiv, og i første sæt har vi virkelig kvaliteten til bare at lukke dem ned.
– Andet sæt bliver en tændt størrelse, og det har lidt at gøre med forholdene i hallen. De får publikum med og formår at stresse os en smule, men vi gør lige præcist nok til at hænge i og hele tiden være 1-2 point i nærheden af dem. Vi bevarer roen, og efter 17-15 til dem stepper vi virkelig op. Det er en rigtig fornuftig sejr på det her tidspunkt i en turnering med 13 og 19 point til modstanderne, lød det fra Kenneth Jonassen.
I morgen skal Kim Astrup/Anders Skaarup have enten kinesisk eller koreansk modstand i form af He/Ren eller Jin/Na.
– Det er altid en spændende størrelse med en finale og ikke mindst i Malaysia med et tændt publikum. Der er selvfølgelig stor forskel på den modstand, vi skal op imod, alt efter om det bliver det kinesiske par, som kommer med en Thomas Cup-sejr i bagagen, og som spiller med stor selvtillid, eller om det bliver det koreanske par, som er virkelig hurtige, har stor boldsikkerhed, og som har formået at slå de malaysiske hjemmebanefavoritter ud tidligere i turneringen. Men ligegyldigt hvad bliver det en finale med tempofyldt badminton, hvor vi skal spille taktisk klogt, var Kenneth Jonassens ord om finalen i morgen.
Læs også: Her er de udtagede spillere til OL i Paris
Dagens sidste dansker på banen var verdensetteren og førsteseedede Viktor Axelsen. Én sejr stod mellem danskeren og hans første finale i år, og modstanden hed Lu Guang Zu, verdens nummer 19 og fra Kina. Første sæt blev en yderst overbevisende sejr til danskeren, som vandt med hele 21-6. Heller ikke i andet sæt var der stor spænding om resultatet, og med en sejr på 21-6, 21-13 står Viktor Axelsen nu i sin første finale i 2024.
I finalen møder Axelsen enten hjemmebanefavoritten Lee Zii Jia eller Ng Ka Long fra Hong Kong.
I morgen venter altså to spændende finaler med dansk deltagelse, som du kan følge på TV2 Sport og TV2 Play. Se deres sendeplan her.