En storslået badminton-dag i Porte de la Chapelle Arena kulminerede med hele tre danske sejre, og nu har vi yderligere tre konstellationer, der følger Thygesen/Fruergaard ind i kvartfinalerne ved OL i Paris.
Danskere, som sad hjemme med morgenkaffen og var klar til at blive forkælet af den forsvarende olympiske mester Viktor Axelsen, var formentlig ved at få den galt i halsen efter at have set begyndelsen på kampen. For det var en flyvende Nhat Nguyen fra start. Ireren var aggressiv i sit spil og forsøgte at holde bolden nedad mod verdenstoeren, som ofte spillede for langsomt og for kort.
Efter opholdet i første sæt vendte det. Axelsen kom længere fremme på banen, og det var medvirkende til, at det var ham, som tog initiativet i kampen, og den danske verdensstjerne kunne lukke første sæt 21-13. I andet sæt fulgte ireren, som ligger nummer 43 i verden, med til 4-5, men derfra var der ikke mere at gøre. Axelsen var spillet varm, og han bragede af sted mod en kvartfinaleplads for tredje OL i træk, da han lukkede andet sæt med cifrene 21-10.
Kim Astrup/Anders Skaarup fik rykket kampen fra formiddag til eftermiddag, og en sand gyser af en gruppefinale stod for døren onsdag klokken 14. Flere scenarier kunne spille den danske VM-sølvvindende herredouble videre til kvartfinalerne: en sejr til Astrup/Skaarup selv over japanske Takuro Hoki/Yugo Kobayashi eller en sejr til taiwanske Lee/Wang mod kinesiske Liu/Ou på banen ved siden af.
Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig
Japanerne, som intet havde at spille for, kom godt fra land med godt spil på hele banen. Astrup/Skaarup kæmpede sig hurtigt tilbage i kampen med godt offensivt spil fra begge parter. Astrup/Skaarup greb overtaget, holdte fast i initiativet og vandt et tæt første sæt med 21-19. Andet sæt fulgte i tråd med kampens første, en tæt affære med flere intense dueller og point til begge sider af nettet. Efter ophold trak japanerne lidt fra, men det lykkedes Astrup/Skaarup nok engang at kæmpe sig tilbage, og i ombolde kunne de sikre sig en plads i kvartfinalen med cifrene 22-20. Astrup/Skaarup reducerede hermed også de indbyrdes opgør til 6-7 til japansk fordel.
– Det betyder meget, vi fortjener næsten en medalje alene for at gå videre fra vores gruppe, og det mener jeg seriøst, for vi har nu to dage i streg slået verdensklasse spillere, sagde en glad Kim Astrup efter kampen.
Lodtrækningen fandt sted ikke så længe efter sidste gruppekamp, og her trak Kim Astrup/Anders Skaarup de koreanske verdensmestre Kang Min Hyuk/Seo Seung Jae, og vi får derfor en gentagelse af VM-finalen fra Royal Arena i fjor. Kampen spilles i morgen eftermiddag efter klokken 13.
Klik her for at tilgå BWF’s program og resultatside
Anders Antonsen skulle onsdag eftermiddag forsøge at opretholde den flotte danske stime af sejre og kvartfinale kvalifikationer, og det skulle han gøre mod den Aserbajdsjanske herresingle Ade Resky Dwicahyo, en modstander han også mødte i gruppespillet ved sidste OL, her vandt Antonsen i to sæt.
Læs også: Mia Blichfeldt med en solid åbning på sin OL-kampagne
Det tydede meget på, at han også ville gøre i dag, da han i første sæt sad tungt på spillet, og havde det klare offensive overtag. Antonsen vandt første sæt med cifrene 21-10. Dwichayo kom bedre ud til andet sæt, som blev en tæt affære. Antonsen holdt hovedet koldt, og formåede at lukke kampen i overbevisende stil 21-14.
Antonsen fik en favorabel lodtrækning, der gør, at han som Axelsen sidder over i ottendedelsfinalen og er direkte i kvartfinalen, hvor han møder vinderen af opgøret mellem Lee Zii Jia fra Malaysia og hjemmebane-favoritten Toma Popov.
Læs også: Mia Blichfeldt med en solid åbning på sin OL-kampagne
Mia Blichfeldt har af de sidste ni opgør med verdens nummer to og forsvarende olympiske mester Chen Yu Fei fra Kina kun vundet en enkelt, men det er mere end så mange andre kan prale af. Sejren fra Uber Cup i 2018 skulle gentages, hvis Blichfeldt som de fire andre danske konstellationer skulle spille sig i en kvartfinale.
Kvartfinalen syntes langt væk i et første sæt, som alene havde kinesisk islæt, her vandt Chen Yu Fei med 21-8. Andet sæt så fra start ud til at følge i tråd med første, men Blichfeldt kæmpede sig flot tilbage og vendte 3-9 til 11-9 ved ophold. Mia Blichfeldt holdte fast i det flotte angrebsspil og tvang på flotteste vis kampen ud i tre sæt ved 21-19. I tredje sæt skruede kineseren bissen på og førte 3-11 ved ophold. Chen Yu Fei fastholdet grebet om kampen og lukkede opgøret 21-11.
Mia Blichfeldt leverede en brav indsats i gruppefinalen og rejser hjem med en sejr i to kampe.