De unge danske talenter levede op til deres favoritværdighed og kunne gå sejrrigt fra samtlige af deres kampe.
Der var lagt op til en stor dansk dag i Hala Suwałki Arena i Polen, hvor den indledende runde i U15 EM onsdag skulle spilles i gang. Hele seks af de otte danske spillere, der stiller op ved turneringen, skulle på banen i dag. En stor scene for de unge spillere at træde ind på, men ikke desto mindre en dag hvor favoritværdigheden måtte siges at ligge hos danskerne.
– En dag lidt som forventet hvor vi i alle kampe egentlig er favoritter, og hvor vi sådan set også skal vinde dem, siger U15 landstræner Thomas Nielsen om forventningerne til de danske spillere.
Allerede om formiddagen kunne danskerne noteres for to overbevisende sejre. Først var det den danske herresingle Axel Boesen, der vandt over Noah Schouben fra Belgien i to sæt med cifrene 21-4, 21-10. På en anden bane kunne den danske damesingle Simone Aoki Pihl kort efter føje en sejr til. Hendes overbevisende præstation kom til udtryk i to sæt mod græske Chara Petropoulou, som hun vandt over med cifrene 21-6, 21-9.
Således lovende fra start. Om eftermiddagen skulle endnu en dansk herresingle i skikkelse af Marvin Jakob Galan Mogensen se, om han kunne gøre sine kolleger kunsten efter. Hans EM-form blev afprøvet mod hollandske Nagasharan Vengatesh, som danskeren havde godt styr på i to sæt 21-9, 21-5.
Emma Nissen Nielsen stod for den næste danske deltagelse ved turneringen i et opgør mod Carmella Krislin Kruus fra Estland. En tættere kamp hvor første sæt gik til danskeren med cifrene 21-16. I andet sæt kom Emma Nissen Nielsen bagud i starten men lykkedes med at udligne ved 12-12, hvorfra hun tog føringen, indtil hun kunne lukke andet sæt 21-18.
Herefter var det tid til et gensyn med de to danske herresingler fra tidligere på dagen. Denne gang gik Axel Boesen og Marvin Jakob Galan Mogensen på banen som en herresinglekonstellation. Modstanden var slovensk og forholdsvis ufarlig for danskerne, der tog sejren i to sæt, 21-10, 21-14, mod Din Mašić og Bor Zaletel.
Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig
Sent på eftermiddagen bød programmet på et rent skandinavisk opgør, da den danske herredouble Peter Simoni Faurholt og Nicholas Mikkelsen tørnede sammen mod det svenske par Ludvig Marmsten og Josef Zhilin Fang. Her tog danskerne det første sæt, mens svenskerne tog det andet, inden Peter Simoni Faurholt og Nicholas Mikkelsen vandt kampen i tredje sæt med cifrene 21-15, 17-21, 21-15.
I dagens sidste kamp med dansk deltagelse skulle den danske damedouble, bestående af Marie Faust Kjær og Emma Nissen Nielsen, møde tjekkiske Monika Majerová og Anna Pargačová. Her satte de et flot punktum for dagen med endnu en sejr i to sæt 21-13, 21-17.
– Jeg synes egentlig, alle overordnet set har gjort det godt, og som man kan forvente. Man kan sige, at den første kamp er altid svær, for der skal man lige lære hallen lidt at kende. Vindforholdende var udfordrende i den her hal, fordi den er så stor, og der er noget ventilation, der gør, at på den ene side der er lidt mere vind, end der er på den anden side. Så det skulle de lige vende sig til, og det fik vi brugt dagens kampe til, sagde U15 landstræner Thomas Nielsen ovenpå dagens kampe.
I morgen er der igen masser af dansk deltagelse på programmet. Det bliver en dag, hvor der skrues lidt op for niveauet og dermed også kravene til de danske spillere.
– Der venter en lidt blandet dag, hvor vi helt sikkert kommer til at få nogle kampe, hvor vi lige pludselig ikke er favoritter. Så det bliver også en dag, hvor vi skal spille op til vores bedste for at gå videre i cirka halvdelen af kampene, siger Thomas Nielsen.