Spændende kampe ved onsdagens UVM: – Tæt på at levere turneringens største sensation

af | okt 9, 2024

Damedouble, UVM

Badminton Photo

I dag har det danske ungdomslandshold haft to kampe ved ungdomsverdensmesterskabet (UVM) i Nanchang, Kina. Her gjaldt det for herredoublen Philip Kryger Boe/Jakob Clausen Jessen og damedoublen Amanda Aarrebo Petersen/Maria Højlund Tommerup [16] om at kvalificere sig til 1/8-finalerne, der spilles i morgen.

Vil du se de danske spillere og resten af verdensstjernerne i aktion? Køb billet til VICTOR DENMARK OPEN 2024 her

21-16, 26-28, 16-21

Som det første i dag gjaldt det herredoublen Philip Kryger Boe/Jakob Clausen Jessen, der mødte den indonesiske herredouble Anselmus Breagit Fredy Prasetya/Pulung Ramadhan [3].

Kampen var nervepirrende, da de to herredoubler igennem størstedelen af hele kampen lå vanvittigt tæt.

– Overordnet så var de tæt på at levere turneringens største sensation, lyder det fra U19-Landstræner Jonas Lyduch.

Første sæt tog den danske herredouble 21-16, hvilket lagde op til et skræmmende tæt andet sæt, som indoneserne tog 28-26. På trods af at Boe og Jessen kæmpede i tredje sæt, endte det desværre med en sejr på 21-16 til Indonesien.

– Ja man sidder selvfølgelig pludselig med en følelse bagefter, hvor man er ekstremt skuffet, når man er så tæt på. Det er nok sådan en kamp, man skal prøve at evaluere lidt som om, at man har vundet den, fordi at det jo ikke er de her 2-3 bolde, som vi ikke får vundet, der gør, at det hele bliver skidt frem for, at det bliver godt, siger Jonas Lyduch.

21-19, 24-22

Dernæst gjaldt det damedoublen Amanda Aarrebo Petersen/Maria Højlund Tommerup [16], der mødte den amerikanske damedouble Audrey Chang/Ella Lin.

Forud for kampen fortalte Lyduch, at han havde en forhåbning om, at det ville blive dansk sejr, men at de i holdkampsturneringen havde en dårlig oplevelse med den ene af de amerikanske kvinder.

– Vi gik ikke ind og var stensikre på at vinde, og pigerne var også lidt nervøse, fordi de nok kunne mærke, at det var en god chance for at spille sig i tredje runde, siger Jonas Lyduch.

Men på trods af nerver og bekymringer så hev damedoublen Amanda Aarrebo Petersen/Maria Højlund Tommerup [16] sejren hjem med en sejr i to set på henholdsvis 21-19 og 24-22.

– Selvom den er tæt, så er det fortjent, vi vinder. Vi var lidt bedre, end amerikanerne var, så jeg havde været lidt træt af, hvis vi havde tabt, men det gjorde vi heldigvis ikke, fortæller Lyduch.

Klik her for at se torsdagens program ved UVM

Det betyder, at Danmarks ungdomslandshold sender damedoublen Amanda Aarrebo Petersen/Maria Højlund Tommerup [16] i 1/8-finalen i morgen. Her skal de møde den kinesiske damedouble Jiang Pei Xi/Zhang Jia Han.

Vil du gerne spille badminton? Her kan du finde en klub nær dig