Historisk godt VICTOR DENMARK OPEN

af | okt 21, 2024

Badmintonphoto - Anders Antonsen - VICTOR DENMARK OPEN

Badmintonphoto

Med to danske finaler ser Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom, tilbage på et historisk godt VICTOR DENMARK OPEN, som også bød på flere gode resultater fra danske debutanter.

Det hører til sjældenhederne, at Danmark er repræsenteret i to finaler ved VICTOR DENMARK OPEN. Senest var i 2021, og før det skal vi tilbage til 2010 for at finde et tilsvarende flot resultat af de danske spillere.

– Gårsdagens resultater er historisk gode med finalepladsen til Kim Astrup og Anders Skaarup og sejren til Anders Antonsen. Selvom Denmark Open spilles hvert år, er det ikke hverdagskost, at vi er repræsenteret i to finaler, da konkurrencen i VICTOR DENMARK OPEN svarer til et verdensmesterskab, siger elite- og sportschef Jens Meibom.

Han glæder sig derfor over de to danske finalepladser.

– Det er dejligt at se, Kim og Anders er på vej tilbage i topform efter OL, og igen spiller med om de største titler. Når de spiller på deres topniveau, kan de slå alle andre doublepar i verden, og jeg er sikker på, at vi kommer til at se flere flotte resultater fra dem fremover. Og så var det superfedt at se Anders gå hele vejen igen. Han har været igennem en turbulent periode, og det var rigtig positivt at se ham spille på sit topniveau igen. Jeg synes, at han blev bedre og bedre undervejs og kom op i det tempo, som gør ham konkurrencedygtig mod alle andre verdensklassespillere. Også et cadeu til Kasper (Antonsen, bror og træner for Anders, red.). Jeg glæder mig virkelig på deres vegne over, at de har fået så flot en start på deres samarbejde, siger Jens Meibom.

Læs mere: Efter fire år kan Antonsen endnu engang kalde sig selv VICTOR Denmark Open-vinder

Foruden de flotte finaleresultater hæfter elite- og sportschefen sig også ved flere fine danske præstationer undervejs i turneringen. Blandt andet af flere debutanter.

– Jeg vil gerne fremhæve Jesper Toft og Amalie Magelund. Jesper spiller sit første Denmark Open, og de to spiller deres første sammen som par. Det er derfor rigtig flot, at de når kvartfinalen, og undervejs slår de også et stærkt thailandsk par. Debutanterne Rasmus Espersen/Christian Faust Kjær spiller også to rigtig flotte kampe, hvoraf den sidste er mod to stærke kinesere, som de presser ud i tre sæt, siger Jens Meibom

Meibom nævner også Mai Surrow/Julie Finne-Ipsens sejr i førsterunde over de thailandske Aimsaard-søstre og debutanterne Rasmus Espersen/Amalie Kudsks sejr over englænderne Hemming/Van Leeuwen som nogle af de flotte danske præstationer.

– Alt i alt står jeg tilbage med oplevelse af, at vi samlet kan være rigtig stolte for den måde, vi har præsteret på her på hjemmebane. Vores topspillere har leveret et historisk flot resultat og så har flere af vores unge spillere også vist sig frem og understreget, at det generationsskifte, vi påbegyndte i doublerækkerne for nogle år siden, er begyndt at slå igennem. Og så skal vi ikke glemme, at Viktor Axelsen desværre måtte trække sig grundet sygdom. Jeg synes, at Viktor så rigtig stærk ud, indtil han blev syg, og jeg er sikker på, at han ville have haft en god turnering, hvis han ikke var blevet syg. På den baggrund synes jeg, at det er virkeligt stærkt, at vi som nation stadig kan være i to finaler, selvom vi mister vores dobbelte OL-guldvinder og stærkeste kort, siger Jens Meibom.

I alt deltog 28 danske spillere ved VICTOR DENMARK OPEN i år, hvoraf seks af dem var debutanter.